Det er min syvårige datters første besøg. Så siger sundhedsplejersken noget, der undrer mig

"Nåh, men hun ligger jo et godt stykke fra den kurve, vi holder øje med.”

Jeg er med min syvårige datter til første besøg ved skolens sundhedsplejerske. Jeg kigger på hendes skærm og konstaterer, at min datter ligger fire-fem kurver under den røde streg, som sundhedsplejersken peger på.

Kurven, der markerer grænsen for overvægt. Hun ser tilfreds ud. Det er jeg på sin vis også. For det føles, som om vi bestod en eksamen. Og det til trods for, at min datters BMI viste sig at være på 14,4, hvor grænsen for overvægt hos børn defineres som en BMI over 20, i hvert fald ifølge de kurver, som Københavns Kommune følger.

Jeg var derfor nærmere bekymret for, om hun var undervægtig, fordi hun er både er lavere og vejer mindre end gennemsnittet. Faktisk vejer hun det samme som sin tre år yngre lillebror. Måske er det ham, der er overvægtig?

Ud over at måle og veje min datter vurderes hun også på, hvor god hun er til at kaste med risposer, så de rammer en firkant markeret på gulvet, og hvor længe hun kan stå på ét ben.

Der bliver hun godkendt. Hendes trivsel skal hun selv vurdere ved at vælge glade, mindre glade eller sure smileys, ud for hvordan hun har det i klassen, i skolegården og derhjemme, så det er ret hurtigt overstået. Hvilket barn vil dog vælge den sure smiley?, kan jeg ikke lade være med at tænke.

Derimod er analysen af hendes kost noget mere detaljeret. Hvilke grøntsager spiser du? Hvilken frugt? Får du ris, pasta eller kartofler hver dag? Hvad får du til morgenmad? Hvad er din livret?

Jeg fornemmer hurtigt, at der er rigtige og forkerte svar og beder til, at min datter ikke fortæller, at hun får Coco Pops mindst tre gange om ugen og mindst en gang om ugen croissanter, som vi ikke selv bager, med Nutella og Bilkas chokoladeboller. For selv om jeg ikke selv har et problem med den slags morgenmad, er der ingen tvivl om, at det ikke er det, der forventes.

Naturligvis får hun også alt muligt andet, og lige denne dag siger hun gudskelov “bolle med smør” og “havregrød”. Da hun bliver spurgt, hvad hendes livret er, siger hun prompte “pizza!”, hvilket jeg var forberedt på, men ikke sundhedsplejerskens uddybende spørgsmål: “Er det så købepizza eller hjemmelavet pizza?” Det ved min datter heldigvis ikke.

Hun siger heller ikke, at hun får saftevand stort set hver dag.I notatet, som jeg kan læse på min barns journal efterfølgende, står der om min datters kost: ​“V​irker til at spise sundt og varieret. Får sukker i hverdagen i begrænsede mængder, hvad det lyder til. Drikker mælk og vand”.

30 minutter om dagen

Jeg forlader sundhedsplejersken lettere forundret.

Hvorfor nævner man overhovedet ordet overvægt over for et barn, der nærmere er det modsatte, hvis hun absolut skal i en kasse? Hvorfor fokuserer man mere på mål og vægt og evner til at kaste, gribe og balancere end på sociale og psykologiske faktorer?

F.eks. tænkte jeg, at det var relevant for sundhedsplejersken at vide, at min datter har en lillebror, der har været alvorligt syg, at hun har to mødre og derfor er donorbarn, eller hvorfor hun blev skoleudsat. Men de ting talte vi ikke ret meget om.

Selv om jeg ved, at der er andet, der afgør, om man har et godt og dermed sundt liv end ens vægt eller udseende, har jeg nok ubevidst altid haft en opfattelse af, at det er sundest at være slank, spise sundt og motionere.

Den opfattelse har formentlig været godt hjulpet på vej af at være barn og ung i 1990’erne og start-00’erne med sundhedskampagner og kostråd om at røre sig “30 minutter om dagen”, “gå 10.000 skridt om dagen”, spise “6 om dagen” og “vælge magre mejeriprodukter.”

