Hvis du drømmer om at blive gravid, har du sikkert hørt om dette trick. Men det er en myte
Arkivfoto: Unsplash
Hvis du forsøger at blive gravid er første step naturligvis at have ubeskyttet sex. Men hvad så bagefter?
Som kvinde har du formentlig hørt om et trick, der lavpraktisk går ud på, at man efter mandens udløsning skal blive liggende musestille på ryggen med hofterne let løftede.
Det burde give mening, når man tænker på, at sædcellen skal svømme fra skeden op gennem livmoderhalsen, gennem livmoderen og op til æggelederen. En tur, som forskere anslår, tager 30-45 minutter, skriver Glamour.
Så, hvis man ligger ned, giver man vel sædcellerne de optimale betingelser for at gennemføre den tur – eller hvad?
Nej, det er en myte, som dog lever i bedste velgående, siger læge med speciale i obstetrik og gynækologi, Emmanuelle Bagdasarian, til Glamour.
I virkeligheden gør det ingen forskel, om du bliver liggende eller rejser dig op med det samme.
I én udløsning er der typisk millioner af sædceller til stede, og de hurtigste og sundeste af dem vil begynde svømmeturen med det samme. Så selv hvis noget sæd løber ud af kroppen, vil der stadig være massevis af sædceller tilbage, der kan nå æggelederen.
Selv om det dog ikke minimerer dine chancer for at blive gravid, hvis du bliver liggende på ryggen, så øger det til gengæld risikoen for, at du får en urinvejsinfektion.
Hvis du virkelig gerne vil øge dine chancer for at blive gravid, så skal du derimod tracke din cyklus, så du ved, hvornår du har ægløsning, siger eksperter.
Det ideelle tidspunkt at forsøge er helt præcist to dage efter tidspunktet for din ægløsning.
Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: