Jeg stiller min gynækolog et simpelt spørgsmål inden operationen. Men får aldrig et svar

Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

”Der er denne gang fundet moderate til svære celleforandringer. Jeg vil derfor anbefale dig at få foretaget et keglesnit.”

Jeg snapper efter vejret. Pis. Ved mine tidligere tjek havde jeg fået at vide, at celleforandringerne ville gå i sig selv og de var som en forkølelse i mit underliv. Men nu står jeg med den mest upersonlige, ufølsomme mail, der siger jeg skal have et keglesnit. Jeg ved ikke engang, hvad det betyder.

For at høre nærmere om indgrebet, ringer jeg til… mine veninder. For hvem ved mere end dem?

Men jeg opdager hurtigt, at ingen af mine veninder har stået i den her situation. Jeg føler mig ensom, men alligevel kan sundhed.dk fortælle mig, at ”der udføres cirka 6500 keglesnit på grund af celleforandringer på livmoderhalsen i Danmark hvert år”.

Det svarer til næsten 18 om dagen.

Jeg synes det er et vildt højt tal. Særligt fordi jeg slet ikke kan finde nogen medier, der har skrevet om oplevelser med det her åbenbart helt normale indgreb. Det er så frustrerende at indse - men jeg kan ikke finde nogen personer med en livmoder at spejle mig i.

En ukendt forkølelse i underlivet

Ved mit første cellevævstjek forsikrede min gynækolog mig om, at celleforandringer er som en forkølelse i underlivet, og for langt de fleste vil de gå væk af sig selv.

Når jeg er forkølet, forvandler jeg mig til omvandrende snotpapir, kværner alt for mange strepsil og fylder mig med kogende te. Men det hjælper ikke ved den her form for forkølelse og nu skal jeg have skåret en kegle af min livmoderhals.

Ikke nok med, at jeg ikke ved, hvorfor jeg er endt her og egentlig også er ret bekymret for indgrebet. Mit overtænkende hoved er også fyldt med spørgsmål. Bør jeg vaccineres for de typer HPV, jeg er smittet med og ikke allerede er vaccineret for?

Bør min kæreste vaccineres? Kan min kæreste smitte mig med den samme HPV-virus igen? Og kan jeg så risikere endnu et keglesnit?

Jeg gør selvfølgelig mit grundarbejde og ringer både til min gynækolog, min praktiserende læge og en anden gynækolog for at få svar på mine spørgsmål. Men hver eneste gang modtager jeg det samme svar:

”Det er der faktisk ikke forsket så meget i…”

Der er ikke forsket i, om kroppen danner antistoffer og bliver resistent for virussen efter et keglesnit.

Jeg er i chok. Jeg er én ud af 6500 kvinder i år, der ligger med spredte ben og får skåret noget af livmoderhalsen af. Men jeg kan ikke få at vide, hvordan jeg undgår, at operationen er forgæves, og jeg står her igen om et halvt år.

Vi er i 2025 og det er der ikke forsket i?

Jeg er forvirret og føler mig tung om hjertet. Og jeg kan stadig ikke finde nogen, der har de samme frustrationer. Først da jeg læser om keglesnit på sundhed.dk forstår jeg alvoren:

”Det vurderes at cirka 30 % af kvinder med svære celleforandringer med tiden vil udvikle livmoderhalskræft, hvis ikke celleforandringerne behandles.”

Det lyder mere alvorligt end en forkølelse. Også selvom forskningen af den efterfølgende forebyggelse ikke har været prioriteret. Jeg booker en tid til operationen.

Det er så uretfærdigt at have en livmoder

Jeg er nervøs, da jeg møder op på klinikken. Mine mange samtaler med diverse gynækologer har forberedt mig på, hvad der skal ske. Men vævsprøverne var ubehagelige nok i sig selv, så hvordan bliver det her?

En kvinde går ud af det rum, hvor jeg skal træde ind om lidt. Hun ser bleg og udmattet ud. Jeg prøver at smile forstående for at signalere, at alt nok skal blive godt. Men hvad ved jeg? Gynækologen titter frem med hovedet bag døren.

”Caroline, så er det din tur”

Hun smiler beroligende til mig og spørger, om jeg har flere spørgsmål (end dem jeg har kimet hende ned med). Jeg ryster på hovedet og hun fører mig hen til stolen med bøjlerne til fødderne.

Jeg trækker bukserne og trusserne af. Lægger mig op på den kølige briks og tager mine hørebøffer på. Det har hjulpet mig ved tidligere undersøgelser at høre alt for høj musik, så jeg ikke kan høre selve indgrebet.

”Girl, it’s so confusing sometimes to be a girl… Girl, how do you feel being a girl…” Charlie XCX synger ind i mine ører.

Jeg ved ikke, hvordan jeg har det med at være kvinde, mens jeg ligger der. Lige nu føles det uretfærdigt.

Uretfærdigt, at kvindesygdomme er blevet negligeret i forskningen i alt for mange år – og stadig bliver det. Uretfærdigt, at jeg kan stille (for mig) basale spørgsmål, der simpelthen ikke kan besvares. Uretfærdigt, at kvindekroppen stadig er så tabubelagt, at tusindvis af personer med en livmoder årligt lægger fødderne i bøjlerne og får skåret tippen af deres livmoderhals, men ikke taler om det.

Men jeg er også taknemmelig for, at jeg får tilbudt screening og hurtig, tryg behandling hos en dygtig gynækolog. Og trods mine frustrationer opfordrer jeg alle til at huske at blive tjekket for celleforandringer.

Jeg mærker det første bedøvelsesstik. Det niver. Jeg kniber øjnene sammen og lader tankerne glide et andet sted hen.