Sideløbende med et bugnende udvalg af selvhjælps- og slankebøger, der opfordrer til at fra 5:2-kure til at indrette sig ud af stress med feng shui og til tv-programmer som Livet er fedt og Go’morgen Danmarks “Go’kur”, hvor man i årevis har dyrket national slankekur hvert år i januar i bedste morgen-sendetid.

Alt sammen har været med til at underbygge min opfattelse af, at det var mit eget ansvar, om jeg er sund – eller om mine børn er det for den sags skyld. Hvis jeg vejer mere end gennemsnittet, kan jeg bare spise flere grøntsager, droppe hvidt brød og begynde til hot yoga. I stedet for bare at leve med, at jeg vejer mere, eller mindre, end gennemsnittet.

Netop opfattelsen af, at folk selv var ansvarlige for deres sundhed, har taget et stort opsving de sidste par årtier. Det mener bl.a. Betina Dybbroe, som er professor på Institut for Mennesker og Teknologi og forsker i bl.a. sundhed, sygdom og trivsel.

– Der har i de sidste omkring 20 år været et stort fokus på at formidle viden til befolkningen om, hvordan man skal opføre sig, hvordan man skal leve, og hvad det rigtige liv er. Det største problem i dag er, at man vender blikket mod mennesket selv og menneskets egne handlinger, siger hun.

Det er blandt andet selvhjælpslitteraturen, som har været med til at booste opfattelsen af, at vi selv har et personligt ansvar og er moralsk forpligtede til at være sunde. Men ved at fokusere på det personlige ansvar glemmer vi, at det er vigtigt at se mennesket i en kontekst, hvor vores sundhed hænger meget sammen med bl.a. sociale forhold og andre livsbetingelser

– Selvhjælpslitteraturen går langt i forhold til at underbygge forestillingen om, at man kan ændre sin krop og påvirke sin sundhed. Det er selvfølgelig rigtigt, at vi kan være med til at forme vores eget liv, men det er ikke hensigtsmæssigt, at man giver mennesker forestillinger om, at de kan få et liv, som fuldstændig springer hen over de sociale sammenhænge, de er i, siger hun.

Sociale faktorer

Når forskere ser på folkesundheden, ser man det ud fra såkaldte ”determinanter”, forklarer Betina Dybbroe. Dvs. faktorer, som påvirker vores sundhed. F.eks. kan man ved at se på folks livsforløb ofte se sammenhænge mellem sundhedstilstand og kritiske begivenheder og sociale omstændigheder: Hvad farerne er ved at have det job, indkomst og bolig, de har, og det miljø, de lever i.

Det betyder også noget, hvilke valg man træffer i livet som ung. Om man f.eks. er i stand til at tage en uddannelse, eller om man pga. sociale forhold eller psykiske problemer er nødt til at droppe ud af en uddannelse.

Betina Dybbroe fremhæver bl.a., hvordan coronakrisen ramte meget forskelligt demografisk i tiden før vacciner, hvor der var langt mere smitte i områder, hvor folk bor meget tæt eller i højere grad havde job med stor risiko for smitte såsom bus- og taxachauffører og ansatte i sundhedssektoren.

– Vi befinder os i en medikaliseret tidsalder, hvor alle problemer eller fænomener, som drejer sig om vores liv, bliver forsøgt forklaret ud fra nogle medicinske kategorier og tekniske målinger: Er du for lav som barn, eller for tyk, for tynd m.m.? I stedet for at se på f.eks. sociale faktorer. Så vi bliver som individer vurderet og sorteret.

– Vi ved, at der er bestemte ting, der er livsforkortende, og det er ikke kun de ting, der kan måles og identificeres medicinsk, siger Betina Dybbroe.

Hun nævner bl.a., at det i dag er velkendt, at der er en sammenhæng mellem ensomhed og psykisk sygdom, og at ensomhed øger risikoen for tidligere død ved flere alvorlige sygdomme, men også, at bl.a. det at gennemføre en uddannelse eller at trives godt på arbejdspladsen har stor betydning for vores sundhed.

