Da Sunniva blev undersøgt, kom der et gisp fra gynækologen

Det startede med smerter. En slags stikkende fornemmelse i den nederste del af maveområdet, som kom og gik. Sunniva Refsahl var desuden meget træt, så hun opsøgte en læge. Dette var i starten af 2020.

- Lægen sagde, at det sandsynligvis var menstruationssmerter. Da jeg var så ung, mente hun ikke, at det kunne være noget alvorligt. Så jeg fik besked om at tage Ibuprofen, når smerterne kom, siger Sunniva.

Sunniva fortæller, at hun kom fast hos lægen én til tre gange om måneden i næsten to år. Der blev foretaget gynækologiske undersøgelser, der blev taget celleprøver, som var helt normale, blodprøver, og forskellige præventionsmidler blev afprøvet.

Alt så fint ud, men smerterne blev ved.

- Det er meget sårende at føle, at man ikke bliver taget alvorligt. Jeg hørte fra andre veninder, at de havde menstruationssmerter, så jeg tænkte, at jeg måske bare var meget sensitiv. Men efterhånden indså jeg, at der måtte være noget galt.

Sunniva fortæller om smerterne, der begyndte at overtage store dele af hendes hverdag. De kom og gik, men var ofte til stede flere dage om ugen. Hun blev sygemeldt i perioder, og det gik ud over studierne. Det begyndte at gå ud over hendes mentale helbred, og hun blev desperat efter at få hjælp.

- Den ene gang jeg var hos lægen, var jeg så fortvivlet, at jeg sad og græd ukontrolleret. Der fik jeg endelig en henvisning til en gynækolog, siger hun og tilføjer:

- Det er meget skuffende, at det skal gå så vidt, før man bliver hørt.

Vi har været i kontakt med lægekontoret, hvor Sunniva havde sin læge på dette tidspunkt. De ønsker ikke at kommentere sagen.

Fire måneder efter lægebesøget fik Sunniva en tid hos gynækologen. Hun sad i gynækologstolen, og gynækologen begyndte at undersøge hende med ultralyd. Hun sagde, at det sandsynligvis ikke var noget at bekymre sig om, taget Sunnivas alder i betragtning.

Men så kom der et gisp, fortæller hun.

- Jeg blev meget bange.

Det viste sig, at Sunniva havde en tumor på næsten et kilo, som lå bag hendes livmoder.

- At høre ordet "tumor" var et chok. Jeg havde jo i to år fået at vide, at der ikke var noget alvorligt galt, og så havde jeg en tumor på næsten et kilo, siger Sunniva.

Gynækologen sagde, ud fra hvad hun kunne se via ultralyd, at tumoren havde omkapslet begge hendes æggestokke, og muligvis livmoderen.

Sunniva skulle sendes videre for at få taget blodprøver, så de kunne se, om der var tegn på kræft.

- Alt dette skete midt i min eksamensperiode i juni 2022. Det var ikke let at koncentrere sig på læsesalen. Alt stoppede egentlig op.

Haukeland Sygehus havde ikke kapacitet til at operere Sunniva før i september.

- Så der sad jeg, vel vidende om, at jeg havde en stor tumor, og måtte vente i flere måneder på operation. Jeg blev meget fortvivlet, siger hun.

En af de tanker, der optog Sunniva mest, var, om hun stadig kunne få børn.

- Jeg har altid haft et stort ønske om at få børn en dag, og selvfølgelig bliver man bange for, at den mulighed bliver taget fra én.

Hun prøvede at få tankerne hen på noget andet i ventetiden før operationen. Men en dag fik hun akut ekstreme smerter, og det var ikke længere muligt at vente. Hun blev hasteopereret.

- På en måde er jeg glad for, at de smerter kom, så der måtte gøres noget. Men det var en ret absurd situation.

Sunniva blev placeret på fødeafdelingen. I naborummene var der kvinder, som netop havde fået børn og var i glædesrus. Selv sad hun der uden at ane, om hun måtte fjerne det, der kunne have givet hende muligheden for at få egne biologiske børn.

Før operationen gik i gang, fik Sunniva at vide, at det ville tage to-tre timer. De skulle foretage en kikkertoperation og kun fjerne tumoren.

Men operationen viste sig at blive mere kompliceret. Flere læger måtte komme for at vurdere, om de kunne åbne op for tumoren, for at se om de kunne redde noget af den omkapslede æggestok, eller om de måtte fjerne alt. Operationen tog i alt syv timer.

- De turde ikke åbne op for tumoren af frygt for, at det skulle sprede sig, hvis det skulle vise sig at være kræft, fortæller Sunniva.

I og med at det blev en udvidet kikkertoperation, var der en del muskler, der blev skåret over, hvilket førte til store smerter.

