En tyk kvinde på forsiden er åbenbart et problem for folkesundheden. Hvad med vi promoverer, at du må se ud, som du vil?
Foto: Privat
Dorthe Kandi er mediechef på femina. Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning.
"Det er næppe en god idé at promovere fedme."
Sådan skrev Weekendavisens Aske Munck i en kommentar til, at det amerikanske blad Sports Illustrated i årets badedragtsnummer bl.a. har musikeren Yumi Nu på forsiden – hun vejer åbenbart 110 kilo – det nævner de i underrubrikken?!
Hvor de kender hendes vægt fra, ved jeg ikke. Dermed er hun åbenbart i Aske Muncks s øjne for fed til en forside.
Jeg har ikke læst artiklen – jeg er nemlig ikke abonnent, og selv om jeg er fan af betalingsmure, så fik jeg altså ikke lyst til at hoppe over den for at se, hvad hr. Munck uddyber med.
Det er rigeligt for mig at vide, at han mener, at en tyk kvinde på forsiden af et blad er promovering af fedme!
Men mon alle dem, der tilsyneladende bekymrer sig for folkesundheden, har overvejet, hvordan sådan en kommentar (og Weekendavisen er ikke alene her, desværre) modtages af mange kvinder.
Jeg tvivler.
Jeg har nemlig hørt argumentet om tykke kroppe og sundhed så mange gange, at jeg overvejer at have "3 sandheder om vægt og sundhed" i mit autoreply – men nu får I dem i hvert fald lige her.
1. BMI er ikke retvisende måling af sundhed. Det har mange eksperter været enige om i årevis, men desværre holdes det stadig i live. Forholdet mellem din højde og vægt er jo indlysende også påvirket af, om det er muskler eller fedt, der vejer. Forskning viser desuden, at sundhed påvirkes af mange andre ting, som rygning, bevægelse osv. osv. Nogle mener, at BMI kort sagt er ubrugeligt.
2. Det store fokus på vægt og sundhed i vores samfund fører til stigma, diskriminering og dårlig trivsel. Stigmatiseringen fører desuden i sig selv til dårligere sundhed, fordi det stresser os og forringer vores mentale sundhed.
3. Slankekure virker ikke! Kun 4-7 procent af mennesker, der har tabt sig, bevarer vægttabet. Derudover er der ikke evidens for, at folk lever længere (eller bedre), alene fordi de taber sig. Det er utrolig individuelt og i øvrigt kompliceret.
Ja, du kan godt være sund, selvom du er tyk
Derudover kan jeg forsikre om, at INGEN lykkes med at promovere fedme, selv om de prøver, for det er så indbygget i hele vores kultur, at det at være tyk er forkert.
Og de færreste har nok lyst til ligefrem at stræbe efter at blive mødt af kommentarer som den i Weekendavisen og alle mulige andre steder.
Vi lider uden tvivl af en kollektiv angst for tykhed.
Derfor har vi brug for forsider som den med Yumi Nu. Vi har brug for at se flere forskellige kroppe i både medier og hverdag.
Vi har brug for, at vores kultur og syn på krop og sundhed ændrer sig.
Vi har i den grad brug for at promovere, at her er plads til alle, og at du må være præcis som du er lige nu.
Derfor vil jeg igen med rank ryg og ukendt kampvægt (jeg vejer mig nemlig ikke længere) hoppe i havnebadet og sole mig ved Vesterhavet i min bikini – og dermed promovere fedme.
Hvilket åbenbart er det, man gør, når man tillader sig at lade sin krop være relativt afklædt i sommervejret og være ligeglad med, om andre bedømmer en som sund nok, god nok, smuk nok.
Min bikinikrop må meget gerne promovere, at tykke kroppe også kan nyde sol på maven og utallige badeture.
Så vil jeg ligge der med min tykke krop i solen og tænke over, hvornår vi mon slipper den maniske optagethed af at være sunde på en måde, der kan ses i en bikini og håbe på, at vi snart får blik for alt det andet, der udgør et dejligt liv.