Tilgivelse kan gøre dig fri af fortidens smerte
Foto: Panthermedia
Magter du tilgivelse? Fortiden kaster nogle gange så lange mørke skygger over vores nutid, at ubehagelige og triste minder kan påvirke os så meget, at vi har svært ved at finde glæden i nuet. Måske har du vanskeligt ved at komme dig over barndommens svigt eller få skabt dig et godt liv efter en skilsmisse for adskillige år siden. Måske er du bitter over en fyring eller ærgrer dig over, at du ikke fik dit drømmejob. Du hænger fast i kærligheden til ham, der forlod dig. Chefen, der ydmygede dig foran dine kolleger. Dine søskende, der opførte sig hensynsløst over for dig. Vi har alle noget i vores liv, som ikke blev, som vi kunne have ønsket os.
Tilgivelse hjælper med til at få sat et punktum
Når vi ikke har fået afsluttet noget på en for os hensigtsmæssig måde, kan det være svært at komme godt videre. Tænk på de mennesker, der har betydet noget for dig, og som ikke er i dit liv mere. Forældre og venner, som er døde. Veninder du er blevet uvenner med, eller som du har mistet forbindelsen med. Kærester der har forladt dig.
Hvis man får øje på, at man ikke har fået afsluttet noget på en hensigtsmæssig måde, indser man måske, at man kunne have handlet anderledes. Men man kan sagtens vende tilbage længe efter og sige det, man ikke fik sagt. Måske er der tale om en misforståelse, som man kan få rettet op på, så en god relation kan genetableres. Ved dødsfald har man ikke den mulighed. Her kan man i stedet arbejde med en god afsked ved at skrive et afskedsbrev til vedkommende – dvs. et brev, som man ikke sender eller viser til andre, men hvor man giver udtryk for alle sine inderste tanker og følelser.
LÆS OGSÅ: Tilgivelse skaber ro
Tag ansvar for dig selv
Allerførste skridt ud af fortidens smerte er indse, hvor meget det påvirker ens nutid negativt. Der er ingen fremtid i at bruge nutiden på at ærgre sig over fortiden. Hvis vi bliver ved med at slæbe rundt på smertelige oplevelser, bliver vejen fremover tung at gå. Det kan hjælpe at se på livet som en rejse, hvor vi kun medbringer det, vi har brug for og ikke mere. Det er vigtigt at erkende, at vi har et valg, og at vi kan vælge at blive mere bevidste om vores tanker, følelser og handlinger. Men meget af vores tid går med at være uopmærksomme. Det handler derfor om at ville og turde tage ansvar for sig selv. Det gør man eksempelvis ikke, når man konstant skyder skylden for det, der er sket, på andre, uden at ville se på sig selv.
For at gøre os fri af fortidens smerte, er vi nødt til at give slip på de følelser og tanker, der er forbundet med triste minder og ubehagelige oplevelser. At give slip betyder, at der er noget i vores sind og dit hjerte, der skal åbne sig, men ofte er det forbundet med modstand. Når vi lider, skyldes det, at vi har modstand over for at se tingene, som de er. For at komme videre må vi anerkende vores følelser, være tro over for dem og turde være med dem. At kunne give slip indebærer at acceptere og rumme, at vi for eksempel stadig er vrede, kede af det eller bange, selvom vi ville ønske, at vi ikke var det – samtidig med at vi bevarer et håb om, at vi en dag vil føle anderledes. At give slip handler således om at anerkende sine følelser og acceptere det skete. Accepten af det skete betyder dog ikke, at det, vi har oplevet, var okay, men at vi erkender, at det var sådan, det var. Det kan kræve et stykke arbejde at nå dertil, og sommetider kan det hjælpe at få støtte af en psykoterapeut eller en psykolog.
7 veje til at give slip:
- Find modet til at mærke ubehagelige følelser fra din fortid. Hvis det er svært, så få hjælp af en psykoterapeut eller en psykolog, der kan støtte dig i at få bearbejdet fortidens ubehagelige oplevelser.
- Skriv om de ubehagelige minder, som stadig fylder i din nutid. Skriv så detaljeret som muligt. At skrive skaber en distance, som gør det lettere at reflektere og få øje på en mere nuanceret fortælling om din fortid.
- Se på hvad du kan ændre, og hvad du ikke kan ændre. Hvis der er noget, du fortryder, og som du kan ændre, er det aldrig for sent at vende tilbage og få sagt det, du ikke fik sagt. Det kan være med til at genetablere en god relation.
- Hvis du har ubehagelige eller triste minder, kan det være svært at være positiv. Så øv dig i at se lysere på livet. Det kan du f.eks. gøre ved at skrive taknemmelighedsdagbog, hvor du hver aften skriver 5 ting, som du er glad for den dag. Ved at fokusere på at være taknemmelig tvinger du din hjerne over i andre mere positive baner.
- Tilgiv andre – og dig selv. Forsøg at sætte dig ind i, hvorfor andre har behandlet dig, som de gjorde. Det betyder ikke, at deres opførsel er i orden, men måske får du øje på, at de ikke kunne handle anderledes ud fra deres forudsætninger, og så er det lettere at give slip.
- Øv dig i at være nærværende. Når du fokuserer på nuet, hjælper du dermed dig selv til at give slip på tanker og følelser, der dvæler ved fortiden. Lær evt. mindfulness.
- Husk at du selv har ansvar for at gøre dit liv værd at leve. Når du får tanker om uretfærdighed eller mærker anden modstand på det skete, for eksempel i form af tanker som ”Hvis bare…”, så stop dig selv, træk vejret og sig i stedet: ”Det skete. Det var sådan det var.”