6 sunde vaner, der kickstarter dit nye år
Foto: Colourbox
1. Vand med citron
Start morgenen med et stort glas vand tilsat lidt citron eller æblecidereddike. Det hydrerer kroppen og tilfører vigtige mineraler efter en lang nats søvn. Samtidig sætter det gang i fordøjelsen. Rigtig mange mennesker er dehydrerede og mange symptomer, som eksempelvis hovedpine, ledsmerter og træthed, forsvinder, så snart vi får nok at drikke.
2. Grøn juice eller smoothies
Start dagen med et ægte power-boost. Bladgrønt giver masser af energi og tilfører kroppen et væld af næringsstoffer - specielt mineraler og klorofyl, som virker basedannende på kroppen og er med til at fjerne bl.a. stivhed og muskelsmerter. Prøv en juice af babyspinat, selleristilke, rød peberfrugt og agurk. Har du ikke en juicer, kan du også lave grønne smoothies af f.eks. banan, babyspinat, mynteblade og vand.
3. Brug friske urter i maden
Eksperimentér med forskellige typer friske urter i din mad. Urter indeholder mange plantekemikalier og æteriske olier, som i urtemedicinen bruges til at påvirke kroppen i forskellige retninger. Eksempelvis virker citronmelisse beroligende, timian desinficerende på luft- og urinveje, nigellafrø styrker fordøjelsen, og pebermynte modvirker mavekneb.
Læs også: Slankekure gør det svært at tabe sig
4. Søvn, hvile, meditation
Kroppen har brug for minimum 7 timers søvn (og helst mere) i et mørkt og stille rum, for at du kan fungere optimalt. Sørg for at få ro og hvile nok hver dag. Mindsk stressrisikoen ved at meditere eller bare være stille 10 minutter om dagen. Dybdeafslapning og visualisering er gode redskaber til at skabe ro og harmoni i krop og sind.
5. Motion, sollys og latter
Din krop har behov for at røre sig - hver dag. Inkorporér motionen i din dagligdag - løb med børnene i børnehave eller til fritidsaktiviteter, løb om kap op ad trappen, leg med dine børn eller din hund. Gør motion til en naturlig del af din hverdag og nyd at bruge din krop. Find aktiviteter, du nyder, f.eks. dans, yoga, hulahop, sjipning, trampolin, mavedans - du skal nyde det. Husk at få frisk luft hver dag, og sollys - masser af sollys.
6. Opgradér dine vaner
At udskifte vanerne fra den ene dag til den anden er svært for de fleste. Det er meget lettere at opgradere, hvad man måtte have af uvaner. De fleste kan sagtens finde ud af at leve sundt og lave en salat - det er, når livet pludselig griber ind i vores planlægning, det bliver svært - oftest når vi trøstespiser, eller når vi skal ud til noget socialt. Kan du gøre dine usunde madvaner bare en smule sundere, har du allerede gjort meget for din sundhed. Find sunde erstatninger for dine usunde vaner. Ingen mennesker jubler over løftede pegefingre og restriktioner, så gør det sjovt og indbydende i stedet.
Læs også: Sådan får du tynde lår