Brev til Nikoline Werdelin: Kan jeg forlade min syge mand?

Kære Nikoline Werdelin

Min mand og jeg har været gift i 35 år, og det har ikke været uden udfordringer.

Min mand har et par gange været mig utro, og for 15 år siden havde han blandt andet en længere affære med en kollega. Det sluttede, da jeg opdagede det, og han var meget brødebetynget.

Dengang overvejede jeg at forlade ham, men valgte at blive. Efter et par hårde år fandt vi hinanden igen.

Nu er min mand imidlertid blevet handicappet og sidder i kørestol. Han skal have hjælp til en del i hverdagen, og det har fuldstændig forandret vores liv.

Men det værste er, at han er meget bitter over sin skæbne, og det giver sig blandt andet udslag i, at han skælder ud på mig og den nærmeste familie.

Han er generelt vred på hele verden. Det er svært at overvære, og i mit stille sind fortryder jeg næsten, at jeg ikke forlod ham, mens tid var.

Er det grimt at tænke sådan? Nu kan jeg ikke være bekendt at gå, for man forlader ikke en syg mand.

Jeg skal pensioneres om et par år, og jeg kan ikke overskue at skulle være sammen med ham hele døgnet.

Jeg har foreslået, at han får hjælp af en psykolog, men det mener han bestemt ikke, at han har brug for.

Kære Nikoline, hvad skal jeg gøre?

Kærlig hilsen Tove

Læs om Nikoline Werdelin, der har set døden i øjnene

Kære Tove

Det er tungt for jer begge, og du står i et stort dilemma.

Måske du ikke skal forbinde utroskaben og de gamle sorger med de nuværende vanskeligheder. I kom igennem, og nu er din mand syg og vred. Det er fakta. Og man kan godt forlade en syg mand.

Du kan læse Gitte Løkkegaards biografi om Tine Bryld, ”Et lettere kaotisk ridt”, som blandt meget andet tematiserer alvorlig sygdom, der æder kærligheden op.

Jeg har en veninde, hvis mand blev syg, både kropsligt og mentalt, og hun blev anbefalet at flytte, hvis hun ikke ville se sig forvandlet til sygeplejer.

Hun valgte at sælge huset, installere sin mand i en for hans sygdom meget bedre bolig og selv bo i nærheden.

Han er død nu – men hun sagde det, som det var, ”han er ikke den samme mand og jeg vælger min egen overlevelse”.

Hun hjalp, lavede mad, koordinerede hjælpen, og de voksne børn tog ansvar… og jeg tror, det var den bedste løsning for alle.

Jeg synes godt, du kan bede din mand finde ud af, om han vil finde de mentale ressourcer frem til at tackle sit store tab med kraft og kreativitet – eller om han vil synke til bunds i tragedien.

Hvis han vælger det sidste, behøver du ikke at synke med.

En af de varmeste og klogeste mennesker, jeg kender, er lam og sidder i kørestol efter pludselig sygdom.

Det kan godt lade sig gøre at bevare sit format, når man har bearbejdet det, der er sket.

Varme hilsener,

Nikoline