Inger blev skilt efter 34-års ægteskab: Det var vigtigst at følge min mavefornemmelse

Skilsmisse i en sen alder

I år er det 10 år siden, at Inger Søndberg på 64 år valgte at blive skilt. Og det har hun aldrig fortrudt. Men der gik alligevel syv år, fra Inger første gang tænkte på skilsmisse, til hun førte tanken ud i livet. Blandt andet, forklarer hun, fordi hun og manden havde god sex. De to mødtes i 1974 og blev hovedkulds forelskede. Efter kun tre dage flyttede de sammen, og 10 måneder senere blev Inger gravid med deres første barn. I dag har de to voksne døtre og flere børnebørn.

– Jeg var 20 år, da jeg mødte ham, og var på mange områder et stort barn. Vi havde det vidunderligt sammen, indtil vi fik ansvar for vores første barn. Han var ikke særlig deltagende, og jeg stod for det meste af det praktiske i forhold til hjem og børn. Han arbejdede meget, og jeg var så optaget af hans behov, at jeg tilsidesatte mine egne.

– Jeg forsøgte at forstå ham, men havde ofte svært ved at finde ud af, hvad der foregik inden i ham, siger Inger.

Efter nogle år skiftede Ingers mand job og begyndte at være mere hjemme. Han tog nu også mere ansvar i hjemmet.

– Vi havde mange gode år. Jeg tvivlede aldrig på min mands kærlighed, selv om hans behov ofte fyldte mest i vores forhold.

LÆS OGSÅ: Fremtidsforsker om skilsmisse i sen alder: Vi stiller større krav til vores alderdom

Vendepunktet

Ingers første barnebarn døde under fødslen, og det var en frygtelig sorg for Inger, der også havde svært ved at bære, at datteren skulle igennem så voldsomt et traume.

– Min mand kunne ikke anerkende min måde at sørge på. Han viste ikke sin sorg, men virkede kold og indelukket. Når han kritiserede mig for at sørge, blev jeg meget vred. Jeg begyndte at tænke, at jeg ikke kunne være i ægteskabet, hvis ikke han ændrede sig i forhold til mig og lod være med at gøre mig forkert i min sorg. Men vi kunne slet ikke tale om det.

Da der efterhånden kom børnebørn til, oplevede Inger, at han holdt sig på afstand, når børnebørnene var på besøg.

– Jeg opfattede det, som om han var bange for, at der skulle ske dem noget – at de for eksempel skulle blive kvalt, når de spiste. Jeg tænker, at en del af forklaringen er, at han ikke havde fået bearbejdet sin sorg over at miste sit første barnebarn. Det var, som om min mand kun ville være os to hele tiden, og det ville jeg ikke. Jeg kunne ikke være i mit hjem, hvis jeg ikke kunne have mine børnebørn hos mig indimellem, fortæller Inger, der begyndte at lave flere ting for sig selv.

– En dag blev vi så langt om længe enige om at flytte fra hinanden. Det var mest min beslutning, for han fortrød kort tid efter, men jeg ville ikke tage ham tilbage. Vi skiltes som gode venner og er det stadig i dag.

– Selv havde jeg ro efter min beslutning om skilsmisse. Jeg gjorde mig ikke så mange tanker om at blive skilt i en alder af 53 år. Det har mere handlet om, hvad der var det rigtige for mig. Det er vigtigt at følge sin mavefornemmelse og ikke gå så meget op i sin alder. Det vigtigste er at være i pagt med sig selv. Set i bakspejlet har det været en fordel at blive skilt, da jeg var i 50’erne, for jeg havde ikke længere små børn og forpligtelser. Jeg havde nok også en bedre økonomisk situation, end hvis jeg havde været yngre og eneforsørger. Den sene skilsmisse har givet mig muligheder, som jeg ikke ville have haft som yngre. Jeg havde masser af tid efter min skilsmisse og kunne selv vælge, hvad jeg ville. Jeg følte en stor frihed og valgte at uddanne mig til psykoterapeut.

LÆS OGSÅ: Mette Walsted Vestergaard efter sin skilsmisse: Jeg var lidt i granatchok

Ny kæreste efter et halvt år

– I forhold til at finde en ny mand har jeg aldrig tænkt, at min alder skulle være et problem. Jeg ser det som en stor fordel, at jeg har fået en anden tryghed ved mig selv med alderen. Et par år efter skilsmissen lavede jeg en datingprofil, og det tog et halvt år, før jeg mødte min nuværende kæreste, som jeg har været sammen med i snart 8 år. Han er 14 år yngre end mig.

– Hvordan har omverdenen reageret?

– Jeg har kun fået gode tilbagemeldinger, dog har jeg haft en fornemmelse af, at nogle i vennekredsen syntes, det var underligt, at vi blev skilt. De troede nok, at vi passede sammen og skulle være sammen for evigt. Ingen har spurgt mig, hvorfor jeg ikke blev skilt, da jeg var yngre. Det er kun mig selv, der har tænkt tanken. Men den langsomme modningsproces, der sker op til en skilsmisse, er årsagen til, at jeg blev så længe i et ægteskab, der ikke fungerede for mig. Det har været lidt af en øjenåbner for mig at opdage det.