Kristina var mor til fem og gift på 20. år, da hun forelskede sig i sin ungdomskæreste

Vi har mødt forfatter Kristina Aamand

Hun er alene hjemme den dag. Ingen mand. Ingen børn for en gangs skyld. Og dér sidder hun. På gulvet i et pulterkammer og kigger gamle billeder igennem og har computeren kørende med 80’er-hits. Det er lidt sølle. Det ved hun godt. Men alt er oppe at vende inden i hende.

Hun er 39. Har været gift i snart 20 år. Er mor til fem børn. Har stået last og brast med den mand, hun har fået børn med. Har trodset kulturforskelle og bygget broer. Nu orker hun bare næsten ikke mere. Eller gør hun? 40-års-krisen, for det er det, får hendes fundament til at ryste.

Lige da, i det der øjeblik med minderne og musikken i pulterkammeret, ser hun, at der kommer en besked på Facebook. Fra Martin. Den Martin, hun var kæreste med, da de var 17 og 18...

Kristina Aamand løfter sit blik, og de intense, brune øjne ser lige direkte på en. Vi sidder i Præstø. To kilometer fra byens centrum bor hun i et gult gasbetonhus med en stor tøndeformet sauna i baghaven.

Hun er uddannet både sygeplejerske og socialrådgiver. Har også en uddannelse som yogalærer i øvrigt. Men de seneste fem år har hun levet som forfatter på fuldtid. Og netop nu er hun aktuel med romanen ”Sammenbragt” (køb den her), som er en roman og ikke en fortælling om hendes eget liv, men som alligevel handler rigtigt meget om det, hun selv står midt i: gift for anden gang og med delebørn og fællesbarn og hente- og bringelogistik proppet ind i en ny og svær familiekonstellation med mange følelser på klem og måske lidt i klemme.

Og som hun siger som en fortsættelse på det, der skete dengang for seks et halvt år siden i pulterkammeret:

– Lige i det sataniske øjeblik, hvor jeg er helt hudløs og melankolsk, vælger Martin at skrive til mig på Facebook. ”Hvordan går det?”, står der bare. Og så bralrer jeg ellers ud med 40-års-krise og hele balladen.

Hun ler. Det gør hun meget og ofte. Men det understreger også en pointe fra hendes side. Hendes historie er ikke en offerhistorie. Hendes roman er ikke offerhistorie.

– Jeg havde bare sådan en lyst til at fortælle ærligt om, at det her, som masser af andre mennesker jo også går og bøvler med, er hundesvært. Og på den anden side vil jeg også gerne levne plads til håb. Også hos mig selv. Håb om, at det kan lade sig gøre at få det til at fungere som sammenbragt familie.

Dansk mor

Men lad os lige begynde lidt forfra. Kristina Aamand er vokset op i Avedøre på den københavnske vestegn med en dansk mor og en arabisk stedfar og ude på sidelinjen med en biologisk far, der var kommet hertil fra Syrien.

Som 19-årig traf hun dansk-pakistanske Asif, som hun blev gift med og fik fem børn med og holdt sammen med i 20 år, selv om hun fra første færd ikke ligefrem lignede den perfekte svigerdatter i svigerfamiliens øjne.

– Det har altid fyldt meget, det med de to kulturer. Jeg har beskæftiget mig med det hele mit liv nærmest, også arbejdsmæssigt, og jeg var træt af det. Træt af hele den der identitetskrise omkring: Hvem er jeg? Og hvilken kultur? Og hvordan skal vi samle alt det her til en helhed? Ironien er til gengæld, at jeg ikke vidste på det tidspunkt, at det sværeste kulturmøde, jeg nogensinde har stået overfor, først kom, da jeg så giftede mig med en dansk mand i en sammenbragt familie.

Kristina og Martin aftaler nemlig den dag over Facebook, at de må mødes.

– Jeg tænkte: Nu har jeg denne her voldsomme livskrise. Måske vil det være godt at mødes med Martin, som jeg kendte, da jeg var 18. Måske kan jeg finde det, jeg føler, jeg har tabt på vejen. Og det sagde jeg til min mand. Med præcis de ord. ”Det gør du bare”, sagde han.

– Vi mødtes så og drak gløgg. Og derfra blev alt virkelig kompliceret. Det føltes bare rigtigt, og samtidig var det forkert. For nu var jeg pludselig hende, der løb med en anden. Men virkeligheden var jo mere kompliceret end som så.

– Det var en masse ting i livet, jeg havde oppe til overvejelse. Jeg havde været gift i 20 år. Jeg havde fem børn. Jeg er ikke typen, der pludselig løber efter en hvilken som helst mand, fordi jeg ikke kan styre min liderlighed.

LÆS OGSÅ: Hanne fandt kærligheden på ny: Det kom bag på, at det erotisk er så nydelsesfuldt

Hjernetumor

– I øvrigt skal man ikke tage beslutninger baseret på mænd! Det er et godt råd, jeg gerne vil give videre. Sådan en beslutning skal komme fra noget inden i dig selv. Det talte jeg også med Martin om. Han sagde det også: ”Du skal ikke blive skilt på grund af mig”. Og så flyttede han sig faktisk. Og jeg flyttede mig fra ham. Jeg skulle finde ud af med mig selv, hvad jeg ville. Det brugte jeg et par måneder på. Jeg var helt afklaret med, at det ikke var sikkert, at Martin var der, når jeg kom ud på den anden side af mine overvejelser. Men det var han jo.