- Jeg husker, at jeg vågnede efter operationen, og da lå jeg stadig på operationsbordet. Det var meget ubehageligt, og jeg lå bare der og vred mig i smerter. Og så blev jeg lagt i narkose igen, fortæller hun.

Næste gang Sunniva vågnede, lå hun til observation. Hun tror, at hun blev lagt i narkose igen, fordi smerterne var så intense.

Tumoren Sunniva havde, var en såkaldt dermoid cyste.

- Det er meget ulækkert. Den havde tænder, hår og en lårbensknogle, og den havde udviklet et eget blodomløb og forsynet sig med næring – det var derfor, den var blevet så stor. Men den var godartet, så det var heldigvis ikke kræft, siger hun.

Morgenen efter operationen havde Sunniva en samtale med en læge på sygehuset. Stadig groggy og svimmel efter det, hun havde været igennem, var det lidt svært at få alt med. Men som hun forstod samtalen, kunne tumoren komme tilbage, og derfor burde hun begynde at tænke på, om børn var noget, hun ønskede sig.

- Det var et nyt chok. Jeg var 22 år gammel, havde netop afsluttet en bachelor og planlagde at tage en master. Jeg skulle fokusere på studier – ikke på børn.

Det blev starten på en ret svær periode for Sunniva. Hun havde også mange smerter efter operationen, og spørgsmål og bekymringer om børn hang over hende som en mørk sky, der aldrig forsvandt.

- Det var overvældende, og jeg blev ret paranoid af det hele. Jeg havde en depressiv indstilling til livet, siger hun ærligt.

Sammen med sin kæreste undersøgte de, hvilke muligheder de havde. De kontaktede private klinikker, tjekkede om de kunne fryse æg ned, eller om der var andre muligheder.

- Samtidig var jeg meget bange for at få de samme smerter tilbage – for så ville det være et tegn på, at noget var galt. Og det ville være meget sårbart, når jeg nu kun har én æggestok tilbage.

En ny undersøgelse viste dog, at alt så fint ud, og at der ikke var nogen sandsynlighed for, at en ny cyste ville komme tilbage. Lægen mente derfor ikke, at Sunniva behøvede at stresse med at blive gravid. Men hvis hun oplevede smerter, skulle hun hurtigt tage kontakt.

- Det gør ondt at tænke på, at meget måske kunne være undgået, hvis jeg var blevet taget alvorligt tidligere. Måske ville jeg stadig have begge æggestokke i behold.

Selvom Sunniva sandsynligvis vil kunne få biologiske børn, bekymrer hun sig stadig om det.

- Jeg tror ikke, jeg vil falde til ro med, at tingene fungerer, som de skal, før jeg eventuelt får børn. Det ligger i baghovedet hele tiden, og det har ført til, at jeg frygter den tid, fordi det sandsynligvis vil blive sværere for mig at blive gravid. Vi kan jo begynde at prøve tidligere, men jeg vil også gerne være klar.

Jenny Alvirovic er specialist i fødselshjælp og kvindesygdomme og arbejder som gynækologkirurg på Aleris. Hun fortæller, at dermoidcyster, såkaldte "tvillingcyster", er den mest almindelige form for æggestokcyster hos unge kvinder under 20 år.

- I 10-20 procent af tilfældene forekommer det i begge æggestokke, og kvinder, der har dette, skal derfor følges op af en gynækolog. De fleste kan fjernes med kikkertoperation, og der er meget normalt æggestokvæv tilbage, så det ikke går ud over fertiliteten og ønsket om at få børn. Kvinder med vedvarende smerter i underlivet, især når det går ud over hverdagsaktiviteter, bør opsøge en læge og undersøges af en gynækolog i samråd med lægen, siger hun.

Selvom disse cyster i sjældne tilfælde kan blive meget store, er det som oftest ikke noget farligt:

- Der er heldigvis ikke nogen sammenhæng mellem cystens størrelse og risikoen for, at den er ondartet hos unge kvinder. Sådanne store æggestokcyster er sjældent ondartede, siger Alvirovic.

I tiden efter har Sunniva fået meget god opfølgning fra sundhedsvæsenet.

- Jeg er meget glad for det, men samtidig er det jo meget synd, at der skal ske noget meget alvorligt, før man får den hjælp, man har brug for. Heldigvis har jeg haft min kæreste ved min side hele tiden, hvilket har været meget vigtigt. Det var ham, der pressede mig til ikke at give op, før jeg blev taget alvorligt.

23-årige Sunniva håber, at hendes åbenhed kan hjælpe andre, der oplever noget lignende.

- Jeg følte mig meget alene, og samtidig føles det som et tabu at tale højt om. Det er jo ret intimt. Men hvis det kan hjælpe andre, er det det værd.

Denne artikel blev første gang bragt af KK.no, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.