På vej hjem fra en ferie i Italien med sin kæreste bemærkede hun et stort blåt mærke på sin ene arm. Hun anede ikke, hvor det var kommet fra. Hvis hun var kommet til skade, havde hun husket det.
Hun ignorerede det først, men endte alligevel en mandag formiddag i juli med at svinge forbi sin læge for at få taget blodprøver på sin mors opfordring.
Senere på dagen, efter besøget hos lægen, blev hun ringet op af et ukendt nummer, som hun ignorerede. Det var nok bare telefonsælgere, tænkte hun. Men så besluttede hun sig alligevel for at ringe tilbage.
Det var vagtlægen, hun fik fat på i den anden ende. Og han var allerede på vej hjem til Isabella i Vejle, fordi det var alvorligt, sagde han.
- Han holdt kortene tæt til kroppen, men jeg kunne mærke, at der var noget galt. Hvornår sker det lige, at vagtlægen kører hjem til en. Normalt er vagtlægen sådan en, man venter i timevis på at komme til hos, fortæller Isabella Jepsen.
Grædende og i panik ringede hun til sin mor, og få timer senere var hun på vej mod den stue på hospitalet, der allerede var gjort klar til hende.
Formiddagen efter fik hun det endelige svar.
- En læge og en sygeplejerske kom ind på min stue, og de havde begge to en stol med under armen. Så vidste jeg godt, at vi formentlig skulle snakke i lang tid, og at det ikke var gode nyheder, de havde med.
Lægen tog Isabellas hånd og kiggede hende i øjnene. “Du har akut leukæmi”.
Derfra husker hun ingenting, kun at alle omkring hende græd. Hendes kæreste, hendes mor, selv hendes nordjyske far, som hun aldrig havde set græde før, og også lægen, der overbragte beskeden.
Akut myeloid leukæmi, også kaldet akut blodkræft, er en livstruende kræftsygdom i knoglemarven og blodet. Der er omkring 200 nye tilfælde af sygdommen om året i Danmark.
Som 21-årig blev Isabella en del af den statistik.
Isabella under indlæggelse på OUH.
Mandagen efter startede hun på sin første omgang kemoterapi, som hun nu har været igennem to gange på tre måneder.
Hun har mistet alt sit hår, bærer rundt på slanger og tuber med indgange til hendes blodårer og har skiftet hverdagen som teamleder ved Lagkagehuset ud med stuegang på sygehuset.
- Jeg tænker faktisk ikke ret meget på mig selv. Jeg tænker mest på mine pårørende. Min familie og min kæreste. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg tror, jeg har accepteret, at jeg er i den situation, jeg er i. Og det er ikke nogens skyld. Men jeg oplever, hvordan det går ud over dem, der er tæt på mig, og det fylder virkelig meget, forklarer Isabella Jepsen.
Hun har dårlig samvittighed over, hvor meget tid, og hvor mange penge, de skal bruge på at besøge hende. Forældrene bor i Hjørring i Nordjylland, mens hun selv bor i Vejle og er tilknyttet Odense Universitetshospital.
- Det er hårdt, at jeg ikke kan gøre noget ved det, men samtidig har jeg brug for deres hjælp, forklarer hun.
Den behandling, Isabella nu får mod sygdommen, virker heldigvis. Kræftcellerne blev dræbt af giften fra kemoen i første hug, men det betyder ikke, at hun er rask endnu.
Forude venter flere omgange med kemoterapi, strålebehandling og til sidst en knoglemarvstransplantation. Alt sammen for at undgå, at kræften vender tilbage.
femina følger Isabella
Omkring 200 danskere får hvert år konstateret akut myeloid leukæmi. For 21-årige Isabella Jepsen kom diagnosen ud af det blå. Behandlingen virker, men forude venter mere kemoterapi, strålebehandling og til sidst en knoglemarvstransplantation. Vi følger Isabellas forløb på femina.
For tiden er hun ofte meget syg, afkræftet og bundet til sengen. Hendes immunforsvar er stort set ikke eksisterende, og der er meget, hun ikke må - eller kan. Men hun nægter at lade omstændighedernes alvorlighed blive altoverskyggende.
