Jeg er 40 år og har et sygt forhold til mit Garmin-ur: Jeg er officielt en digitaliseret idiot

Forleden havde jeg glemt mit løbeur hos mine forældre. Og selvom det måske synes at være en lille ting, fik det pludselig temmelig store konsekvenser for mig.

Jeg er nemlig sådan en, der ikke kan komme ud og løbe, medmindre jeg har et ur på. Jeg mener, hvordan skal jeg overhovedet kunne dokumentere turen, og hvordan skal jeg overhovedet kunne se, hvor hurtigt jeg løber, eller holde øje med min puls uden et ur? Så ved jeg jo slet ikke hvornår, eller om jeg er træt.

Det var i løbet af denne tankerække, at jeg indså, at den er gal. At jeg nu officielt er en digitaliseret idiot, præcis ligesom så mange andre midaldrende (shit!) mænd med en lidt aparte hang til motion.

Sagen er den, at jeg for ganske nylig fyldte 40 år, og som så mange andre af mine jævnaldrende kønsfæller er jeg røget med på løbevognen.

Det er der som sådan ikke noget i vejen med. Løb er i den grad blevet en folkesport, hvilket rekord-tidligt udsolgte billetter til både Københavns hel- og halvmaraton i den grad vidner om. Når jeg selv er ude på min faste 5 k’er i Frederiksberg Have, skal jeg jo næsten løbe slalom for ikke at kollidere med andre kondiløbere. Stressende i sig selv, men også ekstra stressende, når man som mig, helst ikke vil være den langsomste.

Nå men, selvom det nager mig lidt at være super mainstream, må jeg også bare sige, at sådan en løbetur giver mig noget. Hovedet bliver tømt for tanker, og jeg kan mærke et velvære og en god samvittighed efter sådan en tur.

Når det er sagt, må jeg indrømme, at det allervigtigste selvfølgelig er at gå ind på Strava og se mine stats igennem – og ikke mindst dokumentere selve turen. For som man sagde i slutnullerne, er det ikke på Facebook, er det ikke sket. Det er lidt det samme her. Er det ikke på Strava, er det ikke sket.

Jeg kan altså ikke se mig fri for, at det er en stor del af det, det handler om. Strava er blevet en af mine yndlings app’s. Det er et fællesskab, hvor man kan følge og opmuntre hinanden, men der er også nogen, man skal stå til regnskab over for. Derfor nytter det selvfølgelig heller ikke noget, at man kun løber få kilometer i en langsom pace. Det vil blive bemærket, hvorfor man også typisk lige tilføjer en overskrift på begivenheden: ’Rolig aftentur’, eller ’restitutionsløb’, hvis man er kommet til at løbe lidt langsomt. Det handler jo om social status, det her.

Jeg ved godt, at det ikke burde være sådan. Man burde kunne løbe en tur uden en app, mærke sig selv og komme helt ned i kroppen. Jeg misunder også dem, der kan det, for lad os være ærlige, man mærker sin krop mindre, når man har travlt med at holde øje med data på sit armbåndsur. Det får mig selvfølgelig til at tænke på, om man egentlig ikke vil løbe bedre (og hurtigere) ved slet ikke at holde øje med de ting og i stedet mærke sin vejrtrækning, følelsen i benene og nyde omgivelserne? Jeg drømmer om at nå dertil, men jeg må ærligt sige, at jeg mere er typen, der ikke stopper op, når jeg møder folk, jeg kender, på ruten, men i stedet blot nikker. Jeg er også typen, der går i panik, når nogle helt vilkårlige mennesker går i vejen for mig, mens jeg forsøger at sætte en personlig rekord. Inderst inde ved jeg godt, at jeg aldrig slår nogle danmarksrekord, men alligevel… så flyt jer dog!

Uanset hvor idiotisk jeg virker på andre, må jeg bare sige, at konkurrenceelementet motiverer mig. Jeg bliver tændt af at følge min løbe-data og tracke forskellige delmål som hastighed, puls, løbslængde, kadence (antal skridt i minuttet) og så videre. Men i høj grad også det her med, at der er nogen, der ”holder øje”, og som jeg gerne vil imponere. Ja, det lyder dumt, og det er det osse, men på den anden side er jeg nået frem til, at hvis det er det, der får mig til at få dyrket bare en lille smule motion, så er det egentlig okay at være en digitaliseret idiot.

Og nu bliver jeg selvfølgelig nødt til at sige, at jeg faktisk kom ud og løbe den dag, jeg tog bare turen med mobilen i hånden. Med Strava-appen aktiveret naturligvis.