Brev til Nikoline Werdelin: Min veninde opdrager en lille tyran

Kære Nikoline

Jeg har et problem, som jeg helst ikke vil inddrage familie og venner i, og derfor prøver jeg nu at skrive til dig. Min veninde, der også er min nabo, er alene med sin datter på otte år. Faren har aldrig været inde i billedet – hun mødte ham på en ferie.

Pigen er sød, men også meget forkælet, og hun har desværre en del problemer i skolen, både fagligt og socialt. Ofte kommer hun slet ikke i skole, fordi hun ifølge moren har en ”dårlig morgen”. Moren er førtidspensionist, så hun skal ikke selv ud ad døren. Fagligt har datteren svært ved at følge med, og lærerne har fokus på problemet. Moren mener selv, at hendes datter har angst og adhd, og pigen er ved at blive udredt. Måske er forkælet ikke det bedst dækkende ord, for det er ikke sådan, at pigen får alt, hvad hun peger på. Det handler mere om, at hun er med til at tage mange beslutninger i hjemmet og ofte får sin vilje i forhold til sengetider, aftensmad og så videre. Personligt mener jeg, at hun har alt for stor medbestemmelse, og at det er med til at gøre hende utryg og forvirret. Det har jeg forsøgt at sige til min veninde, men hun vil slet ikke høre på mig. Hvis jeg skal være ærlig, mener jeg, at opdragelsen er med til at gøre tilværelsen sværere for datteren. Men skal jeg blande mig, eller bør jeg holde min mening for mig selv? Samtidig kan jeg godt se, at det til tider er hårdt at være alene med et barn, og at det kan være svært at rumme problemerne. Bedsteforældrene er døde, og selv om jeg prøver at hjælpe med pasning indimellem, skal jeg også passe mit arbejde og min familie. De bedste hilsner Lone

Kære Lone

Det er rigtig svært at være tæt på folk, der ikke gør det, man synes, er rigtigt for deres børn – og som ikke opsøger hjælp til den svære kunst, hverken hos pædagoger eller psykologer. Det kan føles lidt som at se en trafikulykke i slowmotion. Selv om Moder Jord opererer med en vis spildprocent, er det svært at være vidne til. Særligt fordi barnet jo ofte har masser af ressourcer, og man tænker: åh herregud, hvis bare de forældre vidste bedre. LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Mit barnebarn er på gale veje Men et barn er – medmindre forholdene er så slemme, at barnet må fjernes – underlagt sine forældre de første mange år. Det er et vilkår. Et overlevelsesdygtigt barn med mange indre ressourcer kan med årene vriste sig fri af en dårlig social eller psykologisk arv og finde vej alligevel – mens et knap så stærkt og mindre heldigt barn kan få problemer alle sine dage. At være pårørende og sige noget til forældre om deres opdragelse, er næsten umuligt. Jeg synes, du skal være dig selv og opdrage på din måde, når du har overskud til at passe pigen – og ellers lade naturen gå sin gang. Så ved pigen, hvad du står for, og har et alternativt voksenbillede i nærheden. Mange hilsner Nikoline