- Et eller andet sted er jeg selvfølgelig mega bange for, at knoglemarvstransplantationen kan gå galt. På den anden side er jeg ikke så bange for, at jeg ikke kan gennemføre eller klare det. Det er jeg faktisk ret sikker på, at jeg godt kan. Men jeg ved ikke helt, hvad jeg skal forvente. Jeg forestiller mig altid det værste og håber på det bedste.
Den mentalitet har Isabella haft lige siden diagnosen blev stillet for omkring tre måneder siden. Hun ved ikke, om det er bevidst eller ubevidst, men hun holder fast i alt det, der er godt, og det, der fungerer.
At hun er ung og har noget at stå imod med. At behandlingen ser ud til at virke. Og at lægerne, på trods af, at det er en dødelig sygdom, hele tiden har sagt, at det handler om at få hende rask igen.
- Jeg har selvfølgelig tænkt på døden, men jeg er ikke kommet det nærmere. Jeg vil først bruge min energi på det, hvis det bliver relevant.
- Der er så mange ting at forholde sig til og rigtig mange ting at tage stilling til hele tiden. Et emne som døden tærer meget på energien, hvis man tænker for meget over det. Jeg ved godt, at det kan ske, men lige nu kan jeg mærke i min krop, at jeg er okay.
Noget af det, der giver hende energi til at tage en dag ad gangen, er de mange nye følgere og venskaber, hun har fået gennem Instagram og TikTok.
I starten delte hun nyheden og opdateringer om sin diagnose dér, fordi det var nemmest at fortælle alle sine venner og bekendte om sygdommen på én gang.
Hun havde ikke overskud til at ringe og tale med dem hver især. Men på få måneder har Isabella skabt et nysgerrigt og støttende fællesskab gennem sine profiler, hvor hun deler generøst ud af sin hverdag som kræftpatient.
I dag følger i alt omkring 35.000 med på de to profiler, hvor Isabella i videoer prøver parykker, viser hvad hun spiser på hospitalet eller skriver om de ting og personer, hun er taknemmelig for.
Og kommentarerne vælter ind:
“Kæmpe respekt for dit høje humør i så svær en tid”. “Tak, fordi du deler rejsen med os alle sammen”.
- Det har været en kæmpe støtte. Hver dag får jeg beskeder fra personer, som jeg ikke kender, der spørger, hvordan jeg har det, og fortæller mig, at det er inspirerende at følge med. Det er både folk, der selv har kræft tæt inde på livet, og folk som ikke har. At få den bekræftelse og anerkendelse udefra giver mig virkelig meget energi.
I Danmark rammes hver tredje person af kræft, inden de fylder 75 år. To ud af tre kræftpatienter overlever kræft mindst fem år, og knap 400.000 danskere lever med eller efter en kræftsygdom - sygdommen, som udgør den hyppigste dødsårsag i Danmark.
Isabella og hendes kæreste Alexander.
De fleste 21-årige holder sabbatår, er under uddannelse eller i arbejde. De går i byen, ses med venner og bekymrer sig om fremtidsplaner.
For få måneder siden så Isabella selv frem til en krydstogtrejse med sin familie gennem Europa i efteråret, til at fejre nytår i Firenze med sin kæreste - og måske til at starte på et studie til næste sommer. Nu er det hele sat på pause.
Hun savner sin hverdag med kollegerne på Lagkagehuset i Vejle. Den helt almindelige hverdag med trivielle rutiner. Og hun håber, du sætter pris på din.
- Der er ikke nogen, der skal brokke sig over deres kedelige hverdag. Selvom jeg godt nok var træt af min, inden jeg blev syg. I det mindste har I muligheden for at sige, “okay, det er røvsygt, så nu gør jeg noget andet,” eller “jeg gider ikke være i Danmark, så jeg tager ud at rejse”. Jeg må ikke engang forlade landet nu.
Alt det, man kan få ud af livet, skal man få ud af livet, slår Isabella Jepsen fast.