Ond spiral af skyld og skam

Hvor stammer vores opfattelse af sundhed fra, som tilsyneladende er så sejlivet, at mange af os stadig opfatter sundhed som noget, der primært handler om at måle og veje? For at forstå det, skal vi tilbage omkring 16-1700-tallet, hvor den moderne lægevidenskab blev født, og hvor man bl.a. begyndte at obducere mennesker.

Man fik derfor en større forståelse for kroppen, fortæller Betina Dybbroe. I det hele taget begyndte man i lægevidenskaben at se mere rationelt på mennesket og mindre som en helhed af sjæl, krop, og fornuft, og det har i høj grad skabt det syn på krop og sundhed, som stadig er gældende i dag.

– Man begynder at se kroppen som noget, man kan manipulere og forme. Med tankens rationalitet kan man gøre forskellige ting ved sin krop. Det kan man også til en vis grad, men det førte til en overdreven tro på, at mennesket kan beherske kroppen. Det syn præger også den moderne medicinske videnskab. Man hævder, at kroppe og sygdom kan beherskes rationelt, og oven i købet at det er noget, folk selv skal gøre, siger hun.

– Vi har et meget effektivitets­orienteret blik på mennesket. At det skal optimeres op til et eller andet niveau, og det starter allerede i skolen. De skal kunne det samme som andre, se ud på nogenlunde samme måde og i det hele taget følge normen, siger Betina Dybbroe.

Det skaber ifølge hende en ond spiral af dels skyld og skam, men også konkurrence. F.eks. blandt forældre, der ved fødselsdage står i kø for at lave delfiner ud af bananer, forvandle en vandmelon til en ninja-figur eller lave en kagemand af bær. For man vil for guds skyld ikke være den, der bryder sukkerpolitikken.

– Det er jo ikke, fordi vi ikke må hjælpe børn til at spise sundt, men hvis vi hele tiden konkurrerer om, hvem der lever sundest, bliver det til sortering og forskelsbehandling, fordi man ødelægger fællesskaber frem for at inkludere dem, der ikke følger normen.

– Børns mad er jo langt hen af vejen noget, omgivelserne bestemmer på den ene side, og på den anden side er der også gode grunde til, at børn f.eks. trøstespiser, siger Betina Dybbroe.

Vi bruger BMI forkert

Det er imidlertid ikke holdbart, at vi i så høj grad sammenkæder sundhed med tal på et excel-ark. Det mener også Inger Bols, som er såkaldt vægtneutral diætist. Hun er en af dem, der i dag stiller spørgsmålstegn ved den måde, vi ser på sundhed.

Hun fokuserer derfor ikke på, hvad folk vejer, når hun vejleder dem i en sundere livsstil.

Ifølge Inger Bols er vi styret af en medicinsk sundhedsforståelse, som stammer helt tilbage fra det gamle Grækenland, nærmere bestemt den græske læge Hippokrates, som levede 3-400 år f.Kr., og som anses som grundlæggeren af lægekundskaben.

Hippokrates skrev bl.a., hvordan tykke mennesker skulle spise og gå klædt, og hvordan de burde gøre for at blive tynde. Hun mener derfor også, at det er en sandhed med store modifikationer, når vi i dag taler om, at kropsidealet har ændret sig gennem tiden.

– Vi har så langt tilbage haft en opfattelse af, at tyk er forkert, og tynd er godt. Det har, uanset hvor langt vi går tilbage i historien, aldrig nogensinde været attraktivt at være virkelig tyk.

– Når vi siger, at kropsidealet har ændret sig gennem tiden, har det aldrig været større end det, vi i dag vil kalde de første grader af plus size. De virkelig tykke har altid været udskammede.

Der findes i dag flere store studier, som har undersøgt sammenhængen mellem vægt og dødelighed. De viser ifølge Inger Bols, at folk uanset vægt har den samme lave risiko for at dø, hvis de f.eks. ikke ryger, kun drikker moderat alkohol, bevæger sig og spiser frugt og grønt dagligt.

Du kan med andre ord sagtens være sund, selv om du er tyk.

