Karen Pallisgaard: "Alt det, jeg havde bygget op i mit liv, gjorde mig i virkeligheden ikke lykkelig"

Jamen, prøv at høre her: Jeg vil hellere stå med bar røv i det her end at foregive, at alt er lutter lagkage!

Ordene falder ret prompte. Vi har netop sat os ved langbordet i Karens køkken. De nybagte fuldkornsboller damper. Hun serverer tangsnacks og urtete. I vinduet bag hende strækker markerne sig bugtende, og to heste står og gumler godmodigt.

”Det her”, som hun gerne står med bar røv i, er det liv, som 39-årige yoga-/meditationslærer og forfatter Karen Pallisgaard valgte til for seks år siden. Et hus i Roskildes ”økoghetto”. Et liv, hvor hun har trukket stikket til sin tidligere tilværelse i overhalingsbanen med karriere, kendt mand, penthouselejlighed og sushi til hverdag og i stedet lever af sin passion, som er yoga og meditation. Hun har i løbet af de sidste seks år skrevet syv yoga-bøger, fået to børn og fundet sit livs kærlighed. Så ”det her” lader til at gå ret så godt.

Faktisk har hun med ”det her” realiseret det, mange drømmer om: at give slip på ræset, komme helt ned i gear, høre græsset gro og mærke sig selv helt ind i kernen. Hun kunne nemt lægge et instagram-filter ned over hele molevitten og foregive at leve i paradis. Men det gider hun ikke. Så hellere stå med bar røv og fortælle ærligt om de trætte dage med syge børn og om den angst, der er hendes faste følgesvend. Den side af menneskelivet er altid med, når hun skriver sine yoga- og meditationsbøger, hvoraf den seneste, ”Hverdagsmeditation”, netop er udkommet.

– Jeg tror på, at jo ærligere vi tør vise både de smukke og de sårbare og svære ting for hinanden, jo lettere bliver de at bære. Jeg vil gerne være med til at aftabuisere den skam, der er ved at være menneske og ved at være menneskelig, fortsætter hun.

Den sårbare hemmelighed

At det kan føles skamfuldt bare at være menneske, har Karen følt på egen krop. For 12 år siden ramte hun bunden og lå og rodede så effektivt rundt dernede, at hun troede, hun aldrig ville komme op igen.

– Jeg var i Vietnam med min mor og min bror. Jeg havde læst en knaldkrimi på rejsen, hvor en del af plottet handlede om en pige, der blev seksuelt misbrugt. En dag så jeg nogle buddhistiske munke gå rundt, og det blev en form for vækkelse for mig. De var så smukke og rolige. Pludselig kunne jeg ikke holde den hemmelighed nede længere, som jeg havde båret rundt på så længe.

Hemmeligheden, der lå og ulmede, havde rumsteret inde i hende i 14 år. Karen havde som ung teenager været udsat for seksuelle overgreb af en pædofil lærer i sin hjemby på Midtsjælland. Dengang turde hun ikke sige det til nogen. Læreren havde truet hende til tavshed, og hendes familie var ikke af den slags, hvor man havde let ved at tale om det svære.

– Det føltes livsfarligt at sige det højt. Men da jeg først fik taget hul på det, var det 14 års eksplosion, der kom. I 14 år var jeg flygtet og flygtet. Jeg havde simpelthen haft så travlt med at løbe væk fra sandheden, så da jeg endelig erkendte den, kunne jeg slet ikke holde op med at græde.

LÆS OGSÅ: Lav yoga sammen med Karen Pallisgaard på feminas youtube-kanal "Hverdagsyoga"

Hver sin vej

Da Karen kom hjem fra rejsen, fortalte hun sin mand om oplevelsen. Samtidig opsøgte hun en buddhistisk munk, for der var noget ved den ro, hun havde været vidne til i Vietnam, som hun vidste, hun var nødt til at abonnere på. Det sendte hende ned ad en vej af selvudvikling – eller ”selvafvikling”, som hun kalder det – der viste sig at være ensrettet.

