Annette er uhelbredeligt syg: Tiden skal udnyttes til fulde

Man siger ofte, at tredje gang er lykkens gang. Sådan gik det bare ikke hos familien Madsen i Jelling. Tværtimod.

For tre år siden fik 62-årige Annette Andrup Madsen konstateret analcancer. Efter 32 strålebehandlinger blev hun erklæret rask. Lægerne troede, det var løgn, da hun sidste år fik kræft for anden gang – nu i bugspytkirtlen. Ved at fjerne den operativt, lykkedes det endnu en gang at gøre Annette kræftfri, men i foråret fik hun konstateret kræft for tredje gang.

Denne gang kan man ikke fjerne den ved stråling eller operation. Kræften har spredt sig rundt i Annettes krop og har nu angrebet bughule, livmoder og venstre lungehinde.

Frem med kampgejsten

Under Annettes tidligere sygdomsforløb har hun og hendes 26-årige datter, Malene, aldrig været i tvivl om, at Annette ville blive rask igen. Optimismen har altid blomstret i hjemmet i Jelling. Men efter at de fik beskeden om, at kræften ikke kan fjernes, og Annette efter lægernes vurdering skal dø af den, gik alvoren op for dem. Og for Malene opstod en helt akut angst.

– Jeg blev SÅ bange for at miste min mor. For at hun lige pludselig bare ville være væk. Jeg var utrøstelig det første døgn. Men så var det, at min mor sagde: ”Det er okay, at du er ked af det, Malene, men jeg forventer, at du finder din kampgejst frem fra i morgen.”

Samme nat drømte Malene, at hun og hendes mor var på nogle eventyrlige rejser, og drømmen satte tankerne i gang. Hun forsøgte at vende alle de triste tanker, hun ikke kunne rumme, til noget brugbart.

– Jeg spurgte mig selv: Hvad er det egentlig, jeg gerne vil nå at opleve med min mor, inden hun er væk? Og her opstod så idéen med bucketlisten, altså en liste over drømme, man ønsker at få opfyldt.

– Først tænkte jeg , der skulle stå 10 oplevelser. Men jeg blev hurtigt enig med mig selv om, at det slet ikke var nok. Jo flere oplevelser, jeg skrev på listen, jo længere tid ville det tage at opfylde den. Og jeg følte, at hvis jeg skrev virkelig mange oplevelser på, ville min mor være nødt til at leve, indtil vi har klaret dem alle, fortæller Malene.

LÆS OGSÅ: Min mor gav mig sin nyre

Og derfor endte listen på intet mindre end 100 punkter med alt fra dyre krydstogter til små, gratis glæder som at lave mad over bål og fange en fisk.

Drømmene blev mere virkelige, efterhånden som de kom ned på skrift. De gik fra at være drømme til at være mål.

– Noget, vi skal opleve sammen, siger Malene.

– Nogle af oplevelserne er en smule urealistiske, tilstår ­Annette.

– Men det synes jeg, er fint, i og med at min cancer også er urealistisk. Ifølge lægerne burde det ikke kunne lade sig gøre at få kræft tre gange på denne her måde, som det er sket for mig.

– Hvis kræften ikke har tænkt sig at sætte nogen begrænsninger, så har vi heller ikke, lyder det kampberedt fra Malene, der peger på punkt nummer syv, hvor der står ”rejse til Maldiverne”, og erkender med et lille smil, at der vist skal spares lidt op først.

Der er dog to punkter, som skiller sig ud og betyder mest. Det er punkt nummer 1: at blive mormor en dag og nummer 100: at overvinde kræften.

Viljen viser vej

Lægerne har ikke givet Annette en ”udløbsdato”. Det eneste, hun ved, er, at kræften er aggressiv og spreder sig.

Malene har brugt timer ved computeren og søgt på internettet for at lede efter svar i forhold til sin mors sygdom. Men det fortryder hun i dag.

– Google siger maksimum et halvt års levetid, fortæller Malene og ser sin mor dybt i øjnene.

– Tænk, hvis du kun har et halvt år tilbage at leve i, og vi så bruger tiden på at græde snot?

– Det nægter vi altså. Tiden skal udnyttes til fulde og bruges bedst muligt, svarer Annette og sender sin datter et smil.

