Annas brevkasse
22. juni 2020

Brev til Anna Mejlhede: Min mands søster nedprioriterer vores børn

Vi har ikke behov for hendes hjælp til hverken pasning eller praktiske gøremål, vi ville bare sådan ønske, at hun ville os, sin nevø og niece noget mere. Læs ugens brev til Anna her.
Af: Anna Mejlhede
https://imgix.femina.dk/media/article/anna_mejlhede_4.png

Foto: Betina Fleron

Kære Anna.

Min mand og jeg er begge i starten af 50’erne og har gennem alle vores mange år sammen haft et lidt mærkeligt forhold til hans søster. Hun vil nok ikke mene, der er noget galt, men det optager os meget – ikke mindst på grund af vores to halvstore børn.

Vi er en ret lille familie – den er stort set begrænset til hans ældre forældre og så søsteren, som hverken har børn eller mand. Siden vores børn var små, har vi håbet, at de kunne få en tæt relation til deres faster. Det er bare aldrig sket, for vi oplever, at hun ikke prioriterer os.

Vi ses kun få gange om året, til trods for at vi bor i samme by, og ofte kun, når min mands forældre også besøger os. Når det sker, er det nemlig typisk min svigermor, der inviterer faster med – vi har ikke selv direkte kontakt om det.

Når vi så endelig ses, giver hun udtryk for, hvor meget børnene er vokset, eller hvor hurtigt tiden går, og børnene giver også selv udtryk for, at de gerne vil ”hænge ud” med faster, hvilket hun også lige da giver oprigtigt udtryk for at have lyst til.

Men hverken vi eller børnene har fået en invitation til noget hos eller med hende i over tre år. Hun siger, at hun har utrolig travlt med sit arbejde, og at hun bare lige skal finde et tidspunkt. Imidlertid kan vi se på de sociale medier, hvor ofte hun hygger sig med sine veninders børn til diverse aktiviteter, og hun fortæller også om, hvor meget hun hjælper sine veninder med praktiske ting.

Vi har ikke behov for hendes hjælp til hverken pasning eller praktiske gøremål, vi ville bare sådan ønske, at hun ville os, sin nevø og niece noget mere.

Min mand mener, at vi bare selv skal spørge, om hun ikke vil for eksempel gå i biffen med børnene, eller om de må komme og overnatte. Men jeg har ikke lyst til at bede andre om at være sammen med mine børn – jeg mener, det skal være lystbetonet. Og de er jo desværre også ved at være så store, at de ikke helt regner med hende længere. Har du et godt råd?

Kh Kirsten

Kære Kirsten

Ak ja. Familierelationer kan være noget af en udfordring, og selv om det ikke er nogen naturlov, at vi er nære med dem, vi er i familie med, så er det jo ofte det, vi gerne vil.

Det er virkelig rørende at høre, at jeres børn har lyst til at ”hænge ud” med faster. Men I skal nok vise faster en usædvanlig grad af opmærksomhed og vedholdenhed, før det projekt kan lykkes.

Har du endnu ikke mødt SØNDAGS nye brevkasseredaktør? Lær Anna Mejlhede at kende her

Du spørger om et godt råd, men det har I efter min bedste overbevisning allerede ret godt fat i selv. Nemlig dét, din mand foreslår. Simpelthen at prøve det af. Række hånden ud og insistere på en relation ved selv at kontakte faster med konkrete forslag til samvær.

Hvis din mands søster virkelig ønsker at være faster – ikke blot af navn, men af gavn – så giv hende mulighed for at være det ved at være dem, der bliver ved at byde ind. Også selv om I måske skal sluge jeres stolthed i 15 omgange, fordi faster glider af, har travlt med andre ting eller aflyser af den ene eller anden grund.

LÆS OGSÅ: Brev til Anna Mejlhede: Min svigerfamilie blander sig i alt.

Og stir jer ikke blinde på, hvad hun laver med veninders børn og lægger op på de sociale medier. De fortæller sjældent det hele og fulde billede af et menneske.

Selvfølgelig kan I hverken overtale eller tvinge din mands søster til at ville jer. Men jeg synes bestemt, det er forsøget værd, at I prøver at skabe en tættere kontakt ved at vise hende, at hun betyder mere for jer, end hun måske selv tror.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede. Mailen er den samme som hidtil: nikoline@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også