Geeti Amiri: "Det har eddermame taget mig lang tid at forstå, at du sagtens kan være en størrelse 34 og ulykkelig"

Jeg er dobbelt-udfordret, når vi taler om bikiniklar. I den afghanske baggrund, jeg har, findes bikini ikke som genstand.

Det er ikke noget, en afghansk kvinde går med.

Så første gang jeg skulle have en bikini på, havde jeg ikke et naturligt forhold til den – noget, som alle taler om som en selvfølge, var så fremmed for mig.

Jeg er vokset op med en overvægtig mor og har set hende døje med at føle sig dårligt tilpas i sin krop og hade sit spejlbillede.

Hun har ikke sagt “elsk dine former, elsk din krop”, men “pas på, pas på” med at spise, så jeg ikke blev overvægtig som hende.

Hun gjorde det ikke i ond mening; hun ville bare ikke have, at jeg skulle få det lige så svært som hende.

I min opvækst var der ingen begrænsninger i forhold til at udfolde mig aktivt, og min far fulgte mig til svømning og sagde, at jeg skulle have badetøj på, og at jeg ikke skulle føle mig dårlig tilpas ved det, for det er det, man gør, når man er i svømmehallen.

Men jeg var den eneste med minoritetsbaggrund i badetøj og det samme på stranden.

Så jeg skulle ikke bare tænke over, om jeg lå i den “forkerte” ende af vægtskalaen, jeg skulle også forholde mig til at være den eneste minoritetskvinde i bikini.

Min mor har aldrig mærket, hvordan det er at føle sig vægtløs i et bassin eller i havet, fordi hun er så ked af sin krop.

En sommerdag kørte min søster og jeg tur med vores mor, og vi havnede tilfældigvis på Vallensbæk strand, og på Vestegnen er der flere med anden etnisk baggrund end mange andre steder.

Min mor kiggede på mig og sagde: “Du er den eneste med anden etnisk baggrund i badetøj”. Tænk, at det er os, der føler os forkerte, fordi vi har badetøj på på stranden – det er da langt ude!

Men som kvinde med muslimsk, afghansk baggrund ... oh my god, i det blik er jeg virkelig løs på tråden, haha.

Men den måde at udskamme og seksualisere en krop er så hul i hovedet, og jeg gider ikke den skam, der rammer mig, og som er tiltænkt at begrænse mig.

Hånden på hjertet: Da I spurgte, om jeg ville være med, var min første tanke “fuck, jeg må sulte mig selv, indtil jeg skal have taget foto”.

Det er jo sindssygt, og det vidste jeg godt sekundet efter. Men det ligger så dybt, at vi hele tiden bliver vurderet på vores udseende.

Og så ved jeg, at andre med min baggrund vil fordømme mig, men det vil jeg ikke lade mig påvirke af.

Det der bikinikrop-ideal kan jeg ikke leve op til, og jeg er jo altså ikke tyk, men størrelse 38-40.

Men det har eddermame taget mig lang tid at forstå, at du sagtens kan være en åleslank størrelse 34 og ulykkelig, og jeg har aldrig før været så enormt glad som nu.

I mine slut-teenageår købte jeg magasiner med “her er sæsonens hotteste bikini”, og jeg tænkte “hvordan skal jeg nogensinde blive som modellen på billedet?”.

Jeg stoppede med at kigge i blade efter det, for jeg fik det dårligt af det. I mine 20’ere var jeg så påvirket af at ville leve op til et ideal om at være superslank for at kunne bære en bikini.

Jeg sultede mig selv, mad blev min fjende, og jeg gik ikke med bikini. Nu har jeg mere på lårene, men seriøst, lykken kan ikke være at være bikini-babe.

Badesæsonen herhjemme er jo nærmest halvanden måned – skal man så gå og sulte sig selv resten af året?