Brev til Anna Mejlhede: Min ven irriterer mig med sin smalltalk

Kære Anna

Jeg er en midaldrende singlekvinde, der har et på mange måder givende venskab med en 10 år ældre singlemand. Han er uhyre hjælpsom, generøs og betænksom og har en dejlig varm udstråling, så jeg sætter stor pris på ham. Og vi har haft glæde af småture og af at følges til kulturelle oplevelser. Vi deler også samvær med fælles venner.

Jeg har haft ham som ven i mange år, og jeg har faktisk også været irriteret over det, jeg nu skriver om, i alle årene – men først nu er jeg begyndt at sige det til ham. Han er en dominerende type, der vil styre, og han snakker meget uden at spørge ind til mine og andres oplevelser.

Han lytter skam, og jeg snakker også meget. Men han kommer hurtigt på banen med en “tilsvarende” oplevelse, kort efter at jeg begynder en sætning. Jeg savner ligevægt i tale-/lyttetid. Jeg har en boglig uddannelse, hvor han har en håndværksmæssig baggrund, så jeg udtrykker mig muligvis på en måde, han ikke altid forstår.

Findes der måder, så jeg kan ændre venskabets karakter? Det sidste stykke tid har jeg flere gange sagt det til ham, når talemængden begyndte at irritere mig, hvilket skaber en dårlig stemning imellem os. Jeg er en intellektuel, kreativt anlagt kvinde og har haft et langt arbejdsliv, så jeg kan godt bidrage med spændende emner.

Jeg er nok noget sårbar, hvilket han til gengæld med loyalitet og tålmodighed bærer over med.

Hvis ikke den megen “smalltalk” spændte ben for os, kunne jeg godt overveje for eksempel at tage på ferie med ham.

Veninden

Kære veninde,

Jeg har en fornemmelse af, at det ikke så meget er venskabets karakter, du gerne vil ændre, men i stedet nogle karaktertræk hos din ven. Det kan også være fristende, når noget ved et menneske, man holder af, virkelig irriterer en. Jeg har været der selv mange gange, men jeg skulle hilse og sige, at bogen ”Kunsten at ændre andre” er omfangsrig – og udelukkende fyldt med blanke sider ...

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Jeg føler mig svigtet

Det lyder, som om du har en ven, som virkelig er værd at holde fast på. Han er både varm, betænksom og tålmodig – også når du selv taler meget. Ja, jeg synes, det lyder, som om han virkelig SER dig og tager hensyn til din sårbarhed. Så måske skal du øve dig i at møde ham med samme tålmodighed? I har forskellige baggrunde, og måske har din ven en anden opfattelse af, hvad der er spændende at tale om?

Jeg er fuldt ud klar over, hvor øretæveindbydende det er at blive afbrudt af ”det-kender-jeg-godt”-historier, når man kun lige er begyndt på sin egen sætning. Det er en spøjs egenskab, de fleste af os lider af: At vi synes, vi bidrager til samtalen, ved at klemme en historie ind selv i stedet for at følge dén historie til dørs, et andet menneske forsøger at fortælle os.

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Wedelin: Min veninde kritiserer alt og alle

Din ven er ”den dominerende og styrende type” skriver du, og det er der nok ikke så meget at gøre ved.

Prøv, om du selv kan styre samtalen i en anden retning, når din ven ”mansplainer” dig, som nogle kalder det, men gør det på en kærlig måde. Brug din humoristiske sans, så du ikke i irritation skubber ham fra dig i processen. Sig måske: ”Hov, har du ikke lyst til at høre min spændende historie færdig?” Eller ”Hvis nu jeg fortæller først, så lover jeg at være lutter ører bagefter.”

I kender hinanden så godt, og jeg tror, du kan finde en måde at puffe lidt til ligevægten i jeres samtaler, så han ikke føler sig skældt ud.

Under alle omstændigheder synes jeg, det vil være meget trist, hvis jeres fine venskab ryger sig en tur, fordi I er forskellige. Det er vi jo på sin vis alle sammen. Alt andet ville i bund og grund også være temmelig kedeligt.

Kærlig hilsen, Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede. Mailen er den samme som hidtil: nikoline@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.