Efter jeg har født min datter, mærker jeg min cyklus som aldrig før. Hvorfor har ingen fortalt mig, at det ville ske?

Kommentaren er udtryk for skribentens holdning. Line Kirsten Nikolajsen er vært på podcasten "Kh mor".

- Er det bare mig, eller mærker I andre også jeres cyklussymptomer meget, efter I har født?

Nogenlunde sådan spurgte jeg min mødregruppe sidst, vi var sammen, mens vi sad og drak kaffe, og vores to-årige susede rundt omkring os.

For min cyklus synes at være kommet retur efter graviditeten med fornyede og forstørrede kræfter. Jeg er pludselig på ingen måde i tvivl om, hvornår jeg har ægløsning, for når jeg har, føles mine æggestokke, som var de fyldt med mandariner.

I dagene op til min menstruation er selvbebrejdelsen i top og selvværdet i bund, og jeg føler, at alle mennesker omkring mig synes, at jeg er frygtelig.

På ingen måde atypiske oplevelser for personer med en månedlig cyklus, men ikke desto mindre helt nyt for mig, der aldrig før min graviditet har mærket synderligt til den - hverken i form af smerter eller PMS.

I min mødregruppe har vi snakket en del om vores efterfødselskroppe, så på den måde føltes det ikke farligt at spørge dem. Men jeg spurgte ikke uden nervøsitet. For frygten for at det bare er mig, den er helt galt med, lurede selvfølgelig.

Mest fordi jeg ikke har kunnet google mig frem til et svar på, om det er normalt. Jeg kunne faktisk ikke rigtig snuse mig frem til noget brugbart og evidensbaseret, der handlede om kvinders cyklus efter graviditet og fødsel, selvom en væsentlig del af jordens befolkning skal forholde sig til lige præcis det på et tidspunkt i deres liv.

Nervøsiteten lå dog også i visheden om, at det muligvis ikke drejede sig om min krops reaktion på det at få et barn, men at det måske bare er mig, der, i en alder af 32, omsider har fået kontakt til min cyklus, som jeg i en stor del af mit kønsmodne liv har haft slukket for med p-piller.

At det jeg oplever faktisk bare er den opslidende standard for den kvindelige cyklus, fødsel eller ej. På den måde var mit spørgsmål også en flov erkendelse af ikke at vide særlig meget om, hvordan min krop egentlig fungerer.

Jeg vil vove at påstå, at jeg først for alvor lærte om den kvindelige cyklus, da min kæreste og jeg besluttede os for at lave et barn. Det gik ikke så nemt, som vi havde håbet, så jeg fik god tid til at finde ud af, hvad der foregår i mit underliv i løbet af en måned.

Hvor lille vinduet og sandsynligheden for at blive gravid f.eks. er, selvom jeg kun har haft seksualundervisning, der lærte mig, at manglende prævention nok ville ende med graviditet. Som om kvinder blev gravide, bare de rørte ved en mands sæd.

Jeg vidste selvfølgelig godt, at der var noget med en ægløsning og en menstruation, men de nærmere detaljer omkring, hvordan mit system fungerer og påvirker mig, var jeg uhyggeligt uoplyst om. Jeg lærte om, hvordan en fertilitetsproces fungerer, og hvad de påførte hormoner gør ved kroppen, førend jeg lærte om, hvordan min krop fungerer naturligt.

Min nervøsitet viste sig at være overflødig, for der var flere i mødregruppen, der genkendte at opleve deres cyklus på en ny måde. Nogle med forværrede menstruationssmerter, andre med hvad der føltes som større hormonelle udsving, og nogle der, ligesom mig, slet ikke kunne genkende beskrivelsen af ægløsningen som en periode med høj energi og sexlyst, fordi det mest bare gør nas.

Og spørgsmålet er jo så, om der rent faktisk er noget om, at det at lave et barn rent faktisk sætter spor og påvirker måden, vi mærker vores cyklussymptomer på, når de vender retur. Jeg må være dig svar skyldig, for så vidt jeg kan søge mig frem til, findes der forbløffende lidt forskning på området.

Forklaringen kan selvfølgelig også ligge i, at jeg - og mange andre - har haft lukket helt ned for min cyklus med p-piller i 10 år inden, jeg gik i gang med at få børn og dermed ikke har haft nogen anledning til gå op i det. Uanset svaret vil jeg mene, at den uoplysthed, der præger begge svar, er problematisk.

Er jeg ikke selv ansvarlig for at lære min krop at kende? Det kan man mene, men vi kvinder er ikke ligefrem blevet inviteret til at beskæftige os med vores cyklus og dermed, hvordan vores kroppe fungerer.

Man behøver efterhånden næppe en ph.d. i nedarvet kvindeskam for at konkludere at vores menstruation er noget, vi har lært at tænke som noget ulækkert og noget, vi bør undlade at tale alt for højt om.

Måske du genkender at have skjult en tampon i bluseærmet på vej til toilettet? Eller at have kaldt sin menstruation for “mit lort” eller andre knapt så flatterende øgenavne? Eller reklamerne for bind, hvor sugeevnen blev demonstreret med blå væske, der for alt i verden ikke skulle få nogen til at tænke på, GISP! Blod?

Vi snakker mest om cyklusen som et reproduktivt system, som vi det meste af vores liv skal beskytte os mod. Helst ved bare at slukke helt for den, så den ikke generer os eller andre. Hvorfor snakker vi ikke mere om cyklussen som et naturligt grundvilkår, som halvdelen af jordens befolkning lever med en stor del af deres liv?

Det er så lille en del af tiden, den rent faktisk skal bruges til at producere børn. Størstedelen af tiden er det “bare” den måde, vores krop er indrettet på, og som vi måske skulle til at indrette os efter i stedet for blindt at følge en samfundsstruktur, der ikke er bygget til månedlige hormonelle udsving, der påvirker både psyke, fysik og energiniveau.

Jeg er gået fra at tænke “HALLO! Hvorfor har ingen af jer andre fødende kvinder sagt noget om, hvordan vores cyklus ville blive efter fødslen?!” til at tænke “Hvorfor ved jeg ikke noget om min egen krop? Hvorfor er det ikke noget, vi lærer som det mest naturlige i verden?”.

Måske fordi den kvindelige cyklus er besværlig. I hvert fald i forhold til den måde, vi har indrettet vores samfund på. For der passer den ikke ind. Det er nemlig indrettet til en ensformig energi. En mands energi og måde at fungere på.

Så det er nemmere, hvis kvinder bliver opdraget til at tro, at vores cyklus er i vejen. At den er noget, der er smartere at lukke ned for eller gemme væk, så vi kan tilpasse os mandens måde at fungere på.

Hvis det vækker en smule harme i dig, så er du ikke alene. Det er jo fucked! Jeg vil have ret og plads til den måde, min krop fungerer på, og jeg vil være oplyst, for det tror jeg, vi kollektivt vinder big time på.