Maibritt Saerens fik tvillinger som 40-årig: Jeg havde for travlt
Mange danskere kender skuespilleren Maibritt Saerens fra tv-serien Krøniken, hvor hun spillede Søs, og siden har vi set hende i en række andre tv-serier som Forbrydelsen, 2900 Happiness, Livvagterne og i filmen Blå Mænd.
Det er tre et halvt år siden Maibritt Saerens i en alder af 40 år blev mor til tvillinger, og efter en lang periode med graviditet, barselsorlov, fødsel, tvillinger og amning er hun ved at finde sin plads i skuespiller-verdenen igen. Og nu er hun så aktuel som maleren Marie Krøyer i forestillingen Krøyers yderste nat.
Jeg har altid arbejdet for det
Og det at blive mor til en lille dreng og pige er kommet bag på hende - dét ændrede alting. Også hendes store passion for teater.
- Jeg er jo sådan én, der altid har været passioneret omkring teater. Jeg gik i teatret evig og altid, kunne tale med om alt, når mine kolleger var med i stykker, jeg så alt og fulgte alt. Og som spiller har jeg altid arbejdet meget. Jeg tilhørte ikke nødvendigvis de største talenter på min årgang, men jeg arbejder for det, og det har jeg altid gjort, siger hun til SØNDAG og fortsætter:
- Men da jeg så fik børn, stod jeg pludselig dér og tænkte: Gider jeg overhovedet lave teater mere? Jeg kunne slet ikke se meningen med det. Og den følelse tror jeg, mange kender, når de får børn. Pludselig er ens arbejdspassion ikke længere så kraftig, siger hun.
Artiklen fortsætter under videoen, hvor Maibritt Saerens fortæller om, hvordan det er at arbejde sammen med Preben Kristensen
Jeg ville ikke give køb på mit arbejdsliv
Og man skal da også fokusere på netop denne passion for teater og for sit arbejde som skuespiller, hvis man skal have svar på hvorfor hun først blev mor som 40-årig.
Anne Sofie Espersen og hendes kæreste skal IKKE have børn sammen. På søndag.dk afslører hun hvorfor
- Jeg havde for travlt. Og jeg ville ikke give køb på mit arbejdsliv. Hvis det skulle være, skulle der være plads til begge dele.
Men så kom børnene jo... hvad afgjorde hendes valg?
- De pressede på, de to. Lad mig sige det sådan. De fik mig til at vågne op, hvor jeg var i gang med alt muligt andet. Det var fuldstændig sådan, det var. De insisterede godt nok på at komme ind i mit liv, siger Maibritt Saerens.