Brev til Nikoline Werdelin: "Min mor har ikke tid til min datter"

Kære Nikoline Werdelin

For et halvt år siden blev jeg mor for første gang. Min mand og jeg har forsøgt at blive forældre i flere år, og vi er lykkelige for at være blevet en familie. Men så er der lige det med bedsteforældre!

Min mands forældre bor langt væk og er i øvrigt godt oppe i årene. Jeg har kun min mor, og hun er selvfølgelig glad for min datter, men hun har ikke meget tid til hende. Jeg har nemlig også en lillesøster, der er alene med tre børn, en søn på seks og tvillinger på tre år. Min søsters ældste har ingen kontakt til sin far, så jeg forstår godt, hun er hængt op. Alligevel kan det godt irritere mig, at hun altid lægger beslag på vores mor. Min søster har ingen hæmninger i forhold til at bede min mor om hjælp – også når hun skal i byen med veninderne. Hvis jeg inviterer min mor til kaffe, så hun kan tilbringe lidt tid med sit yngste barnebarn, må hun ofte sige nej eller aflyse, fordi en af tvillingerne er blevet syg og skal hentes i institutionen. Min mor har intet imod at hjælpe, og hvis jeg har indvendinger, får jeg at vide, hvor hårdt min søster har det. Jeg kan sagtens, fordi jeg har en mand! Jeg forventer ikke, at min mor er barnepige, men jeg vil gerne have, at hun og min datter knytter bånd, og at min datter ikke altid har laveste prioritet. Synes du ikke, at det er urimeligt? Bør jeg tale med min søster om, at hun overanstrenger vores mor? Med venlig hilsen Storesøster LÆS OGSÅ: Min mor gør forskel på mine døtre

Kære Storesøster

Når det kommer til rivaliseren mellem søstre – om forældrenes hjælp, penge eller sølvbestik, tror jeg ikke, de kan overbevise hinanden om at gøre noget eller undlade at gøre noget. Det er – tror jeg – en konflikt, der er grundlagt for længe siden, fordi forældrene på en eller anden måde har gjort forskel. Selvfølgelig er søskende forskellige og har forskellige behov – men forældre kan gøre deres børn en stor tjeneste ved at prøve at dele sol og vind så lige som muligt. Det, jeg synes, du kan gøre, er at tale med din mor om, hvad hun betyder. Fortæl hende, hvad familieskab er for dig. Og hvor meget, du tror, tilknytning betyder for børn og for deres fornemmelse for tryghed i tilværelsen. Hun kan tænke efter, eller hun kan ignorere, hvad du fortæller. Jeg tror ikke, du kan gøre mere.

Din søster bruger formentlig alle sine kræfter på at få sin egen menage til at hænge sammen, og hun føler måske, at hun er i sin gode ret til at monopolisere jeres mor. Jeg har her, sent i livet, fået en nevø, en pragtfuld dreng, som nu er fem år. Han kommer ”oven i” min tilknytning til min mands børnebørn. Jeg kan ikke være to steder på en gang og kommer sommetider til at smøre mit smør lidt tyndt. Men altså! Hvis ungerne vil mig, er der ingen af dem, der skal mangle fornemmelsen af, at jeg ”er der”. Måske er det det, din mor skal forstå. At dit barn og hun bare skal kende hinanden godt nok, til at din datter ved, at hun ”er der”. Din mor er en del af den store paraply (ja, parasol, skulle man måske sige her i den globale opvarmnings tidsalder), der hænger over hende, til hun er voksen. Mange hilsner Nikoline Skriv til Nikoline Werdelin Skriv til SØNDAG, Postboks 420, 0900 København C, og mærk kuverten »Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.