Brev til Anna Mejlhede: Jeg har solgt arvesmykkerne

Kære Anna,

Da jeg var 23, døde min elskede mormor. Min mor arvede lidt penge samt min mormors smykker, heriblandt også nogle, som mormor selv havde arvet fra sin mor, blandt andet min oldemors vielsesring og andre gamle guldsmykker.

Da jeg også er enebarn og var meget ked af det, da mormor døde, syntes min mor, at jeg skulle have noget at huske hende med. Jeg fik lov til at vælge et par af smykkerne, og jeg har altid været rigtig glad for de fine arvesmykker, jeg selv valgte dengang.

Nu er der så gået mange år, og jeg har selv fået både mand og to børn, som i dag er teenagere. Da jeg for fire år siden holdt min 40-års fødselsdag, fik jeg – meget overraskende – rigtig mange af arvesmykkerne af min mor.

Jeg blev selvfølgelig glad, men det kom helt bag på mig. Jeg har altid tænkt, at dem arvede jeg nok først, når hun – forhåbentlig om lang tid – går bort. Men min mor sagde, det ville glæde hende at vide, at jeg havde dem og måske brugte nogle af dem, når lejlighed bød sig.

Siden da har min mand og jeg kæmpet med en lidt stram økonomi, så på et tidspunkt valgte jeg at sælge nogle af guldsmykkerne, som jeg alligevel aldrig gik med. Da vi så for nylig mødtes til en fødselsdag, spurgte min mor, om jeg var glad for smykkerne, og jeg fortalte hende, at det var jeg da, men nogle af dem var altså blevet solgt, så hele familien kunne få en god sommerferie i Norge, nu da Danmark endelig åbnede grænserne igen.

Hun gik helt i baglås! Hvordan kunne jeg dog gøre det? Hun fortalte mig med store bogstaver, at hun troede, jeg havde forstået, hvad de smykker betød for hende – og så solgte jeg dem bare for at komme på ferie! Det var jo meningen, at jeg med tiden skulle have givet dem videre til min egen datter.

Jeg ved slet ikke, hvordan vi kommer videre herfra. Jeg har aldrig bedt hende om de smykker, men nu havde hun jo givet dem til mig for flere år siden, og jeg så en chance for at glæde mine børn her og nu.

Har du et godt råd til, hvad jeg kan sige eller gøre? Jeg vil så nødig, at de smykker skal kaste en skygge over vores ellers gode forhold.

Datteren

Kære datter,

Jeg synes, det er modigt af dig, at du ærligt fortalte din mor, at du har solgt en del af hendes gave. Andre havde muligvis pakket sandheden ind i et røgslør af hvide løgne af frygt for at tage det rabalder, der nu ramler ned over dig.

Arvesmykker, der er gået fra hånd til hånd gennem generationer, er ofte forbundet med mange menneskers følelser og minder.

De smykker, du har tilbage, betyder jo også noget for dig – især i kraft af at de har tilhørt din mormor.

LÆS OGSÅ: Brev til Anna Mejlhede: Min datter trænger til en succesoplevelse

Som udgangspunkt har man som gavegiver ikke længere bestemmelsesret over det, man forærer væk. Heller ikke arvesmykker. Men problemet med netop denne slags gave er, at giveren som regel alligevel har en snor i gaven, ja, en form for betingelse for at give dem væk. Din mor kunne have været tydelig omkring denne betingelse, for så havde du måske ikke solgt smykkerne uden at rådføre dig med hende først.

Jeg forstår godt, at du helt pragmatisk har tænkt, at de smykker, du alligevel aldrig bruger, og som repræsenterer en del værdi, i stedet kunne omsættes til en ferie til glæde for dig og din familie. I har et godt forhold til hinanden, din mor og dig, så fat mod!

I skal nok blive gode venner igen. Lige nu er din mor bare vred og skuffet – og jeg tror, jeres forsoning ligger i, at du lægger dig fladt ned og siger undskyld til hende, fordi du handlede kortsynet på grund af jeres stramme økonomi.

LÆS OGSÅ: Brev til Anna Mejlhede: Min mands søster nedprioiterer vores børn

Jeg er overbevist om, at når din mors skuffelse har lagt sig, så er relationen til dig så vigtig, stærk og kærlighedsfyldt, at hun tilgiver dig fuldt ud. Alt andet ville være mærkeligt. Når det kommer til stykket, er det trods alt kun smykker, du har solgt ud af. Hverken liv, lemmer eller noget andet vitalt for nogen af jer.

Men husk, at hvis du kommer på den tanke at sælge flere af arvesmykkerne, så spørg lige din mor først.

Kærlig hilsen,

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede. Mailen er den samme som hidtil: nikoline@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.