rent
Krop & velvære

Kan man gøre for meget rent?

26. november 2017
af Lene Jæger Klausen, redigeret til web af redaktionen
Foto: Panthermedia
Rent og velduftende. Det er en fornøjelse at bo i sådan et hjem. Men hvor meget rengøring skal der egentligt til, for at et hjem ikke bare er pænt men også sundt at opholde sig i? SØNDAG har talt med rengøringseksperten ”Fru Grøn”.

Det er en fornøjelse at være i et rent og velduftende hjem og rengøringsmidler med en duft af blomster og sprit giver en salig fornemmelse af, at hjemmet er rent. Men skader rengøringsfiduserne mere end de gavner, når du skal holde dit hjem rent? Rengøringseksperten Anne Grete Rasmussen, bedre kendt som Fru Grøn, var tidligere konsulent hos det nu nedlagte ”Statens husholdningsråd”, og hun ved alt, hvad der er værd at vide, om rengøring og hygiejne i hjemmet.

Overdriv ikke

Er du typen, der nemt bliver grebet af en hvid tornado, når du gør rent og får lyst til at skrubbe det hele spejlblankt, så kan det være, at du fremover skal overveje, om ikke en lille smule af skidtet skal have lov til at blive liggende. Ifølge Fru Grøn skal man ganske vist fjerne det værste støv for ikke at få for meget af det ned i ens luftveje, og fordi det forringer indeklimaet, hvis det får lov til at hobe sig op. Men der reelt skal meget skidt til, før det får indflydelse på ens helbred.

– Egentlig tror jeg, at en familie kan være lige så sund, hvis den bor i et lettere beskidt hjem, som hvis den bor i et helt renskuret og desinficeret hjem. Når du er vant til at bo der, og skidtet ikke vokser dig op over ørerne, så er der ikke nogen problemer rent sundhedsmæssigt. Så du skal ikke have dårlig samvittighed, hvis du ikke gør rent hele tiden, mener hun.

Selv om der tales meget om støvallergikere, så er det vigtigt ikke at beskytte sig selv og familien for meget mod lidt bakterier.

LÆS OGSÅ: Sådan laver du nemt dine egne rengøringsmidler

Lidt skidt er godt

En fugtig støvklud fjerner nemt det fine støv, som lægger sig på vandrette flader, og du behøver ikke at bruge hverken sprit eller salmiakspiritus til arbejdet.

– Hvis I i din familie er sunde og raske, bør du ikke rengøre dit hjem, som om alle er allergikere. Mange bliver helt hysteriske og desinficerer alle overflader, men 95 procent af bakterierne er gode, siger hun. Hendes holdning er, at desinficerende midler kun hører hjemme på et hospital eller i forbindelse med sygdomme.

– Jeg har en grundtese om, at man kan udvikle allergier ved at blive lukket ind i en glasklokke, hvor man ikke kommer i kontakt med bakterier. Både børn og voksnes immunsystem skal provokeres lidt og udsættes for nogle skadelige bakterier – selvfølgelig ikke for mange – for, at man udvikler et forsvar imod dem. Det bakker den nyeste forskning også op omkring. Det er selvfølgelig anderledes, hvis du bor sammen med en allergiker, men generelt er det dumt at desinficere alt.

Pas på miljøet

Derfor er det vigtigt at få kendskab til, hvilke midler man skal bruge til hvilke rengøringsopgaver, så man får fjernet snavset rigtigt og vedligeholdt materialer og ikke belaster indeklimaet unødvendigt.

Den viden findes, men er ved at blive ødelagt af markedsføringen af produkter, der ikke virker, mener Fru Grøn. Samtidig er der konstant nye råd, som det kan være svært at sortere i:

- Den sidste jeg hørte, var et råd om, at hvis man havde en presset citron, så skulle man bruge den til tøjvasken. Men det er et skadeligt råd, for vaskepulver er basisk, så syren fra citronen vil ophæve en del af dens virkning. Mange hopper på råd som disse, fordi de ikke har kendskab til, hvad rengøringsmidlerne består af, og hvordan de virker. Det er et forfærdeligt råd – man skal ikke lægge mad ind til vasketøjet, siger Fru Grøn, der gennem tiden har set flere forskellige ”råd” om, at man kan bruge madvarer til diverse rengøringsopgaver. Noget, som hun er meget ærgerlig over.

LÆS OGSÅ: Rent og rart i køkkenet

- Madvarer er til at spise. Og ens rengøring bliver ikke mere miljøvenlig af, at man kan spise det, man bruger, selv om mange måske tror det. Firmaerne bag får positiv opmærksomhed på nettet ved at lægge sådan nogle råd op – men der skal man være klog nok til at gå udenom.

Kaffe som lugtfjerner og ketchup som pudsemiddel er altså en dårlig idé. I stedet skal du gå efter de rengøringsmidler, der er skabt til formålet – samt tage skidtet i opløbet og undgå unødvendige kemikalier.

- I de fleste tilfælde er en god mikrofiberklud, en omgang knofedt og almindeligt sæbevand rigeligt til at klare de basale rengøringsopgaver. Hvis det skal være lidt skrappere, er det vigtigt at vide, hvilken type rengøringsmiddel du skal bruge. Hvis du skal fjerne kalk, så virker et surt, miljømærket rengøringsmiddel bedst, siger hun.

LÆS OGSÅ: Sådan får du nemt dit toilet hvidt igen

Derudover råder Fru Grøn til, at du går efter kvalitet, når du bruger pengene på rengøringsprodukter. Billige gulvklude, dårlige mopper og dyre rengøringsmidler fyldt med kemikalier skal man gå uden om.

- Rengøringen bliver meget nemmere, hvis du bruger de rigtige værktøjer. En skraber til en tier i supermarkedet er ikke noget værd, der må du bruge lidt ekstra og købe noget ordentligt. Det samme er tilfældet med kludene: Køb nogle gode mikrofiberklude og -mopper, og smid den klassiske gulvklud ud. De er mere effektive end alle de mystiske produkter, der lover en masse, de ikke kan holde. Sidst men ikke mindst, køb rengøringsmidler, der er miljø- og allergimærkede. Det er bedst både for sundhed og natur.

Derudover anbefaler Fru Grøn, at du i stedet for at være fanatisk med rengøringen sørger for at få luftet godt ud i dit hjem.

– Skidt, skimmelsvampe og bakterier trives bedre i fugtig luft, så et godt indeklima kræver, at du får åbnet vinduerne og luftet godt igennem. Det er særligt vigtigt, når du har gjort rent, og gulvene er fugtige. Sørg altid for, at fugten kommer ud.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200.jpg

Læs også