Brev til Nikoline Werdelin: Min datter er ensom og trist

Kære Nikoline

I den bedste mening mente hendes far og jeg for to år siden, at et efterskoleophold ville være ideelt for hende, både fagligt og socialt. Det skulle vi aldrig have gjort. Hun havde et forfærdeligt år, der resulterede i selvskade, psykologhjælp og så videre. Psykologen fortalte, at et efterskoleophold så langt fra var en god løsning for alle, men hvad vidste vi? Vi havde hørt alle solstrålehistorierne om udvikling og venskaber for livet. Vores datter følte ikke, at hun fik en eneste ven sådan for alvor.

Hun kom hjem og begyndte i gymnasiet, som gik rigtig skidt, og hun sprang over på HF. En god klasse, sagde hun selv, men hendes mén var store, så hun formåede på ingen måde at skabe relationer og havde det så dårligt, at hun grædende forlod timerne. Til sidst måtte hun kaste håndklædet i ringen og stoppe. Et halvt år gik, hvor hun fik arbejde, kom til sig selv og havde det så godt, at hun mente, at nu var overskuddet der til at tage den HF, hun drømmer om. Men ak. Nissen har det med at flytte med. Hun er ked af det hver dag. Hun føler ikke, at klassekammeraterne gider hende, hun bliver valgt fra, bliver ikke inviteret med… Som mor er jeg i syv sind. Det eneste, min datter ønsker, er at høre til, at være en del af en gruppe. Jeg synes, hun er den sødeste og sjoveste, og kan slet ikke se, hvorfor hun ikke skulle være en del af klassen på lige fod med alle andre. Jeg er ikke ude på at fjerne enhver sten på hendes vej, men det er hårdt at se sin datter så ked af det og høre hende fortælle, at hun hver morgen har en stor knude i maven. Med venlig hilsen Skytten LÆS OGSÅ: Mit barnebarn er på gale veje

Kære Skytten

Tak for dit brev. Det lyder, som om I forældre har gjort alt det, man skulle tro, var det rigtige. Men du skriver, at ”nissen har det med at flytte med”. Hvad er mon ”nissen” i din datters tilfælde? Er hun blevet undersøgt for, om hun lider af angst eller depression? Hvad siger den psykolog, du omtaler? Kan det være, hun har brug for et terapeutisk forløb? Det siger jeg ikke for at sygeliggøre, men fordi det ofte er, når man er ung voksen, at psykiske sårbarheder dukker op. Det kan også være, hun er en rask pige, der føler sig ensom og udelukket – og som har brug for et speedkursus i at blive voksen. I hendes alder spejler man sig i de andre og finder sin identitet i små hold. Men hvis man ikke har fundet ”sin gruppe”, må man lære dét alene, som de fleste alligevel må lære, når de bliver voksne: at finde redskaber til at hvile i sig selv. At udvikle den tillid til selvet kan en ung, usikker pige måske ikke klare alene.

Det er et stort mysterium, hvorfor nogle mennesker har let ved at komme til at tilhøre en gruppe – og hvorfor nogle skal kæmpe for at finde venner. Ofte synes jeg, det virker, som om der bare er tale om den forkerte gruppe. Altså at en særlig pige mangler at finde den gruppe, hvor de andre særlige piger er. Der er i den alder fokus på at se godt ud, ligne de andre, være glad og let – men hvem siger, at det er den indre sandhed om et ungt menneske? Selv tilhørte jeg ikke rigtig nogen gruppe, da jeg var mellem 16 og 21, jeg havde ikke noget godt forhold til mine forældre, flyttede hjemmefra og droppede ud af alle skoler. Men jeg havde enkeltvenner, planer – og en urokkelig tro på, at min tid nok skulle komme. For mig var det et højskoleophold, der lærte mig at færdes alene og i kanten af grupper. Jeg håber, I finder det sted eller det menneske, der kan tage jeres datter ved hånden og få hende til at tro på, at hun er god nok. Angst for udelukkelse er en urkraft i os... men troen på, at vi nok skal overleve, selv om vi ikke hører til lige nu, er også en urkraft. Varme hilsner Nikoline LÆS OGSÅ: Min datter bliver valgt fra Vil du skrive til Nikoline Werdelin? Skriv til SØNDAG, Postboks 420, 0900 København C, og mærk kuverten »Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.