Krop & velvære
26. august 2017Græskar - ikke kun til pynt
August måned er højsæson for græskar, og heldigvis fortsætter sæsonen langt ind i oktober. Græskar er en kaloriefattig spise, og så er de fyldt med gode vitaminer. Vi giver dig gode tips til hvad, du kan bruge dem til.
Af: webredaktionen
foto: Allover
Netop i august er det højsæson for græskar, og sæsonen fortsætter helt hen i oktober. Græskar er en såkaldt fin grøntsag, trods sin umiddelbare grovhed, for den indeholder kun 1,1 gram kostfiber pr. 100 gram. Til sammenligning indeholder fine ærter 5,5 gram kostfibre og kartofler og porrer mere end to gram pr. 100 gram.
Græskar for sjov
Du kan få græskar i et væld af farver og faconer – mest kendt og anvendt herhjemme er nok hokkaido og butternut. De er velegnede til at bage i ovnen, eller blendet i en god suppe, for blot at nævne nogle få oplagte muligheder. De store, runde orange græskar bruges mest som sjov og gruopvækkende pynt (f.eks. udskåret som lygter) omkring Halloween sidst i oktober. Græskar indeholder op mod 95 procent vand og mange A- og B-vitaminer og masser af mineralet kalium. Der er kun 20 kalorier i 100 gram græskar, så mad med græskar er velegnet, også når du gerne vil spare på kalorierne. Kartofler indeholder i øvrigt tre gange så mange kalorier som græskar. LÆS MERE: Vil du selv dyrke græskar i haven? Her får du gode tips.Fyldt med kerner
Græskarfrøene har modsat kødet et højt indhold af kostfibre, og et højt indhold af især det sunde umættede fedt. Uafskallede kræver de en del tyggearbejde. Både de og de afskallede, som vi køber i butikkerne, indeholder næsten 50 procent gode fedtsyrer og 30 procent protein og desuden B-vitaminer og mineralerne kalium, fosfor, jern og zink.Prøv at riste de uafskallede (og ikke kun de afskallede) på panden eller i ovnen, og spis dem som snack eller drys græskarfrøene over en god salat eller over din græskarsuppe. LÆS MERE: Her finder du en nem og lækker opskrift på græskarsuppe.