Brev til Nikoline Werdelin: Hvordan får jeg sagt, at hun ikke skal flytte ind i min opgang?

Hej Nikoline Werdelin,

Tak for en god brevkasse. Nu er det min tur til at søge råd hos dig. For et par år siden blev jeg enke og solgte derfor mit hus og flyttede i lejlighed i en dejlig ejendom med et godt naboskab. Her hjælper vi hinanden, hvis der er behov for det, men ellers render vi ikke hinanden på dørene.

Jeg har naturligvis fortalt min omgangskreds, at jeg er faldet til, og det fører til problemet, for en af mine gode bekendte vil gerne flytte ind i min opgang. Lejligheden under mig er til salg. Det lyder måske underligt, men jeg bryder mig egentlig ikke om, at vi kommer til at bo så tæt. Jeg kan godt lide, at jeg har mulighed for at være mig selv, når det passer mig, og jeg tror, at hun forventer et tættere venskab. Jeg håber, du forstår, hvad jeg mener, uden at jeg lyder sær.

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Hvordan får jeg sagt, at jeg ikke vil i sommerhus med en fremmed?

Kan jeg tillade mig at sige til hende, at jeg ikke har lyst til naboskabet? Og hvordan gør jeg det på diplomatisk vis?

Mvh. Grethe

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Min omgangskreds respekterer ikke, at jeg lider af fibromyalgi

Kære Grethe

Måske skal du bare melde ud. Diplomatisk bliver det aldrig at afvise andre, men det er nok det bedste, at din bekendte kender realiteterne. Hvis hun alligevel køber, kan det være, fordi hun gerne vil hygge sig med resten af opgangen – og synes, det er et dejligt sted. Men så gør hun det i det mindste ikke for at få et tættere forhold til dig. Jeg har selv oplevet, at venner, der kom til at bo i nærheden, blev reduceret til bekendte – og at bekendte, der kom til at bo i nærheden, udviklede sig til venner! Det er ikke til at sige, hvordan det udvikler sig. Uanset om folk bor tæt ved én eller ej, må man jo finde ud af, hvordan man siger både ja og nej til dem.

Jeg ved ikke, hvorfor ”nej" er så svært for os. Kan det være, fordi vi så nødig selv vil såres og derfor skammer os, når vores nej kommer til at såre andre? Eller er det, fordi vi lever i en JA-kultur, hvor alt skal være mere og flere, oftere og hurtigere – at vi ikke kan finde ud af mindre og færre, sjældnere og langsommere? Jeg hører meget gerne jer læseres teorier om dette tema!

Mange hilsner, Nikoline

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Jeg er blevet forelsket i min mands bedste ven

Vil du skrive til Nikoline Werdelin?

Skriv til SØNDAG, Postboks 420,
0900 København C, og mærk kuverten
»Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.