Kristina startede med at flytte ind hos Martin, hvor der, til trods for at det var en fireværelses lejlighed, hurtigt blev trangt med alle de køjesenge, der blev indkøbt til den samlede børneflok på syv, som siden er blevet udvidet til otte med lille Njord på snart tre år.

– Det var tæt, men faktisk også hyggeligt. Det kan vi også høre på børnene, når vi taler med dem om det nu, at de synes.

Men hun husker også, hvordan hun kom til at køre i pendulfart imellem tre destinationer for at hente og bringe børn.

– Jeg hentede børn i Roskilde og i Herlev, og vi boede i Vallensbæk. Bermuda-trekanten kaldte jeg det. På et tidspunkt havde jeg det, som om mit liv bare forsvandt i den trekant, Vallensbæk, Herlev, Roskilde.

Tilfældet ville, at de fik øjnene op for egnen omkring Præstø, og at der lige stod et gult gasbetonhus, der var til at betale. Her slog hun med det samme hænderne sammen og sagde: ”Eiiij, hvor er det smukt”, da hun stod med udsigt til fasankokke og græssende rådyr lige uden for vinduerne. Transporten blev længere, hente-bringe-ordningerne måtte organiseres på en ny måde. Men det tog de gladeligt med og anskaffede sig en ”bus”, så der kunne være plads til alle børnene.

Tilfældet ville så bare, at inden de nåede så langt, blev Martin syg. Han fik et epileptisk anfald en nat og blev undersøgt, og det viste sig, at han havde en hjernetumor. Her skrev vi januar 2017. Og i juni samme år skulle de flytte på landet.

– Alt blev sat på hold. Martin fik kørselsforbud på grund af epilepsien. Tumoren viste sig at være godartet, men da de fandt den, vidste vi ikke, om den var kommet for en uge siden, eller om den havde siddet der i flere år. Vi havde tre måneder fra den første scanning til den næste, hvor vi bare gik og ventede på at finde ud af, om tumoren voksede eller ej. Det gjorde den heldigvis ikke.

– Derefter blev Martin fulgt af lægerne i et år. Tumoren holdt sig i ro. I princippet kunne den godt blive siddende, men der var en vis sandsynlighed for, at Martin ville få flere epileptiske anfald. Så selv om der altid vil være en risiko, når man går ind og opererer i hjernen, var vi ikke i tvivl: Den skulle væk.

– Et par måneder efter operationen fik Martin igen lov at køre bil. Han fik også nyt job. På den måde er vi ligesom startet forfra efter at have haft halvandet år, hvor alt var i venteposition, samtidig med at jeg blev mere og mere slidt af at piske rundt og lave alting, fordi Martin ikke måtte noget. Det er nok også derfor, jeg har det sådan i dag: Det skal nok gå, altsammen. Hvis bare vi er raske, og der ikke sker nogen forfærdelige ting, er det kun et spørgsmål om at stå op og tage arbejdshandskerne på og gøre det, man skal. For herregud, vi har prøvet det, der var værre.

LÆS OGSÅ: Venner efter skilsmissen: Jeg elsker stadig Jan - bare ikke på dén måde

Humor og håb

Midt i alt det her sad Kristina også og skrev på sin roman, disciplineret og vedholdende, og nogle gange måtte de sene nattetimer tages i brug. For skrive, det ville hun.

– Jeg har aldrig nogensinde haft en forfatterdrøm. Ordet i sig selv irriterer mig også. ”Forfatterdrøm”. Det er lidt ligesom: ”prinsessedrøm”. Hør her, der er ikke noget ophøjet eller særligt ved dét. Jeg skriver, fordi jeg ikke kan lade være. Jeg begyndte, da jeg blev sygeplejerske og socialrådgiver og blev optaget af socialt arbejde. Det var de fortællinger, jeg så derude gennem mit arbejde, der fik mig til at skrive.

– Jeg har skrevet børnebøger, ungdomsbøger, debatbøger og en voksenbog. Jeg har pendlet rundt imellem genrerne. Det har altid været historierne, der styrede mig, og ikke genren, eller hvad der nu ville være smart. Det er måske totalt usmart. Men ikke desto mindre er det min måde at være forfatter på.

Selv om ”Sammenbragt” handler om noget af det svære ved at vælge den store kærlighed til for anden gang og få hverdagen til at fungere, er den skrevet med både humor og håb.

– Den er ”uplifting”, siger hun og ler, – uplifting er det nye. Vidste du ikke det? Det er det, man taler rigtigt meget om i bogbranchen for tiden.

– Romanen er også en opfordring til, at vi skal give den sammenbragte familie noget medvind, ligesom vi giver kernefamilien. Når du bliver gift første gang, siger alle tillykke, medmindre du gifter dig med en virkelig sær type.

– Anden gang du bliver gift, spørger folk: ”Er du nu sikker?” ”Er det ikke synd for børnene?” ”Er det ikke synd for din eks?” ”Er det ikke synd for hunden?” Ja, faktisk er det nærmest synd for hele planeten. Men vi skal simpelthen have vendt bøtten. I stedet for hele tiden at stille kritiske spørgsmål til den sammenbragte familie så spørg: ”Er der noget, vi kan gøre for at hjælpe jer?” For hvis forældrene har det godt, har børnene det også godt. Se på den sammenbragte familie som nogle mennesker, der gerne vil noget positivt i deres liv – og på grund af kærlighed.