Dårlig ånde? Sådan undgår du det
Foto: Unsplash
Dårlig ånde er helt almindeligt - i perioder, især om morgenen. Normalt forsvinder den dårlige ånde, når man har fået spist morgenmad og har børstet tænder.
Dårlig ånde kan ofte undgås ved at have en god mundhygiejne. Mange mennesker oplever dog fra 40’erne og opefter, at de får dårligere ånde med alderen.
Hvorfor får man dårlig ånde?
Ifølge professor og sektionsleder Palle Holmstrup fra Tandlægeskolen ved Københavns Universitet samt adjungeret professor på Tandlægeskolen ved Aarhus Universitet er det almindeligt, at man kan få mere tør mund med alderen, fordi spytkirtlerne med årene producerer mindre spyt.
Hertil kommer, at medicin og sygdom kan føre til mundtørhed.
- Når man er tør i munden, er det lettere for de anaerobe bakterier at formere sig, og dermed øges risikoen for dårlig ånde.
- Dårlig ånde kan også skyldes parodontitis med fordybede tandkødslommer, hvor lugten kommer fra madrester, der nedbrydes i tandkødslommerne. Dårlig ånde stammer også ofte fra belægninger på tungen, hvor bakterier danner ildelugtende svovlforbindelser, siger Palle Holmstrup.
5 gode råd mod dårlig ånde
- Hav en god mundhygiejne
Vi har mere end 700 forskellige bakterier i munden, som blandt andet nedbryder madrester og døde celler fra mundslimhinden. Det kan føre til dårlig ånde, hvis ikke vi sørger for god mundhygiejne.
Så børst tænder, brug tandstikker og tandtråd til at fjerne bakteriebelægninger og madrester. Sørg for at gøre tandfladerne rene med en blød tæt børste to gange dagligt.
- Dit spyt skyller munden ren
Manglende spyt kan føre til dårlig ånde, fordi ildelugtende vandopløselige gasarter ophober sig i munden. Hvis du er tør i munden, kan det skyldes, at du tager medicin eller ikke spiser eller drikker hyppigt nok.
Ved at spise hyppigere og drikke vand oftere i løbet af dagen, fjernes de ildelugtende gasser, og du undgår dårlig ånde. For at afhjælpe mundtørhed som bivirkning af medicin kan du bruge tyggegummi eller sutte på pastiller, fordi det stimulerer produktionen af spyt.
- Hold igen med sukker
Undgå tyggegummi, pastiller og læskedrikke med sukker, fordi sukker får de bakterier til at formere sig, der giver huller i tænderne. Sukker kan desuden i sig selv give dårlig ånde.
- Hold op med at ryge
Rygning er ikke kun skidt for helbredet, men fører også til dårlig ånde. Hvis man i forvejen har dårlig ånde, kan den forværres af at ryge.
Undersøgelser har vist, at rygere oftere danner de svovlholdige gasarter, der giver dårlig ånde. Forskerne ved ikke hvorfor, men antager, at det kan skyldes, at man bliver mere tør i munden af røgen, og at man påvirker bakteriefloraen i munden ved at ryge.
Rygere får også oftere parodontitis.
- Spis frugt
Enzymers evne til at nedbryde maden svækkes i et surt miljø, og da det netop er nedbrydningsprocessen, der frigiver ildelugtende gasarter i munden og dermed dårlig ånde, kan det hjælpe at spise frugter.
De sure frugter får pH-værdien ned under 7,2 og giver dermed bedre ånde. Så spis appelsiner, mandariner, grapefrugt, æbler og pærer.