Fra en læser: "Nej! Du kan ikke sove, når du bliver gammel..."
Foto: Panthermedia og privat
"Du kan sove, når du bliver gammel!"
Hvor mange gange har du ikke hørt det, da du var ung? Og nu siger du det garanteret til dine egne teenagebørn
Jeg har gennem hele min opvækst hørt det fra både mine forældre og bedsteforældre, og nej, jeg var ikke et dovent barn, men jeg nød at sove længe lørdag og søndag, hvor skolen ikke skulle passes, og kunne sagtens stå op ved middagstid, også tage en lur mere om eftermiddagen, altså en hel skøn dag, hvor jeg bare sov, spiste og så tv.
De dage, hvor jeg gjorde det, kom den gerne: "Nu kan du godt stå op og få noget ud af dagen og hjælpe lidt til. Det kan ikke være rigtigt, du er så træt, vi arbejder hver dag, hvor du bare går i skole til kl. 14. Hvordan tror du, der ville se ud, hvis vi også bare sov hele weekenden væk, nææhh du, du kan sove, når du bliver gammel…"
Min tanke var nogle gange, hvorfor de så ikke sov weekenden væk? Jeg syntes jo, de var gamle, men sagde det naturligvis ikke højt.
Nu har jeg undskyldt til min datter
Nu er jeg så selv kommet lidt op i årene, og er blevet så meget klogere. De havde ikke set på dem selv, for så ville de have vidst, at det var en stor løgn, dét de sagde. Man kan IKKE sove, når man bliver gammel. Det er simpelthen det værste vås, man kan sige. Når klokken slår seksom morgenen, PLING, så er øjnene åbne, og hvis man prøver at vende sig om for at sove en time mere, så ligger man og muler rundt og bliver sur, for til sidst at erkende, man ligeså godt kan stå op, gå til bageren tidligt med de andre "gamle", og tale om, at nu skal man hjem og have vækket ungerne, der tror, de skal ligge og snue hele formiddagen væk.
Jeg har talt med andre på 45+, og surprise, det er det samme hele vejen rundt. De vågner samme tid, uanset om det er weekend, ferie eller andet, og de kan ligeså godt stå op, for de kan ikke falde hen igen. I stedet sidder de troligt med deres kaffe klokken 6 søndag morgen og venter på at resten af familien vågner, og bliver lidt småirritable og misundelige på dem, der ligger op hygger under dynen en time ekstra.
Det værste er, at jeg selv har sagt det til min datter hele vejen op gennem hendes opvækst. Det har jeg nu undskyldt for og i stedet sagt til hende: "Sov når du kan, det er, fordi din krop har brug for søvnen, mens du vokser og udvikler dig, og du skal nok nå de ting, der skal nås alligevel." Jeg har for øvrigt også fortalt hende, at hun aldrig skal lyve overfor sine børn, når de engang kommer, og det vil hun gøre, hvis hun bruger den sætning.
LÆS OGSÅ: Fra en læser: Det er okay at være egoistisk
Jeg har aldrig sovet mindre, end jeg gør nu
Hvem mon har sagt det i første omgang? Det kan jo ikke være en gammel person, for så ville de vide, at det ikke passede, og at de unge menneskers udvikling faktisk har brug for meget søvn. Det er en gammel sætning, der har været brugt i mange generationer, og det lyder da også meget godt, men skal vi ikke med den viden, vi har i dag, stoppe med at bruge den? Jeg bruger den ikke mere, for som den ”gamle” jeg er nu, vil jeg bare sige, at jeg da aldrig har sovet mindre - og det er ikke, fordi jeg ikke har lyst, men fordi jeg ikke kan.
Så lad nu de unge mennesker sove weekenden væk, hvis de vil og kan, de har brug for det. Og tro mig, hvis der er noget, de gerne vil opleve, så skal de nok komme op! Det er lidt det samme som i tiden med små børn: Man blev bekymret for at de ikke ville holde op med at bruge sut, men man skulle have taget den nu med ro, for de skal nok smide den, når de er klar. Jeg har da i hvert fald aldrig set en konfirmand, der stadig gik med sut i munden...
Anette Hetoft Sørensen er 52 år, single, og har en voksen datter på 26 år.
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300-500 ord på redaktionen@femina.dk