Brev til Nikoline Werdelin: "Jeg frygter for hans liv"

Kære Nikoline,

Måske du kan give mig et godt råd eller berolige mig? Jeg skriver angående min søn. Han havde det svært som teenager. Gymnasiet var ikke noget for ham, og han blev smidt ud på grund af for meget fravær. Derefter prøvede han at uddanne sig til elektriker, og han var også i en forretning i en periode, men begge steder sprang han fra.

Undervejs har han aftjent sin værnepligt, og da han godt kunne lide det, vendte han tilbage til militæret, og det var lige ham. Han er vild med sammenholdet og fællesskabet, og han tager de fysiske udfordringer i stiv arm, også når de skal gennem en kold skovsø med fuld oppakning. Jeg har aldrig set ham så glad og positiv, og det er dejligt.

Men selv om jeg er glad på hans vegne, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det også er alvor at være soldat. Nu nærmer tiden for hans udsendelse sig, og det kan allerede holde mig vågen om natten. ". Men han er voksen, og jeg bestemmer ikke længere over hans liv, så jeg kan intet gøre. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal komme igennem det halve år, han er udsendt.

Kærlig hilsen,

En mor

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: "Min søn nægter at se mig"

Kære En mor

Jeg synes, du skal glæde dig over, at din søn har fundet en plads i samfundet og en mening med tilværelsen. Det er sådan en gave … og når det har været svært, er der endnu mere grund til at glæde sig over det.

Hvis han ikke havde fundet en vej, kunne han med tiden være forsumpet, bukket under for livsstilsygdomme eller misbrug … nu har du en dreng, der oplever et stærkt kammeratskab og kan gå gennem en kold skovsø med godt humør! Det er jo fantastisk!

Afhængig af, hvor din søn bliver sendt ud, og hvilke forhold der gør sig gældende, kan han være i større risko end en ung mand, der bliver hjemme. Men han kunne være blevet chauffør, og hvilket sted er der farligere at befinde sig end på de danske motorveje? Han kunne være blevet politibetjent – de er jævnligt udsat for risiko. Og så er der alle de farer, der lurer i vores eget system – jeg læste i går om en pragtfuld ung klimaaktivist, der kæmpede for regnskoven, som bare faldt om og døde.

Dem, vi holder af, kan dø. At ens børn kan dø, er det barske vilkår, der hører med til at være forælder. Prøv at læse “Grib livet – slip angsten” af Pia Callesen eller “Slip bekymringerne” af Irene Oestrich.

Mange hilsner,

Nikoline