Rejser
20. marts 2019

På kursus i udlandet: Rikke, Marianne og Eva rejser for at lære

Er du rejselysten og lærevillig, er der masser af muligheder for at mødes med andre rejsende, der dyrker samme hobby som dig selv. Mød Rikke, Marianne og Eva, der kombinerer rejser med undervisning - og få inspiration til at dyrke din egen hobby intenst, når du oplever verden.
Af: Helene Dambo, redigeret til web
Kvinder der rejser og uddanner sig

Foto: Heidi Lundsgaard

Rikke syr under åben himmel

Kvinder der rejser og uddanner sig

Rikke Møller er en travl kvinde med egen frisørsalon, tre børn, en mand og Grand Danois’en Albert. Hun er lykkelig for det hele. Og mindst lige så lykkelig er hun, når hun sidder med stoffer og symaskine under åben himmel, vel vidende at hjemmet kan fungere uden hende.

LÆS OGSÅ: Tør du rejse alene? Få gode råd til at kaste dig ud i det

Rikke Møller, 47, syede som barn og ung. Så gik der uddannelse, mand, børn, hus, salon og hund i den. Men for fire år siden fik hun igen fingrene i stof, stil og symaskine. Hun tog forskellige kurser i hjembyen Odense, indrettede et syrum til sig selv og sin datter, og når hun kan stjæle lidt tid, kører under- og overtråd på fuld skrue. Men det bliver ikke til så meget, må hun erkende.

Derfor var hun lykkelig, da hendes favorit-sylærer begyndte at udbyde sykurser i udlandet – langt væk fra alle de krav, hun stiller til sig selv i det daglige.

– Sidste år var jeg i Provence. Jeg rejste sammen med en veninde, og vi var nær blæst væk af begejstring. Vi gør det igen til næste år – jeg skal lige have overstået en dyr konfirmation til sommer. Rikke Møller stråler som en sol af forventning.

– Tænk, en hel uge, hvor alt er koncentreret om at sy, om fælles måltider, om ture i pølen, afslapning og snak med de andre om vores fælles interesse uden at skulle tænke på hverken mand eller børn. Vi kan bare sy, når vi vil. Ovenikøbet har vores kursusleder fået vores mål på forhånd, så mønstrene ligger klar, når vi ankommer.

LÆS OGSÅ: Vi strikker et fællesskab sammen

Batterierne ladet totalt op

Rikke Møller syede sig igennem en kjole, nederdel, bukser og bluse i løbet af ugen.

– Det er jeg godt tilfreds med. Andre nåede mere, men så var de også i gang til langt ud på aftenen. Jeg forstår det godt. Det går i blodet, og man har svært ved at stoppe igen.

Et par dage var deltagerne på udflugt til markeder i Provence. Et rent stofmekka, siger Rikke, der aldrig bliver færdig med at blive klogere på sin hobby.

– Jeg lærer noget hele tiden. Vi bliver bare bedre og bedre, jo mere vi syr. Ifølge Rikke er kursuslederen medvirkende til, at et nyt kursus venter forude.

– Jeg ved ikke, om der er andre, der holder sykurser i udlandet. Men jeg vil sige, at det i høj grad er Jane Holmstrups fortjeneste, at samtlige deltagere bliver fuldstændig høje – både i løbet af ugen og bagefter. Hun får os allesammen med, både fordi hun er dygtig, og fordi hun har et vildt smittende overskud.

– Alle burde tage på kursus i udlandet, fastslår Rikke Møller.

– Uanset om det er strik eller yoga eller cykling. Hvad som helst. Jeg kom simpelthen hjem som et helt nyt menneske med batterierne ladet fuldstændig op. Ærlig talt, så kunne jeg tage af sted fire gange om året – hvis altså pengene var til det.

Sy i Sydeuropa: Hauzfrau.dk holder sykurser i Provence, Sydspanien og Toscana

Marianne og Eva synger sig fulde af selvtillid

Kvinder der rejser og uddanner sig

Marianne Geert, 65, og Eva Lenskjold, 68, var sikre på, at deres sangstemmer aldrig skulle bruges uden for egne badeværelsesdøre. Et sangkursus i Italien vendte op og ned på den overbevisning.

Det er et tillæg til SØNDAG, der gør udslaget. En dag viser Marianne sin veninde Eva en artikel med overskriften ”Syng dig glad i Italien” og spørger i samme åndedrag: – Vil du med?

– Ja, lyder det resolut fra Eva Lenskjold. Hun var gået på pension og havde besluttet sig for, at hun ville bruge de nye tider til at bevæge sig ud i ukendt farvand.

– Jeg har altid godt kunnet lide at synge, jeg har bare aldrig troet, jeg kunne. Mine forældre glemte vist at give mig en tro på den evne.

Marianne Geert havde det på samme måde. Hun kunne knap nok presse en strofe ud, hvis der var andre til stede.

LÆS OGSÅ: Veninder flytter sammen: "Man skal gribe nu'et"

– Vi kontaktede arrangøren og lagde kortene på bordet: Vi manglede mod og tro på os selv. Hendes forslag var, at vi kom hjem til hende og sang. Det gjorde vi, og hun konstaterede, at vi i hvert fald ikke sang falsk. Så langt, så godt – det lunede.

Sådan – den friske beslutning førte de to på en uges ophold i Ligurien, nærmere bestemt i den lille bjergby Castelvittorio. Sammen med 10 andre sangglade – nogle mere øvede end andre – blev de høvlet igennem med korsang og solosang. Den uge glemmer veninderne aldrig.

Fra Italien til Ærø

– Jeg fik soloundervisning, men jeg holdt fast i min beslutning om ikke at synge solo, mens holdkammeraterne var i lokalet. Det respekterede sanglæreren, siger Eva.

Marianne gjorde det. Hun sang et enkelt vers af den sang, hun havde øvet. Alle var samlet, og hun fik behørig applaus.

LÆS OGSÅ: Hun viser Danmark og verden frem

– Et kæmpeskridt – jeg havde aldrig i livet troet, det var muligt, siger hun i dag.

De to veninder blev bidt af sang og havde lyst til mere. Begge har et sommerhus på Ærø, og hjemme i Danmark igen inviterede de holdet til sang-weekend på Ærø. Også deres sanglærer var med på idéen.

– Et par stykker meldte afbud, så vi tilbød pladserne til vores venner på øen. De skulle så til gengæld bidrage med madlavning og praktiske ting, fortæller Marianne Geert med stjerner i øjnene ved tanken om den sangfyldte weekend. I bonus har hun i øvrigt fået en kompliment fra sin datter.

– Hun siger, jeg har fået meget mere selvtillid, efter at jeg er begyndt at synge. Så det bliver jeg ved med.

– Tag af sted og syng, uanset om du er øvet eller nybegynder. Det er så trygt, at alle kan være med. Og så er det fantastisk at overskride grænser, uanset hvor gammel man er, lyder opfordringen fra Eva Lenskjold.

Syng i Italien: Pustrejser.dk

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs mere om:

Læs også