Træning og kost
24. februar 2015

Kom i topform på 7 minutter

Kan man blive stærkere og slankere på syv minutters træning om dagen? Ja, med den nye højintensive cirkeltræning HICT kan du få rekordhurtigt resultat.
Af: Anna Sundesten og Katarina Woxnerud
https://imgix.femina.dk/media/article/1509_topform_start.jpg

oversættelse: Marianne Arnvig, foto: Patrik Cederman

I skyggen af den populære HIT-træning er der dukket en ny træningstrend op: HICT-træning, som står for High Intensity Circuit Training, det vil sige højintensiv cirkeltræning. HICT går ud på, at du laver et antal styrke- og konditionsøvelser i så højt et tempo, som du kan – og med minimal hvile. Det kan f.eks. være armbøjninger efterfulgt af hop, efterfulgt af lunges og så videre. Tanken er, at den intensive træning skal give rekordhurtigt resultat. Allerede efter et par uger vil du kunne mærke, at du orker mere.

Ny forskning

I USA har forskerne Brett Kilka og Chris Jordan lavet en særlig undersøgelse i forbindelse med HICT-metoden, og den viste, at det er en effektiv måde at gå ned i vægt og forbrænde fedt på. Forskerne anbefaler, at man laver 9-12 øvelser, der involverer hele kroppen. Alle øvelser laves på under 30 sekunder med 10 sekunders hvile imellem, totalt 7-8 minutter. Fidusen er, at hele kroppen får en total træning, som så medfører et hurtigere vægttab. Årsagen er, at såkaldt modstandstræning, som involverer flere store muskelgrupper, og som kun tillader korte hvil, gør, at fedtforbrændingen øges – op til 72 timer efter træning. Her får du motionsekspert Katarina Woxneruds HICT-program. Ved at veksle mellem konditionstræning og styrketræning i forskellige positioner kan du træne hele kroppen på kort tid. Effektivt og godt, lyder det fra motionseksperten.

Læs også