”Det var lyden af saksen, der pludselig klippede inden i mig, der var det værste”

Der er helt stille i det store lokale, da gynækologen fører den sakselignende genstand ind i 22-årige Maja.

Hvad der skal ske, og hvorfor hun har en saks indeni sig, ved Maja ikke.

Hun ligger bare musestille på briksen med benene oppe i bøjlerne og tænker, at gynækologen har styr på, hvad hun laver.

”Når jeg tæller til tre, så hoster du.”

Gynækologens besked bryder stilheden i lokalet, og i et kort sekund når Maja at tænke: ”Hvad?”, før hun begynder at tælle.

En, to, tre, host. Maja hoster, og idet hun gør det, klipper gynækologen.

– Jeg ligger bare der og tænker, hvad fanden sker der nu. Og så kom smerten og den der lyd. Lyden af saksen, der klipper inden i mig.

Hun tager saksen ud og putter det lille stykke kød, hun har klippet af, ned i et reagensglas, fortæller Maja.

Efter gynækologens klip er Maja stadig ikke klar over, hvad det er, der sker, men før hun når at tænke videre, gentager gynækologen processen.

En, to, tre, host og endnu et klip.

Så ryster hun glasset og siger: ”Så er du færdig. Der er bind og trusseindlæg derovre, det kan godt bløde lidt i nogle dage.”

– Og jeg tør ikke sige noget, for jeg er så chokeret, fordi jeg ikke helt ved, hvad det er der lige er foregået.

Aldrig prøvet det før

Da Maja få uger inden undersøgelsen, af sin egen læge, blev henvist til en gynækolog, var det med formålet at få taget et celleskrab.

Hun havde aldrig været ved en gynækolog før og havde derfor heller ikke nogen tidligere erfaring med, hvad der skulle ske.

Derfor syntes Maja også, at det var rart, at gynækologen i starten af undersøgelsen forklarede, hvad hun gjorde, og hvorfor hun gjorde det. Men fra det ene øjeblik til det andet holdt hun op.

Derfor blev Maja heller ikke på noget tidspunkt forklaret, hvad det egentlig indebærer at få taget et celleskrab, eller hvorfor gynækologen skulle klippe i hende.

– Da hun laver celleskrabet, siger jeg højt: ”Nå, det var ikke så slemt, som jeg troede, det ville være.” For jeg havde fået at vide af min læge og mine veninder, at det godt kunne gøre lidt ondt, så det var ligesom min måde at signalere, at jeg var lidt nervøs.

– Og så trækker hun bare lidt på skulderen, og der prøver jeg ligesom at indikere til hende, at det er nyt for mig det her, at jeg ikke har prøvet det før.

I chok

Netop fordi Maja ikke havde prøvet det før, var det utrygt for hende, da gynækologen begyndte at føre en saks ind i hende og foretage det, Maja senere finder ud af, er en vævsprøve.

En prøve, der normalt bliver foretaget under lokalbedøvelse.

Efter undersøgelsen siger gynækologen til Maja, at hun normalt ville lægge lokalbedøvelse, men at det er meget hurtigere at gøre det uden.

På dette tidspunkt er Maja så chokeret, at hun ikke kan sige andet end: "Nå".

Gynækologen fortæller videre, at når man lægger lokalbedøvelse, vil der alligevel komme to prik, og det er lige før, at det ville gøre mere ondt.

– Der begynder jeg bare at tænke: ”Har hun lige klippet i mig ved en procedure, der normalt ville kræve bedøvelse? Er det virkelig det, der lige er sket nu?”

Derfor får hun heller ikke spurgt gynækologen om, hvad det er for et indgreb, hun har fået foretaget.

Hun ved bare, at det ikke kun er det celleskrab, som hun regnede med, var det eneste, hun skulle have lavet.

Hvad er det for et indgreb, jeg har fået foretaget?

Da Maja senere på dagen kommer hjem fra sin undersøgelse, tager hun sin telefon frem og begynder at google som noget af det første.

Hun har brug for at vide, hvilket indgreb det er, gynækologen har foretaget.

Hun ender dog med at gå i seng uden nogen form for fornyet viden.

– På det her tidspunkt er jeg fuldstændig ødelagt mentalt. Jeg ligger i min seng, som om jeg er syg med influenza, fordi jeg er så bange for at bevæge mig. For hver gang det niver, kan jeg høre den der lyd, som sådan en hækkesaks, der bliver klappet sammen.

– Det var virkelig voldsomt, og det var egentlig lyden af saksen, der pludselig klippede inden i mig, der var det værste. Så jeg lå bare og græd, fordi jeg kunne bare blive ved med at høre den der lyd.

Da Maja vågner næste morgen, får hun søgt frem, at det en vævsprøve, hun har fået foretaget.

– Da jeg finder ud af, at det bare er en vævsprøve, bliver jeg lidt mere rolig, for: ”Okay, nu forstår jeg”, fortæller Maja.

Men selvom Maja blev klogere, sidder hun stadig tilbage med en følelse af, at undersøgelsen kunne være blevet gjort til både en bedre og mere tryg oplevelse, hvis gynækologen fortsat var blevet ved med at forklare undervejs, hvad hun gjorde.

For som Maja fortæller, ville det have sparet hende for de mange tanker og efterfølgende bekymringer, og det ville have bidraget til, at hun havde fået det, hun kom for at få.

Nemlig en gynækologisk undersøgelse, hvor hun følte sig tryg og oplyst omkring, hvad der skulle ske.

Ikke patientens ansvar

I dag er Maja godt klar over, at ansvaret for, at det bliver en god og tryg undersøgelse ikke ligger på hendes skuldre.

Den ubehagelige oplevelse har dog alligevel gjort, at hun har taget flere ting med sig, som hun vil huske til fremtidige gynækologbesøg.

– En anden gang skal jeg 100 % have enten ørepropper eller musik i ørene, for den der lyd, den var simpelthen så forfærdelig.

– Og så vil jeg også gøre meget ud af fortælle, at jeg gerne vil vide, hvad der sker undervejs, selvom jeg overhovedet ikke synes, at det burde være mit ansvar som patient at skulle gå ind og forklare gynækologen det.

Maja er i dag ikke længere lige så stærkt påvirket af oplevelsen, som hun var i tiden efter undersøgelsen.

– For mig var det her virkelig en grim oplevelse, og jeg er hverken blufærdig eller har været udsat for nogen voldsomme seksuelle overgreb.

– Så jeg kan slet ikke forestille mig, hvis man har været udsat for sådan noget, hvordan man så ville have haft det. For jeg var virkelig traumatiseret på dagen.

Efter aftale med Maja er Majas efternavn udeladt i artiklen.