To alvorligt syge kvinder: Dét har sygdom lært os om at leve

Lottiie: "Jeg er er så lykkelig over at få lov til at se alting spire"

For Lottiie Johannsen, 54, var 2016 et skæbneår. Hun havde lige været igennem en smertefuld skilsmisse, da hun fik sin diagnose: lungekræft med metastaser til bækken og lår.

– De første tre dage var jeg i chok. Jeg sov slet ikke, mens jeg prøvede at få den besked til at bundfælde sig. Det hjalp mig, at jeg var til nogle samtaler i Kræftens Bekæmpelse, som sendte mig på et kursus på Nyborg Strand sammen med andre kræftpatienter.

Lyset strømmer ind ad vinduerne i rækkehuset tæt på skov og mark i Nordsjælland, hvor den bamsede og livlige hund Effy flyttede ind for et års tid siden.

– Ja, på dårlige dage er det hende, der tvinger mig op og i gang, så jeg kommer ud at trave og får frisk luft!

Vi har sat os i de bløde, lyse møbler for at høre om, hvordan diagnosen har påvirket hendes livssyn og prioriteringer.

– Den vigtigste indsigt er, at livet er skrøbeligt, og at vi skal huske at leve, mens vi er her. Jeg er blevet så meget bedre til at nyde de små, gode øjeblikke og er så lykkelig over at få lov til at se alting spire. Jeg er dybt taknemmelig for de nære mennesker, som er der for mig.

Nye venskaber

Det er tydeligt – og forståeligt – at netop det at tale om de nære og kære er fyldt med følelser for Lottiie.

– At jeg blev alvorligt syg, var virkelig en øjenåbner! Mine to voksne sønner har været og er stadig en stor støtte for mig, mens resten af familien ikke kunne håndtere det. Netop det menneske, som jeg troede ville være der for mig 120 procent, svigtede. Til gengæld har jeg fået andre venskaber, jeg ikke lige havde set komme, siger Lottiie, hvis sønner i dag er 29 og 24 år gamle.

Hun er uddannet socialrådgiver og er stadig tilknyttet sin arbejdsplads, hvor hun arbejder omkring 15 timer om ugen, alt ud fra hvordan hun har det. Gode kolleger er blevet tættere venner, og hun har mødt nye mennesker, der nu er blandt hendes nærmeste.

– Oven på diagnosen blev jeg grebet af en stor ensomhedsfølelse, og så var det rart at være på kursus sammen med andre i samme situation. Her mødte jeg en pige fra Jylland, der har en helt særlig evne til at kontakte mig, når jeg er havnet i et sort hul. Så kommer der lige en opmuntrende sms fra hende: ”Jeg tænker på dig!” står der måske. Sådan en uventet hilsen på en dum dag kan gøre alverden til forskel.

Lottiie er ikke i tvivl om, at hun er blevet bedre til at prioritere. Både hvilke mennesker hun vil have i sit liv, og hvad hun vil bruge sin tid på.

– Jeg er blevet hurtigere til at sortere i mødet med andre og at tage høflighedskasketten af. Min tid er for dyrebar til smalltalk, og det er mit valg at bruge tiden bedst muligt, så mødet med andre må give mig noget enten på det faglige eller det personlige plan.

– Jeg er også blevet bedre til at styre mit temperament. Tidligere kunne jeg bruge en masse energi på at blive rasende, men nu er jeg god til at stoppe op, trække vejret dybt og overveje, om jeg gider bruge energi på at være irriteret over dit eller dat. På samme måde er jeg begyndt at mærke efter, inden jeg går i gang med noget, om det er noget, jeg har lyst til – eller om det bare er flinkeskolen, der slår til igen, siger Lottiie, der har sin indre Emma Gad fra opvæksten i et småborgerligt parcelhuskvarter.

Det er også blevet nemmere at sige ”pyt”. Også selv om støvet har lagt sig i lidt højere lag, end det tidligere fik lov til.

– Der er mange ting, som er blevet mindre vigtige. Energien er heller ikke altid til det, så jeg øver mig i at lade være og lade andre tage over. Jeg prøver at bekæmpe min stolthed og at tage imod med ydmyghed og taknemmelighed. Men jeg tænker, at det ville jeg jo også selv gøre for andre, hvis jeg kunne.

Tidligere havde Lottiie det som så mange andre, at der altid var noget, hun skulle nå.

– Nu er jeg blevet god til at leve i nuet. Min tolerance er blevet større, så jeg synes egentlig, det er lidt synd for alle dem, der suser gennem livet, og for hvem det er vigtigt at komme hurtigt gennem kassen i Netto. Når jeg mærker deres stress, lader jeg dem gerne komme foran. Måske får de så en bedre dag. Jeg er også blevet meget bedre til at se det positive i stedet for det negative – og italesætte det. Jo mere man italesætter noget, jo mere fylder det, og det gælder både det positive og det negative.

LÆS OGSÅ: Psykologen: Sådan påvirker det os at blive konfronteret med døden

Håb for fremtiden

Selv om man lever i nuet, kan man godt have håb for fremtiden og lægge planer.