– Der ligger et stort problem i, at vi har en medicinsk sundhedsforståelse, i hvert fald i den vestlige verden, der gør, at vi tror, at vi kan måle og veje os til eller tage en blodprøve, som viser, hvor sunde vi er, siger hun,

Det er bl.a. den matematiske formel BMI, Body Mass Index, der siden 1970’erne har defineret vores opfattelse af sundhed. BMI blev opfundet af en belgisk statistikker ved navn Adolphe Quetelets i 1832, som havde brug for et redskab til at sammenligne højde og vægt i befolkningsgrupper.

Det var dengang ikke tænkt som et redskab, der skulle bruges til at vurdere, om en person var for tyk eller for tynd. Men i 1972 blev BMI sat i forbindelse med øget risiko for sygdom og overvægt i en videnskabelig artikel af den amerikanske fysiolog Ancel Keys.

– Det betød, at vi begyndte at tro på, at det er, fordi du er tyk, at du bliver syg, men det kan vi overhovedet ikke konkludere. Vi siger, at fordi der er en sammenhæng, er det ene også årsag til det andet, og det ved vi, at man ikke må inden for forskning. Alligevel accepterer vi den fortolkning, når det handler om vægt, siger Inger Bols.

Hun nævner, at der er mange andre årsager, som kan være skyld i f.eks. risiko for tidlig død, når vægten er høj. Herunder den ensomhed, som stigmatisering og social isolation kan føre til for tykke mennesker, men også, at der er en sammenhæng mellem sundhedsvilkår og at ligge lavt i det sociale hierarki.

Noget tyder i hvert fald på, at de årsager, vi normalt forbinder med, hvad der gør folk tykke, ikke altid passer til virkeligheden. F.eks. er Danmark det land i verden, der spiser allermest sukker, men vi er samtidig et af de lande i verden, der har den laveste andel af befolkningen med en høj vægt.

– Mange undersøgelser taler for, at det er den sociale usikkerhed, der gør folk tykke, siger Inger Bols og fremhæver i den forbindelse det store sociale sikkerhedsnet i Danmark som en af årsagerne til, at der er færre med meget høj vægt end i f.eks. USA eller England.

Det underbygges bl.a. af, at man så et sammenfald mellem flere tykkere borgere og manglende social sikkerhed, da Margaret Thatcher og Ronald Reagan i 1980’erne skar massivt ned på velfærden i hhv. Storbritannien og USA.

Langt liv eller bedre livskvalitet?

Så måske er det tid til et opgør med den medicinsk funderede sundhed? For vi er nemlig ikke alene tudet ørerne fulde med, at sundhed handler om vægt og udseende – vi har også lært, at sundhed handler om at leve længst muligt.

Det kalder man også healthism. Et begreb, der blev opfundet af den amerikanske økonom Robert Craw­ford i 1980 om en bevægelse, hvor folk så individuel sundhed som det primære mål for velvære.

– Healthism handler om, at man skal leve for at blive gammel og holde sig sund længst muligt for at være et værdigt medlem af befolkningen. Det er også en betegnelse for, at samfundet i form af f.eks. sundhedskampagner beder sine borgere om at tage ansvar for deres sundhed, men kun i meget medicinske og fysiologiske termer. Det anses som den eneste rigtige måde at leve på og udvikle samfundet på, siger Betina Dybbroe.

Men når man lever efter kvantitet – at blive så gammel så mulig – og ikke efter kvaliteten af det liv, man lever, skærer man de sociale elementer og betydningen af andre faktorer helt væk, mener Betina Dybbroe.

– Man ser på den måde sundhed i et meget snævert perspektiv. For hvordan kan det hjælpe at løbe og spise sundt, hvis klimaforandringerne ødelægger vores klode og dermed vores sundhed? Og hvordan kan det være sundt at spise grøntsager og dyrke yoga, hvis man er virkelig ensom og ikke føler sig elsket og anerkendt af andre mennesker?, spørger hun.

Hun mener, at vi må gøre op med det, hun kalder en overdreven tro på, at man via egen indsats kan forlænge ens liv virkelig meget.

– Det er der jo nogle grænser for. Det er en afvejning om at leve i nuet eller leve for en gulerod om, at du bliver så og så gammel. Det er et forsøg på at få mennesket til at leve mere for at få et meget langt liv frem for at opnå en god kvalitet i det liv, man har.

Artiklen blev udgivet i Søndag 26/2024, som også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.