– Jeg begyndte at meditere, og yogaens verden åbnede sig også for mig. Og når man først har åbnet den dør med yoga og meditation, så kan du ikke lukke den igen. Det er som at pille skallerne af et løg. Alt det, du har fået klistret på, bliver pillet af dig igen. Jeg blev mere og mere nøgen, og jeg kunne pludselig se, at alt det, jeg havde bygget op i mit liv, i virkeligheden ikke gjorde mig lykkelig.

Det lyder jo, som om vi kunne slutte interviewet her. Du fik hul på dit traume og fandt dig selv gennem yoga og meditation. Men det var ikke helt sådan, det var?

– Nej, jeg begyndte at se på mit luksusliv på en anden måde. Og jeg valgte at blive skilt. Men det var en stor skam for mig at blive skilt. Det havde jeg forsvoret aldrig skulle ske for mig. Mine egne forældre var blevet skilt, og jeg havde altid tænkt, at det skulle jeg ALDRIG. Og så stod jeg der og blev skilt.

Ramte bunden

Faktisk skulle det vise sig, at Karen kun stod på den allerøverste begyndelse af en større rutsjetur i sit liv. En af dem, hvor man kommer helt ned på bunden og vende, og hvor der ikke er andet at gøre end at vende vrangen ud på sig selv for at komme op igen. Først kom erkendelsen af hendes traume, så skilsmissen – og så introducerede duoen stress og angst sig selv i hendes liv.

– Jeg ramte bunden. Vi måtte sælge penthouselejligheden, da vi blev skilt, og vi mistede sindssygt mange penge. Jeg blev sygemeldt med stress – alt væltede. Og da jeg lå dernede på bunden og rallede med alle mine gamle traumer, skilsmisse og ingen økonomi, tænkte jeg: Der er to veje, jeg kan gå nu. Jeg kan ligge og sovse rundt i mit eget lort og bare synke dybere og dybere ned. Jeg lå på en sovesofa i en fremlejet lejlighed, og jeg var seriøst overbevist om, at jeg ville ende som invalidepensionist. Jeg tænkte, at – fuck, nu kommer de og kører mig væk lige om lidt. Og jeg havde ingen at dele det med. Jeg havde efter de mange år, hvor jeg havde gået og båret på mit traume alene, vænnet mig til ikke at tale om mine følelser.

Og hvad var den anden vej?

– Jeg lå der på den sofa, og en dag kiggede jeg over på min yogamåtte. Jeg kravlede over på den og lagde mig i barnets stilling. Og jeg kan huske, at jeg tænkte: Ok, den har mig. Her kan jeg være tryg. Jeg var så dybt utryg i hele mit system.

Det var et helt ”Eat, Pray, Love”-moment?

Ja! Og så læste jeg den, sagde mit job op og tog til Bali.

Var det slet ikke angstprovokerende at sige jobbet op midt i den store rutsjetur?

­– Jo, helt sindssygt. I min selvforståelse var jeg jo på vej til at blive invalidepensionist. Men jeg tænkte, at når jeg havde givet slip på alt det andet, så kunne jeg også give slip på det sidste. Ikke at det var nemt. Jeg havde angstanfald indtil det sidste.

Kærlighed på LinkedIn

Skæbnen ville, at Karen på vej ud af jobbet som sundhedsredaktør på femina stod med en forlagskontrakt på sin første yogabog i hånden. Skæbnen ville også, at hun for mere eller mindre første gang i sit liv opdaterede sin LinkedIn-profil, fordi en veninde sagde, at det nok var en god idé. Det viste det sig også at være. En gammel bekendt skrev nemlig en besked til hende: Hvor er det sejt, at du siger dit job op for at skrive en bog. Det drømmer jeg også om. Han hed Niels.

­– Vi var begge lidt svære steder, og ingen af os regnede med, at vi skulle have en kæreste. Men vi mødtes, og vi var meget åbne over for hinanden. Og så begyndte vi at skrive til hinanden, og en dag var vi pludselig oppe på 85 sms’er på en dag. Kort tid efter tog vi til Costa Rica sammen – og kom hjem med vores datter, Johanna, i bagagen. Vi boede ikke engang sammen på det tidspunkt. Så vi er virkelig blevet katalyseret ud i det her familieliv. