Brev til Nikoline Werdelin: Jeg er flov over min fyring

Kære Nikoline Werdelin

I efteråret blev jeg fyret efter 12 år på den samme arbejdsplads. Kort fortalt fik vi en ny chef, som har reorganiseret hele afdelingen, og min stilling blev nedlagt. Jeg vil ikke lægge skjul på, at han og jeg havde dårlig kemi, så det var nok ikke en svær beslutning for ham.

Jeg har det meget svært med min fyring. Økonomisk skal min mand og jeg nok klare os, også selv om jeg skal gå arbejdsløs længe, men jeg synes, at det er skamfuldt. Det føles som at blive forladt og kasseret af en kæreste, og min selvtillid er lig nul. Folk omkring mig er søde og deltagende, men jeg føler mig afskåret, når snakken går på job og kolleger. Jeg søger job, og jeg har været til samtaler, men jeg har svært ved at fortælle, at jeg er ledig – og hvorfor. For mig selv tænker jeg, at de nok er tilbøjelige til at vælge en ansøger, der er i job.

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Min kollega er en plage

Hvorfor betyder det så meget for mig? Jeg har jo alt andet i mit liv – undtaget et job…

Kærlig hilsen,

Ellen

Kære Ellen

Hvis man holder af sit arbejde, bliver det med årene vævet tæt sammen med ens identitet. Arbejdet føles som en af grundene til, at man står op om morgenen – det er dér, man mærker, at man er en del af ”den store sammenhæng”. Og det er på arbejdet man tilbringer de fleste af sine vågne timer. Jeg forstår godt din selvtillid er ramt.

Prøv at forestille dig, at der sidder en jury og skal vurdere, om du er et ordentligt menneske. Din kortvarige chef sidder ude i siden. Se på hele resten af juryen. Den består af dine børn, dine venner, din mand, dine forældre – hvem du nu føler ser dig og holder af dig. De har ligeså meget ret til at vurdere din indsats her på jorden. Lad deres stemme betyde noget! Og ved siden af dig sidder alle tiders mest retfærdige, loyale, forstående, kærlige forsvarer – nemlig dig selv.

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Hjælp, min chef gramser!

Der er tidspunkter i livet, hvor vi alle er i tvivl om retten til at være her. Et menneske er jo en sårbar lille plante. Vi bygger hele tiden espalierer og læhegn: Jeg er gift! Jeg er mor! Jeg er dygtig! Jeg er en elsket ven! Men når et af stakitterne vælter, bliver man naturligt nok blæst omkuld. Og man fyldes af skam over at have fejlet – selv om man med forstanden ved, at man ikke har gjort noget forkert!

Hvornår i livet har du haft det på samme måde – hvad er urfølelsen bag det hele? Lad følelserne være der – men brug dit gode hoved til at stå op for dig selv. Du har al mulig ret til at være her uden arbejdets blåstempel… og du har også ret til at sunde dig.

Varme hilsener,
Nikoline

Vil du skrive til Nikoline Werdelin?

Skriv til SØNDAG, Postboks 420,
0900 København C, og mærk kuverten
»Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.