Annas brevkasse
4. juli 2018

Brev til Nikoline Werdelin: Jeg er skuffet over min søn og svigerdatters afbud

Denne læser er såret og skuffet over et afbud fra hendes søn og svigerdatter og spørger derfor Nikoline Werdelin til råds.
Af: tekst og illustration af Nikoline Werdelin
Kvindelig dirigent

Kære Nikoline Werdelin

Jeg har et problem med min svigerdatter. Hun og min søn har været sammen i 12 år og har to børn. Vi bor i hver sin ende af landet og ses derfor ikke så tit, men vi har tradition for at tilbringe en uge sammen i vores sommerhus hvert år i skoleferiens sidste uge. I år kan det imidlertid ikke lade sig gøre, fordi min svigerdatter har truffet andre aftaler, dels med sin egen familie, og dels med nogle venner. Hendes forældre bor ellers i nærheden af dem, og de ses ofte.

Jeg er virkelig ked af det, for vi plejer at samle hele familien – jeg har også to andre børn, der kommer med deres ægtefæller og børn. Desuden er det ikke første gang, hun siger nej til en invitation – blandt andet meldte de afbud i påsken. Nu kan du naturligvis indvende, at det også er min søns ansvar, men jeg har forsøgt at tale med ham, og han siger blot, at det er hende, der styrer kalenderen.

Nu er vi blevet inviteret til det yngste barnebarns fødselsdag. Jeg har mest lyst at melde afbud, for jeg ved, jeg vil få svært ved at holde gode miner over for hende. På den anden side vil jeg nødig skuffe mit barnebarn. Skal jeg tage med til fødselsdagen, eller vil det være en god idé at signalere, at jeg er såret over hendes afbud?

Med venlig hilsen, Kirsten

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Min omgangskreds respekterer ikke, at jeg lider af fibromyalgi

Kære Kirsten

Jeg tror, du må lære at glæde dig over alt det, du allerede har. Prøv at læse Byron Katies bog ”Elsk det som er”. Den har hjulpet mange kvinder, som er blevet fanget mellem forventninger og skuffelser. Når nogle familiemedlemmer ikke kommer til en årlig tradition, forskydes energien. Én slapper mere af, nogle får talt mere med hinanden end ellers... og to børn, som måske ikke har leget endnu, går på eventyr.

Mødre, der absolut vil samle hele klanen på bestemte tidspunkter uden afvigelser, minder mig lidt om dirigenter. Paukerne skal sætte ind efter første sats, strygerne skal holde sig i baggrunden, og harpen skal sidde på plads fra begyndelsen. Jeg tror ikke, det er muligt at dirigere moderne familier. Forpligtelsen i forhold til familien har forandret sig, og børnefamilier i dag er ofte tilknyttet mange andre fællesskaber.

Husk, at du har andre børn – og at du kan se din søn og hans familie på andre måder. Jo mere du giver slip på, at det skal være, som det plejer, jo mere kan du nyde det, der bliver.

At blive væk fra dit barnebarns fødselsdag er en infantil måde at kommunikere. Hvis du vil tale med din svigerdatter om sagen, kan du sætte dig ned og delagtiggøre hende i dine følelser. Men du kan stadig ikke bestemme, hvordan hun tilbringer ferierne med sin familie.

Mange hilsner, Nikoline

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Min mor gør forskel på mine døtre

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Min svigerdatter ligner en barbiedukke

Vil du skrive til Nikoline Werdelin?

Skriv til SØNDAG, Postboks 420,
0900 København C, og mærk kuverten
»Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også