Brev til Nikoline Werdelin: Jeg kan ikke komme videre efter min fars død

Kære Nikoline Werdelin

Jeg er en kvinde på 62 år, der trods en trist barndom har klaret mig godt i livet. Min mor var en lidt enfoldig kvinde, der aldrig formåede at få styr på sin tilværelse. Hun forelskede sig i min far som 17-årig, blev gravid og meget hurtigt forladt af ham. Jeg boede i perioder hos mine bedsteforældre, hvor jeg fandt tryghed og tiltrængte pauser fra den kaotiske hverdag hos min mor. Hun havde mange forskellige mænd, der behandlede hende dårligt. Jeg har set lidt af hvert, men tilskriver mine bedsteforældre æren for, at jeg blev et helt menneske. Jeg har sammen med min mand skabt en tryg familie for vores børn.

For 10 år siden dukkede min far pludselig op. Han var ikke en del af min barndom, men nu ville han indhente det forsømte. Jeg blev glad – jeg tror, jeg altid har længtes efter hans opmærksomhed. Vi havde nogle forholdsvis gode år, selv om jeg kunne mærke, at jeg var en smule på vagt over for ham. Måske var jeg bange for, at han forsvandt igen, selv om jeg egentlig levede glimrende uden ham.

Han svigtede mig ikke, men han døde for halvandet år siden, og helt urimeligt kan jeg ikke komme mig over tabet. Jeg kan knap selv forstå det, for jeg har jo også mistet mine bedsteforældre og min mor, og jeg ved, at det er et livsvilkår. Det er, som om jeg slet ikke kan komme videre, og de dårlige minder fra min barndom dukker oftere og oftere op. Måske spiller min alder også ind? Hvorfor betyder tabet af min far så meget? Og hvordan kommer jeg videre, så jeg får mit gode liv tilbage?

Kærlig hilsen, Jytte

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Min storesøster koster rundt med hele familien

Kære Jytte

Er det ikke sådan, at sorger, der ikke vil forsvinde, har noget med til os? De fylder, fordi de trækker store spørgsmål med sig – man kan ikke komme over dem, fordi man ikke kan bearbejde dem med tid alene.

Prøv at åbne dig for, hvad det kan være, din far betyder – ud over det indlysende. Fik I talt om det tidlige svigt, det uforløste potentiale og de år, I ikke fik? Minder han dig om alt, hvad du blev udsat for som lille – uanset hvorfra det kom – og om alt, hvad du ikke kan genskabe? Selv om man ”er ovre” svære vilkår, melder de sig af og til, og man må trøste det indre – igen.

Måske din far symboliserer noget ved tilværelsens grundvilkår. De er også værd at standse op ved, selv om de gælder os alle. Vi skal dø, vi er her så kort, det eneste rigtigt værdifulde er relationer – og i dem bliver vi svigtet, svigter selv og begår fejl. Vi er ikke stærke nok, kærligheden er ikke altid størst – og hvis den er, dør vi fra hinanden til sidst.

I øvrigt tror jeg ikke, du har siddet fast, siden din far døde. Er det ikke snarere sådan, at du lever livet sideløbende med, at du mærker sorgen sidde på tværs? Jeg tror, livet leves i en slags opadgående spiralbevægelse... vi kører rundt og rundt og passerer de samme verdenshjørner, men hele tiden fra en lidt højere position.

Jeg vil foreslå dig at købe en smuk notesbog og skrive tre sider hver dag, lige når du vågner. Skriv til din far, skriv om din far, skriv fra den lille pige, der ingen far havde… og se, hvor det fører dig hen. På den måde tager du vare på sorgen hver dag, inden du går ud i den anden verden… og jeg tror, at isklumpen indeni vil smelte, mens det bliver forår.

Varme hilsener, Nikoline

Vil du skrive til Nikoline Werdelin?

Skriv til SØNDAG, Postboks 420,
0900 København C, og mærk kuverten
»Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.