6 sange, der gør det nemt at vaske hænder korrekt
Foto: Panthermedia Video: Youtube Redigeret d. 3 august 2021
Så lang tid skal du vaske hænder
Der er kø ved håndvasken lige nu – i bogstaveligste forstand. Sundhedsmyndighederne anbefaler i disse uger, at vi vasker hænder tit og ofte – og ikke mindst grundigt. Det vil sige mindst 15 sekunder. Men nu er det jo de færreste af os, der står med et stopur imens, så hvordan sikrer du dig, at du har gjort det lang tid nok?
Det er der heldigvis råd for! Storbritanniens sundhedsminister Matt Hancock, har opfordret til, at man bl.a. kan synge ”Happy Birthday”, imens man vasker hænder. Den tager nemlig 20 sekunder at synge.
Men hvis du nu efter lidt tid trænger til at variere dit sangrepertoire, er her fem andre bud på sange, du kan bruge, når hænderne skal have en grundig omgang med sæben:
Ooh Ahh… Just a Little Bit – Gina G
Storbritanniens bud på en sang til Eurovision i 1996 kom godt nok kun ind på en ottende plads, men til gengæld blev den en massiv ørehænger. Omkvædet varer lige omkring 20 sekunder, og uden at fornærme nogen, kan vi vist godt konstatere, at teksten er til at overskue...
LÆS OGSÅ: Håndvask og afspritning konstant: Her er 3 fantastiske håndcremer, der redder huden på dine hænder
Take on Me – A-ha
Forudsat at du kan holde den sidste tone i norske A-ha’s kæmpehit, bliver den også et kæmpehit hjemme foran håndvasken, for den varer lige præcis 20 sekunder. Og så kan du jo tænke lidt på Morten Harket imens.
Jolene – Dolly Parton
Hvem elsker ikke Dolly Parton? Hendes sang ”Jolene” kan heldigvis også sagtens bruges til at få rene hænder. Omkvædet er kun på 25 ord, og otte af dem er ”Jolene”, så det skulle være til at finde ud af.
Stayin’ Alive – Bee Gees
Lever du for 70’erne, så er det Bee Gees ”Staying Alive”, du skal ty til, når du skal have skyllet grabberne. Den varer endda 24 sekunder, så dine hænder bliver skinnende rene.
Bonusinfo: ”Staying Alive” bruges også til at udføre hjertemassage i det rigtige tempo. Måske en smule morbidt, men ikke desto mindre effektivt.
LÆS OGSÅ: Parterapeut: 3 tip til at undgå coronakrise i parforholdet
We will rock you – Queen
Endnu et hit til de 70’er-elskende. Syng omkvædet tre gange – du kan evt. bytte ordlyden ud, så du i stedet synger ”We will, we will wash you”
Gode råd til håndvask
- Brug varmt vand når du vasker hænder, hvis dine hænder er fedtet.
- Skift ofte dit håndklæde, så du undgår for mange bakterier i håndklædet.
- Husk at tør dine hænder fuldstændig. Bakterier florerer bedre med våde hænder.
- Brug hellere papir end håndtørremaskiner da maskinerne spreder bakterier.
- Håndvask uden sæbe fjerner ikke alle bakterier. Så husk altid sæbe!
Kilder: npr.org, theguardian.com, sst.dk