Derfor er det en god idé at spise grøntsager
foto: All Over Press
Du skal spise mindst 600 gram frugt og grønt om dagen, sådan lyder anbefalingen fra Fødevarestyrelsen. Grøntsagerne må meget gerne udgøre størstedelen af de 600 gram, og det er der flere gode grunde til.
Frugt indeholder generelt mere sukker, end grøntsager gør, og de sætter sig derfor hurtigere på sidebenene. Grøntsagerne indeholder i stedet en lang række ting, der er gode for din krop.
SØNDAG har samlet fire gode grunde til at spise flere grøntsager:
1. Stabiliserer blodsukkeret
Grøntsager sikrer, at dit blodsukkerniveau er stabilt. Det betyder, at dit blodsukker og dermed også din energi ikke farer op og ned i løbet af dagen og giver dig lyst til søde sager i tide og utide. Hvis du holder dit blodsukker stabiliseret, vil du heller ikke blive træt i løbet af dagen.
LÆS MERE: Fem råd til at få spist mere grønt
2. Vitaminer og mineraler
Grøntsager bugner af vitaminer og mineraler, og det tyder på, at de også indeholder et væld af sundhedsfremmende stoffer, vi slet ikke kender til endnu. Et stort grønsagsforbrug kan sørge for, at du får dækket en stor del af dit vitamin- og mineralbehov hver dag.
3. Færre sygedage
Grøntsager er generelt gode for din krop og giver en følelse af velvære. Derfor vil et større indtag i mange tilfælde føre til færre sygedage. Flere undersøgelser har endda vist, at risikoen for hjertekarsygdomme og nogle former for kræft mindskes i takt med, at man spiser flere grøntsager.
4. Stabil vægt
Grøntsager har normalt meget få kalorier pr. 100 g. Det betyder, at du kan spise rigtig mange, inden det kan ses på vægten. Samtidig mætter især de grovere grøntsager i lang tid på grund af det høje indhold af kostfibre. Derfor vil der gå længere tid, før du igen bliver sulten, og du vil kunne hold en mere stabil vægt, hvis en stor mængde grøntsager er en del af din daglige rutine.