Efter syv år valgte hun at få fjernet sine implantater: Du bliver ikke glad for din krop, bare fordi du får lavet dine bryster
Foto: Privat
– Jeg følte ikke, at jeg havde den ideelle krop. Både i forhold til hvad jeg så på sociale medier, og så havde der været nogle kommentarer igennem hele min skolegang. Det satte sig fast, og jeg blev klar over, at jeg ikke havde en normal størrelse bryster. Selvom der jo ikke findes en normal størrelse.
Sådan fortæller Josephine Lydolph om de tanker, der førte til, at hun valgte at få lavet bryster som 20-årig. Men i dag, syv år senere, har hun valgt at få dem fjernet. Hun blev aldrig rigtig glad for dem.
– Lige siden jeg fik dem lavet, har jeg følt, at de var for store, selvom jeg valgte de mindste af de implantater, kirurgen anbefalede.
Hun havde derfor altid tænkt, at de skulle laves mindre, når de skulle skiftes efter 10-15 år. Men hun havde aldrig overvejet, at det var en mulighed bare at få dem fjernet.
Det ændrede sig, da hun i en video på sociale medier så en anden, der havde valgt at få fjernet sine implantater.
Derfra gik det hurtigt.
Hun begyndte at undersøge indgrebet og blev medlem af en Facebook-gruppe med andre, der enten overvejede at få taget deres implantater ud, eller allerede havde fået det gjort.
– Jeg lavede en pros and cons-liste i min dagbog, og jeg brugte lang tid på bare at sidde og kigge på bryster.
Der var dog også en helt særlig ting med i hendes overvejelser.
Hendes kæreste Patrick friede nemlig til hende i marts, og det kommende bryllup fylder derfor meget for tiden, forklarer Josephine Lydolph.
– Jeg skal giftes næste år, og det fik mig til at tænke over, om jeg virkelig ville blive gift med bryster, som ikke er mine. Min kommende mand havde aldrig set mine egne bryster, fordi jeg mødte ham efter, jeg havde fået dem lavet. Så han har aldrig set min rigtige krop. Det gider jeg fandme ikke, siger hun og tilføjer:
– Jeg følte ikke helt, at jeg var den rigtige Josephine med implantaterne. Så jeg følte lidt, at jeg ville gifte mig på et falsk grundlag.
Lige siden hun fik lavet sine bryster for syv år siden, har hun følt, at noget var forkert. De føltes ikke som en naturlig del af hendes krop.
Hun beskriver, at hun var bevidst om, at der var et fremmedlegeme i hendes krop – og det var noget, hun kunne mærke helt fysisk:
– De føltes ikke fysisk som en del af mig, for de var altid koldere end resten af min krop, og det gjorde mig meget bevidst om, at de ikke var mine. Jeg blev så bevidst om dem hele tiden, og der var mange situationer i min hverdag, hvor jeg var usikker, fordi jeg frygtede at folk kunne se, at jeg havde silikonebryster. Hvilket egentlig er lidt mærkeligt, for jeg har ikke været bange for at sige det højt.
En følelse, der for de fleste går væk efter noget tid, fortæller Lena Carstensen, formand i Dansk Selskab for Kosmetisk Plastikkirurgi.
– Det er jo et fremmedlegeme, og i starten føles det fremmed for stort set alle. Det føles ikke som en del af ens krop. Men efter et halvt års tid tænker de fleste ikke længere over det, og det føles ikke som noget fremmed længere. Men så er der nogle få, der kan have de smukkeste, mest perfekte æstetiske resultater, men det føles stadig fremmed, siger Lena Carstensen og tilføjer:
– Det er ikke noget, som selskabet laver statistik over, men jeg vil sige, at generelt er det ganske, ganske få, som er i den situation.
Der gik kun et par måneder, fra Josephine Lydolph så den video med en anden kvinde, der havde fået taget sine implantater ud, til at hun fik fjernet sine egne.
Og selvom den beslutning føltes mere og mere rigtig, jo mere hun undersøgte det, var der dog også en lille tvivl, der sad i hende:
– Jeg vidste jo, hvad jeg havde med mine silikonebryster. Jeg vidste ikke, hvordan jeg ville komme til at se ud uden mine silikonebryster.