– Nu har jeg sluppet tanken om et halvt år. Selvfølgelig har min mor længere tid at leve i. Det kan godt være, at lægerne ikke tror på det, men så tror
vi ekstra meget, konstaterer Malene.

Troen og viljen kan ingen altså tage fra de to.

– Så da lægen gav mig diagnosen ”uhelbredeligt syg”, tænkte jeg: ”Det skal du ikke bestemme,” siger Annette.

Hun tror på, at hendes redning og helbredelse vil komme af at gøre en indsats. Og det gør hun. Blandt andet ved at lave en total kostændring. Annette lever udelukkende af antiinflammatorisk kost og spiser kun fødevarer, der er med til at styrke immunforsvaret. Der er ingen grund til at give kræften noget at leve af, som hun siger. Desuden mediterer hun og får alternativ behandling som healing.

LÆS OGSÅ: Julie Hastrup fik modermærkekræft: Jeg følte, at min krop svigtede mig

Flytter fokus

Annette oplever det som en kæmpe kærlighedserklæring fra sin datter, at hun har lavet en bucketliste.

– Jeg må indrømme, at jeg i starten tænkte: ”Ja, ja, det er godt, Malene” – og jeg var egentlig bare mest glad for, at hun så tydeligt har arvet mit overlevelsesgen ved at handle og skrive den her liste i stedet for at sætte sig hen og græde. Men efterhånden begyndte jeg med listen selv stille og roligt at flytte mit fokus fra sygdommen til mulighederne, fortæller hun.

Det, bucketlisten gør, er i virkeligheden meget enkelt. I stedet for at de begge bekymrer sig om kræften, er de nu mest optagede af at få de gode oplevelser, de skal nå at have sammen, til at gå i opfyldelse.

– Men det handler ikke om at lægge de dårlige følelser væk. Slet ikke, tilføjer Malene.

– Vi er stadig bange og kede af det. Men der er ingen grund til at give det mere plads end højst nødvendigt. Når vi har haft dårlige dage, klarer vi os med tanken om, at vi skal ud og opleve noget fra listen i næste uge, fortæller Malene.

Listen giver altså på den måde Annette og Malene håb ved at flytte fokus fra ord som uhelbredelig kræft og udløbsdato til ting, vi glæder os til.

– Projektet gør, at vi ikke bare tænker på at overleve. Vi oplever og får minder sammen. Tankerne skal ikke kredse om, at der er 10 dage til scanning eller to dage til nye kemopiller. For så er det netop, at man kun lever for at overleve, siger Annette.

LÆS OGSÅ: Jette fik kræft: Når nuuet er det, der er vigtigst

Knytter særligt bånd

Oplevelserne bliver timet efter Annettes kemobehandling, der får huden under hendes fødder til at forsvinde, giver kvalme og trætter enormt.

Indtil nu har de to kørt limousine, bridgewalket, været til håndlæser, i Tivoli og Zoologisk Have og spist middag på en hyggelig kro.

Der er ingen tvivl om, at de fælles oplevelser knytter et helt særligt bånd mellem mor og datter. Og faktisk har de fået meget positiv respons fra andre mødre og døtre, der har hørt om deres liste og er blevet inspireret til at lave deres egen – også selv om der ikke er sygdom indblandet.

For uanset hvad skal vi leve i nuet, mener Annette og Malene jo. Fortiden kan man ikke gøre meget ved, og fremtiden kendes ikke, men lige nu kan vi leve, nyde, tilgive, smile, holde af og holde om. Ligesom Annette og Malene gør det.

Malene fortæller, at hun altid har prioriteret sin mor højt, men hun er dog aldrig blevet prioriteret højere end nu.

– Jeg vil da gerne lige høre i hvert fald én gang om dagen, om hun har det godt, fortæller Malene.

– Når min telefon ringer, plejer jeg at sige: ”Nu ringer Malene igen”, indskyder Annette leende.

– Ja, vi har helt byttet roller, siger Malene og ser kærligt på sin mor.

– Og lige meget hvad der sker, vil jeg altid have de her dejlige minder at tænke tilbage på.

På Malenes blog, maleneactonia.bloggersdelight.dk, kan man følge deres projekt om at nå de 100 punkter.