Psykologens råd til selvmordsefterladte: Alle følelser skal frem – også de forbudte

Psykologen: Forbudte følelser skal også frem, når ens nærmeste har begået selvmord

Chok, afmagt, skyld, skam, vrede. Kaos af følelser står i kø hos den, som sidder tilbage efter et selvmord. Det ved psykolog Vitha Weitemeyer, som i sin praksis i Søborg har haft flere efterladte i terapi:

– Nogle bliver forvirrede og er i tvivl om, hvorvidt der var tale om selvmord eller et uheld, medmindre afdøde efterlod et afskedsbrev, som har stor betydning og til en vis grad kan lette de efterladte. At miste sit måske eneste barn på grund af selvmord er den største sorg, man kan forestille sig. Det er ekstremt traumatisk, tilføjer psykologen.

Midt i et virvar af følelser kæmper de efterladte for at bearbejde oplevelsen og finde en slags højere mening med den. Det bliver sværere, hvis selvmordet var voldsomt som spring fra et højhus eller kørsel ud over en skrænt. Indre billeder af begivenheden kan ikke undgå at forfølge de efterladte:

– Man vil uundgåeligt spørge sig selv, om man kunne have gjort noget for at forhindre det, og granske sig selv for, om man gjorde noget galt. Sagde eller gjorde jeg noget forkert, som skubbede ham nærmere afgrunden? Hændelsen breder sig som ringe i vandet, ja, ligefrem chokbølger, og påvirker hele netværket. Også dem i periferien af afdøde. Men når man plager sig selv med skyld, blokerer man for at mærke dybden i sorgen.

LÆS OGSÅ: Dortes søn begik selvmord:" Jeg vil vise andre, at man kan få et godt liv - selv med en livslang sorg i bagagen"

Ulykkelig i årevis

– Vreden fylder også hos de efterladte, som føler sig svigtet, når et barn, ægtefælle, søskende eller ven vælger at forlade dem. Når nogen begår selvmord, har de været dybt ulykkelige i mange år, og beslutningen er ingen pludseligt opstået indskydelse, siger Vitha Weitemeyer. Årsager kan være psykisk sygdom, omsorgssvigt i barndommen og anden tung bagage. – Misbrug af alkohol, stoffer eller piller kan være en måde at selvmedicinere for ikke at mærke det, der gør ondt. Selvmord er sidste handlemulighed efter et liv i krise. Så kan selvmordet virke som eneste løsning og en ultimativ udvej. Når et menneske tager det valg, ligger der altid en tung livshistorie bag, forklarer psykologen.

Samtidig med at bebrejde sig selv føler mange efterladte sig frigjorte. Både ved at afdøde ikke mere lider, og fordi ens eget liv ikke længere er et dagligt helvede med bekymring for afdødes skæbne:

– Som efterladt er man splittet mellem følelser, som stritter i alle retninger. Man arbejder på højtryk med at forstå tabet, især hvis det sker som et lyn fra en klar himmel. Skete selvmordet på en voldsom måde med en masse vrede i, kan de efterladte tolke budskabet som hævn, selv om det i virkeligheden er afdødes måde at vise sin smerte.

LÆS OGSÅ: Alberte Winding: Jeg er i tæt kontakt med tårerne

– Skyldfølelse kan opstå, når man bebrejder sig selv ikke at have forhindret selvmordet og at være del af en familie, hvor det står så slemt til, at man ikke evnede at forhindre tragedien. Man kan skamme sig og føle sig forkert, når ens barn eller mand valgte livet fra. Man kommer aldrig over traumet, men kan blive i stand til at få det placeret, især hvis man får den rette, professionelle hjælp. Krisen kan for nogen blive et vendepunkt og en mulighed for vækst.

– Som andre forbudte følelser bør også lettelse over at få sat et punktum for prøvelserne være tilladt, lyder det fra Vitha Weitemeyer. Det samme med den eufori, en sorgproces efter et pludseligt dødsfald kan medføre. Mens man mærker sorg, kommer man sommetider i kontakt med sig selv på en ny måde og kan blive nærmest manisk i sin handlekraft. Herefter følger uundgåeligt en eftertænksom fase.

– Mit råd til efterladte er at sortere i, hvem de vil snakke med, og kun betro sig til dem, der forstår nuancerne. Som pårørende til den efterladte bør man være åben over for mange følelser. Den efterladte kan være rundt på gulvet og have svært ved at overskue ting, så tilbyd at lave mad, slå græsset eller noget andet dagligdags. Mød personen dér, hvor hun er, og vær der som en ven.

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Jeg søger accept af min fars selvmord