Nikolines brevkasse: Enkemand insisterer på guldbryllup

Nikolines brevkasse: Enkemand insisterer på at holde guldbryllup

Kære Nikoline

Min kæreste og jeg er kommet sammen i godt fire år. Vi bor hver for sig og har det fint med det, men har talt om at flytte sammen, han måske mere end mig. Vi er begge blevet alene efter gode ægteskaber og har det rigtig godt med hinanden og kan sagtens tale om vores afdøde ægtefæller, men gør det egentlig ikke særlig meget.

Han har børn, jeg har ingen, og vi ser hans børn løbende, men har aldrig overrendt hinanden, og det har de det fint med.

I år ville min kæreste have kunnet holde guldbryllup. Han har valgt at invitere sine børn, svigerbørn og børnebørn på dagen. Jeg har det lidt svært med tanken om at sidde på hans hustrus plads, så jeg har meddelt, at den dag skal være deres.

Min kæreste forstår slet ikke mit valg, men respekterer det efterhånden. Hans børn har ikke noget problem med, at jeg er der, men jeg kan simpelthen ikke. Hvad mener du om det?

Venlig hilsen, Skytten

Kære Skytten

Jeg mener, at du skal holde fast i, at det er din kæreste og hans børns mindefest, og at det er helt i orden. Men når du pakker weekendtasken for at besøge en veninde, skal du huske at smile og lade din kæreste mærke, at du er glad for at være en del af hans nutid.

Du kan binde en smuk buket eller bage noget, så også børnene mærker, at dagen har din velsignelse.

Læs også Nikolines brevkasse: Min ven er nærig.

For selv om du (som jeg) finder det lidt mærkeligt med denne mærkedag, har den betydning for din kæreste. Måske han må skabe et ritual omkring sin afdøde kone, fordi han er så glad for dig og er lige ved at glemme hende i hverdagen – måske dagen har symbolværdi på grund af børnene – måske det bare har at gøre med hans livs kontinuitet.

Jeg selv har altid glemt alt fra dødsdage til bryllupsdage og oplever, at mine minder danser ind og ud af bevidstheden efter deres eget sælsomme system. Jeg håber, du får en dejlig dag med nogle af dine egne mennesker... og måske stof til dine egne nye minder.

Mange hilsener, Nikoline