Vi strikker et fællesskab sammen

– Det er organiseret rod, lyder det nede fra bagerste hjørne.

Og det kan deltagerne på strikkekurset sagtens bilde mig ind. Ved et stort, solidt egetræslangbord, der er fyldt med et væld af garntyper i alle regnbuens farver, sidder en masse glade kvinder. Strikkeglade kvinder vel at mærke. De er ved at færdiggøre deres strikkeprojekt, før de skal vise det frem til de andre kursusdeltagere på Askov Højskole, der ligger ved Vejen i det sydlige Jylland.

– Over 70 kvinder er samlet til tre kurser – strik, broderi og patchwork – her på højskolen, fortæller Ulla Henningsen, der er kvinden bag idéen. På papiret lyder formålet med kurset, at deltagerne bliver dygtigere til det strikketøj, de knokler med derhjemme. Men faktisk er det selve højskolelivet og det sociale netværk, der er det vigtigste.

– Man møder en masse mennesker og får nye venner med samme interesse som en selv. Og så er der noget specielt over højskolelivet og dét at bo sammen i flere dage. Man spiser alle måltiderne sammen og sover under samme tag, fortæller Ulla.

Ulla bliver overdøvet af en stemme, der kommer fra højre:

– Den primære grund til at komme er højskoleånden – altså at være en del af fællesskabet. Og så er det jo også hyggeligt at strikke.

LÆS OGSÅ: Strik en fin hue med blade

Højskoleånden

En af dem, der udelukkende kommer på grund af fællesskabet, er Eva Burkal på 76 år. Det er femte gang, hun deltager. Egentlig plejer hun at være på patchworkholdet, men da hun fik tilmeldt sig for sent, prøver hun strikkeholdet i år, ”for af sted, det skulle jeg i hvert fald”.

– Det er et dejligt afbræk fra hverdagen at komme her og lære nogle at kende, der har samme interesse som mig selv. Men der bliver jo også talt om meget andet end at strikke; familie, hvad vi oplever i hverdagen og så videre. Hvert år, når jeg kommer hjem, er jeg en masse oplevelser rigere, og jeg kan sidde længe og gruble og glæde mig over alt det, jeg har oplevet, alle de indtryk og historier, jeg har fået og hørt fra de andre. Det er meget værd for mig, fortæller Eva.

Ved siden af Eva sidder Michelle Samonas, der for anden gang har rejst omkring 3.000 kilometer for at være en del af fællesskabet omkring dette langbord. Hun har tidligere boet i Kolding, men bor nu i Athen med sin græske mand.

– Sidste år kom jeg på højskolen, fordi jeg gerne ville strikke. Men det, med at vi skal strikke, er ikke så vigtigt for mig i år. Jeg har taget turen herop for fællesskabsånden. Man lærer at hjælpe og understøtte hinanden. Og så er der ikke så mange andre, der synes, det er spændende at diskutere en garnkvalitet, siger Michelle med et glimt i øjet, mens alle de andre kvinder rundt om bordet griner.

– Når jeg strikker på offentlige steder i Athen, kigger folk på en undrende måde og andre kommer hen og spørger, hvad jeg dog laver. Jeg føler mig nogle gange lidt ensom i mit strikkeri dernede i varmen, og så kommer jeg her og tænker: ”yes, jeg er ikke den eneste”, fortæller Michelle.

Til højre på billedet sidder Eva Burkal og til venstre Michelle Samonas, der har rejst omkring 3.000 kilometer for at være en del af strikkeholdet.

LÆS OGSÅ: Få inspiration til næste strikkeprojekt fra kvindelige krea-bloggere

Selv om der i den uformelle og sjove indbyrdes konkurrence om at strikke hurtigst er nogle turbo-strikkere på holdet, er alle på lige fod.

– Man er sammen om noget uden at tænke over, hvem der er direktører, arbejdsløse eller pensionister. I virkeligheden ved vi ikke ret meget om, hvad folk egentlig laver, når de ikke er på det her kursus. Det handler mere om interesser, og hvad der er ret og vrang, fortæller 62-årige Hanne Skovfoged.

Hanne Skovfoged nyder at strikke i fællesskab med andre kvinder. I baggrunden af billedet sidder arrangør af kurset på Askov Højskole, Ulla Henningsen.

Deltagerne må tale om alt andet, tænker man så. For det er lige før, at mundtøjet kører i takt med strikketøjet. En af kvinderne afslører også, at hun kun har fået fire timers søvn i nat, fordi der blev hygget med rødvin og snakket til langt ud på natten – med strikketøjet i hænderne, naturligvis.

– Vi er faktisk ved at få arrangeret, at vi sammen skal rejse en uge til Grækenland næste år og vise grækerne, hvordan vi strikker i fællesskab, fortæller Hanne.

– Ja, det prøver vi at få strikket sammen, fniser Michelle.