Hun gik til samtaler med to forskellige kirurger og hørte om, hvad hun kunne forvente efter indgrebet. Og så bookede hun en tid til at få dem fjernet.
Selve operationen beskriver hun som ret lille sammenlignet med, da hun fik sat dem ind. Det tog omkring 40 minutter og skete med lokalbedøvelse. Derfor kunne hun også følge lidt med i, hvad der skete.
– Jeg kunne jo ikke se, hvad de lavede, men jeg kunne høre alt, hvad der foregik, og alt, hvad de sagde, fortæller Josephine Lydolph og fortsætter:
– Og så sagde lægen, ’nu kommer det mest voldsomme, nu trækker vi implantaterne ud’. Og de sad fandeme godt fast. Hun skulle lige ind og have fat, og så hev hun ellers bare. Det var ret syret.
Line siger nej til bestemte bryllupstraditioner: "Det er vammelt at tænke på, at jeg skal tjene ham"
Josephine havde på forhånd spurgt, om hun måtte se implantaterne, når de havde taget dem ud. Hun havde forventet, at det ville være et meget blodigt syn, men til hendes overraskelse var det slet ikke tilfældet.
– Jeg spurgte, om jeg måtte få dem med hjem, så det fik jeg. Hvis jeg nogensinde kommer på den tanke igen, at jeg vil have dem lavet, så propper jeg dem lige i en sports-bh og overvejer, om det virkelig er det, jeg vil have, siger Josephine Lydolph.
Hun havde været meget nervøs for, hvordan hun ville se ud efter operationen. For i hendes research havde hun set, hvor forskellige resultater andre havde oplevet.
Nogle fik bare et lille ar, mens det hos andre var helt tydeligt, at de havde fået foretaget et indgreb, fortæller hun.
– Jeg var vildt bange for, at jeg ville hade, hvordan jeg så ud bagefter. Men det gjorde jeg ikke. De var voldsomt flade, lige da jeg kom ud af operationen. De gik nærmest indad. Men jeg tænkte: ’I don't care, det er okay, hvis det er sådan, jeg ser ud nu’.
Josephine Lydolph vidste også, at der for mange andre skete noget i helingprocessen. Og det fænomen har fået et helt særligt kælenavn: The Fluff Fairy.
– Feen kan nogle gange godt komme forbi efter et par uger og give en lille smule fylde. Og jeg gik og håbede på, at hun ville komme forbi min seng. Og så i løbet af en måneds tid kiggede hun forbi Det er ikke fordi, jeg har en kavalergang overhovedet, men de går trods alt ikke indad mere.
Før og efter Josephine Lydolph fik fjernet sine brystimplantater
Foto: Privat
– Fortryder du, at du fik dem lavet?
– Både ja og nej. Jeg tror, jeg værdsætter mine små bryster mere nu, efter jeg ved, hvordan det var at have silikonebryster. Jeg tror, det har givet mig en god læring, men økonomien kunne jeg da godt have brugt på noget andet.
Når Josephine Lydolph tænker tilbage på, hvad årsagerne var til, at hun fik lavet sine bryster, har hun i dag et helt andet syn på sig selv og sin krop.
Hun begyndte at spare op til at få dem lavet, allerede da hun gik i 1.g, og havde råd efter et par år. Men hun tror, at hun havde valgt anderledes, hvis der bare var gået lidt flere år, inden hun havde penge nok.
– Så havde jeg ikke fået dem lavet, tror jeg. For man bliver jo mere moden, og man er tit ikke særlig velovervejet i sine beslutninger som 20-årig, siger hun.
Hun mener derfor også, at der er en vigtig overvejelse, man bør gøre sig, inden man vælger at få lavet silikonebryster:
– Du bliver ikke glad for din krop, bare fordi du får lavet dine bryster. Det handler om, at man skal arbejde med sit mindset. Det er ikke fordi, du mirakuløst bare tænker, ’jeg elsker min krop’ Hvis du har det slemt med din krop inden, så har du det lige så slemt efter, mener Josephine.
Der har ikke været nogle komplikationer, efter Josephine Lydolphs operation, og hun må derfor snart begynde at gå med en rigtig bh igen. Det kommer til at blive den sidste markering af, at hendes krop nu føles som hendes egen igen.