”Jeg blev æltet som et stykke dej, for at han kunne få fat i min venstre æggestok”

Anne Abildgaard ligger på briksen og bider sin kæreste i armen for at komme af med smerterne i underlivet.

Tårerne løber ned ad kinderne, og hun har et drop i armen for at blive beroliget. Men hun bliver ikke døsig, og smerterne fortsætter.

– Jeg er typisk ikke en, der bare græder, men det gjorde fandme ondt, siger Anne Abildgaard om situationen.

Hun er til sin første ægudtagning i forbindelse med sin fertilitetsbehandling.

Fertilitetslægen, der skal foretage ægudtagningen, lægger en bedøvelse på 39-årige Anne Abildgaard.

”Det skal være sådan, at jeg kan rykke rundt med instrumenterne i dig, uden du mærker det,” siger han til hende.

Anne Abildgaard prøvede ikke at lægge for meget i ordene ”rykke rundt i dig”. Hun synes, lægen virkede rar, men ordene gjorde hende utryg.

– Han sagde jo, at fordi han bedøvede mig, så kunne han bruge sine værktøjer uhæmmet på mig, siger hun.

De senere ægudtagninger hos andre læger, skulle vise sig at være langt mindre smertefulde og utrygge for hende.

Græd af smerte

Bedøvelsen, der blev lagt via et drop, kan Anne ikke mærke, da fertilitetslægen går i gang.

– Han var meget voldsom i sine bevægelser og med instrumenterne. Han stak dem op og rev dem ud meget hårdt og mange gange. Det var mange forskellige stykker udstyr som en tang, nogle slanger, nåle og en scanner, fortæller hun.

Fertilitetslægen havde også problemer med at komme til hendes venstre æggestok.

Derfor fik han en assistent til at skubbe på Annes mave. Hun blev ved med at trykke på Annes venstre side af maven, indtil de kunne nå æggestokken.

– Jeg blev totalt æltet som et stykke dej, for at han kunne få fat i min venstre æggestok. Det gjorde bare så ondt, siger hun.

Med sig i rummet havde Anne sin kæreste, der holdt hende i hånden.

– Det var svært for ham at se på. Jeg lå jo og græd af smerte.

”Jeg troede, det var mig, der var pivet”

Til den første ægudtagning spurgte lægeassistenten et par gange, om Anne var okay. Det var hendes første ægudtagning, så hun havde ikke noget at sammenligne smerten med.

Hun troede, at det var normalt, at det skulle gøre ondt på den måde.

– Jeg svarede bare: ”Ja, jeg er okay, men det gør godt nok ondt.” Men det var ikke nok til, at de gjorde noget ved det. De fortsatte bare. Jeg skulle have sagt meget tydeligere fra, kan jeg nu se, når jeg kigger tilbage på det.

– Personalet var egentlig venlige, men bare utroligt voldsomme med redskaberne og kommunikerede ikke lige så meget med mig, som jeg oplevede, andre læger gjorde senere hen, siger hun.

Det betød også, at Anne blev utryg ved situationen.

Hun følte ikke, at hun ville sige fra, da hun ikke vidste, hvordan det skulle føles. Derfor bed hun smerterne i sig.

– Når man ikke har prøvet det før, så bider man hvad som helst i sig. Jeg vidste intet om ægudtagning på forhånd, og jeg troede, det var mig, der var pivet omkring det, siger hun.

Tre forskellige oplevelser

Den første ægudtagning var i september. Derefter var Anne til sin anden ægudtagning i december og til den sidste i marts.

Hun oplevede, at der var meget stor forskel på de tre fertilitetslæger, der udførte behandlingen.

De havde alle tre vidt forskellige måder at gøre det på, og hun oplevede, at de to sidste læger var meget mere omhyggelige og præcise i deres tilgang.

De var mere forsigtige med redskaberne og håndterede dem helt anderledes, forsigtigt og præcist, så hun næsten ikke kunne mærke noget.

– Den bedste oplevelse var helt klart den sidste gang, jeg fik taget æg ud. Lægen havde sat musik på og kommunikerede med mig hele tiden. Han spurgte hele tiden: ”Kan du mærke noget nu?”

– Jeg tror, han spurgte om det måske 20 gange under det 20 minutter lange indgreb. Han var ekstremt forsigtig, rolig og finmotorisk meget præcis, så man næsten ikke fornemmede, han var i gang med indgrebet, siger hun.

Håber på mere åbenhed

Når hun i dag ser tilbage på sin første ægudtagning, vil hun ønske, at det var foregået anderledes.

Uden så meget smerte og uden så meget utryghed.

Derfor skal der være meget mere åbenhed og synlighed omkring gynækologiske undersøgelser, mener hun.

– Jeg håber, at både patienter og læger får øjnene op for, at den slags undersøgelser ikke skal være smertefulde. Man skal respektere og behandle med den største ydmyghed og forsigtighed i så sensitivt et kropsområde, siger hun.

Anne Abilgaard håber også, at der bliver større respekt omkring de følelser, der er forbundet med den slags undersøgelser.

– De skal ikke blot forblive en kold, instrumentel procedure, hvor kroppen er et instrument. De følelser, der følger med, skal også anerkendes, siger hun.