– Sammen med drengene og min svigerdatter tager jeg snart på krydstogt fra Genova til København. Mit store ønske er, at jeg gerne vil opleve at blive farmor, men det har de desværre ikke lige planer om at opfylde. På lidt længere sigt har jeg det mål at begynde at ryge, når jeg bliver 80 – store cigarer!

Sagt med et stort smil, men også med bevægelse. Det er også en overlevelsesstrategi at have planer, ønsker og mål.

Mette: "Jeg må leve livet en dag, en uge og en måned ad gangen"

Der er kun én vinder, og det er ikke mig. Sådan udtrykker Mette Fogh Skouboe, 58, sin livssituation. I sommeren 2016 fik hun konstateret æggestokkræft, der havde bredt sig. Efter en omfattende operation fik hun anlagt permanent stomi og gennemgik kemoterapi, så hun i januar 2017 blev erklæret kræftfri. Men allerede i juni samme år vendte kræften tilbage, så hun igen måtte i kemoterapi.

– I vinteren 2018 var jeg i dyb krise, hvor jeg bare lå og ventede på at dø. Det gjorde jeg ikke, så i dag er jeg nået til en erkendelse af, at jeg må leve livet, som det nu er, og tage en dag, en uge og en måned ad gangen.

Siden den seneste kemoterapi er Mettes flotte gråsprængte hår groet frem i en smart kort frisure, og hun udstråler en indre ro i kontrast til hendes livlige cairn terrier Lili, der hvalpetglad hopper op ad gæsterne. Sammen er de ude på daglige ture langs slotssøen i Kolding, hvor Mette bor højt oppe i et hus med udsigt og sol fra syd.

Allerede som helt ung måtte Mette kæmpe med sygdom. Hun fik gigtsygdommen lupus, der var potentielt dødelig, men hun overlevede mod alle odds. Men nu har hun fået en modstander, hun ikke kan vinde over.

– Nu bruger jeg min tid på familien og de fantastiske veninder, jeg har. Der er ikke så mange i mit netværk som før min diagnose, men der er de vigtigste. Jeg vil ikke mere spilde min tid på mennesker, som ikke siger mig noget. Det er ikke alle, der er i stand til at kapere det, når man har fået en kræftdiagnose, fordi de bliver mindet om deres egen sårbarhed og dødelighed. Til gengæld har jeg fået nye mennesker i mit liv.

I dag kan Mette se, at hun tidligere i sit liv har været i situationer, hun skulle have trukket sig ud af, fordi de ikke var gode for hende selv.

– Det er jo nemmere sagt end gjort, men jeg ville ønske for alle, at de ville tænke mere over deres mavefornemmelse – både når det gælder jobbet, og når det gælder deres personlige relationer. Den vigtigste indsigt, jeg har opnået, er, at alle ikke behøver at elske mig, for at jeg kan have et godt liv.

LÆS OGSÅ: Rikke Høgsted og hendes mand fik konstateret kræft i den samme uge

De daglige glæder

I begyndelsen var det også svært for Mette selv at tale om kræften.

– Jeg havde fået at vide, at jeg ikke ville blive rask, så det var en form for benægtelse fra min side. Så var det nemmere for mig at tale om det praktiske – hvordan man griber det an, når man har fået stomi.

Men behovet var der jo for at åbne sit hjerte for en forstående sjæl. Mette er så heldig at bo i samme opgang som en præst, og hun har haft en række samtaler med en psykolog.

– Min søde præsteven Margit er så dejlig at tale med – hun er helt sikker på, at vi kommer direkte i paradis, når vi dør! Jeg har også meget glæde af den spirituelle dimension i samtalerne med min psykolog.

De daglige glæder er, når Mette kan se forårets blomster pible op af jorden, og når barnebarnet Ida-Marie på seks år siger: ”Jeg elsker dig!” på Facetime.

– Min mormor er hende med håndklæde om hovedet, siger hun. Hun kan ikke lide at se, når jeg er skaldet, fortæller Mette, der har to voksne børn: Nana på 35 og Jeppe på 30.

Hun har et vigtigt mål i sit liv: stadig at være her, når hun i august bliver mormor til et nyt lille barnebarn.

LÆS OGSÅ: To kvinder: Sådan lever vi med sorgen efter at have mistet vores ægtefæller

At tage imod hjælp

Kræfterne er små for Mette, så hun betaler sig til rengøringshjælp.

– Jeg kan ikke slæbe vasketøj og tunge varer, men jeg er blevet meget bedre til at tage imod hjælp fra andre. Jeg er vældig involveret i noget arbejde på Vejle Sygehus, hvor vi i en tværfaglig gruppe med deltagelse af seks patienter arbejder med pårørendesamtaler på kræftområdet. Jeg er også med i en styregruppe for komplementær alternativ behandling og er desuden med i en gruppe, der diskuterer det nye behandlingstestamente. Men jeg må planlægge, så jeg har et par dage, hvor jeg kan ligge på sofaen og lave overhovedet ingenting – det er jeg blevet god til!

Langtidsplanlægning er der ikke så meget af. Når Mette og hendes mand Henning har brug for at komme væk fra hverdagen, sætter de sig i bilen og kører til deres hus i Sverige.

– Der kan vi godt helt glemme, at jeg er syg! Og på fredag tager vi på ferie til Frankrig. Nu skal det være – vi skulle have været af sted, da jeg blev syg.