Brev til Nikoline Werdelin: Min søn nægter at se mig

Kære Nikoline

Jeg er en kvinde på 58, der er blevet skilt efter mange års ægteskab, fordi jeg forelskede mig i en kollega. Min eksmand og jeg havde ikke noget decideret dårligt forhold, men kærligheden mellem os døde for flere år siden. Alligevel havde vi en god hverdag og et godt familieliv, og det er måske også derfor, skilsmissen kom fuldstændig bag på vores voksne børn. Begge blev meget vrede på mig, og det forstår jeg godt, når det var mig, der brød ud. Deres far blev også chokeret og vred, og han har været meget langt nede. Vi blev skilt for halvandet år siden. Vores datter, der er den ældste, er heldigvis faldet ned igen, men vores søn på 26 år nægter fortsat at se mig. Han har meget medlidenhed med sin far og besøger ham flere gange om ugen.

Ifølge min datter har min eksmand det bedre. Han har ikke villet tale med mig, siden bodelingen blev afsluttet. Jeg er meget ulykkelig over min søns uforsonlighed, og jeg savner ham. Tror du, det bliver bedre – og efter hvor lang tid? Det skal siges, at jeg i dag bor sammen med min kollega, og vi er glade for hinanden. Han var fraskilt, og hans børn har accepteret mig fra begyndelsen. Mange tanker En ulykkelig mor LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Min svigerdatter er sur over, at jeg er Facebook-venner med min eks-svigerdatter

Kære Ulykkelige mor

Hvor er det synd for dig, at din søn straffer dig for at leve dit eget liv, længe efter at din ”pligt” som mor er overstået. Jeg forstår nok ikke, hvorfor nogle voksne børn sætter sig til doms over deres forældres kærlighedsliv. Når børn er blevet voksne, er forældre-barn-relationen ikke længere asymmetrisk. Voksne børn oplever ikke sammenbruddet mellem de primære omsorgspersoner på nærmeste hold – og er ikke overladt til at pendulere frem og tilbage mellem forældrene og alt det andet, små børn må stille op til. Som voksen kan man ikke forlange, at ens forældre fortsat opretholder hus, have, samliv og bløde møbler … for ens egen skyld! At opdrætte et kuld unger er hårdt arbejde, og der ofres alt fra nattesøvn over frihed til ægteskabelig nærhed. Det må man nok – som barn – være glad for i første omgang. Hvis jeres relation ellers er god, er jeg sikker på, du får kontakt med din søn, når han har haft noget tid. Når I en dag mødes igen, synes jeg, du skal spørge ind til, hvordan han egentlig har det med forandringer, og hvad der gjorde ham ondt ved at miste den gamle ”overbygning”. Bare lyt. Og inde i dig selv, synes jeg, du skal sige nej til den dæmonisering, du er ude for. Måske din søn bare ikke har forstået, at han står på egne ben i et liv, der vil være fuldt af overraskelser. Varme hilsner Nikoline LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: "Min omgangskreds respekterer ikke, at jeg lider af fibromyalgi" Skriv til Nikoline Werdelin Skriv til SØNDAG, Postboks 420, 0900 København C, og mærk kuverten »Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.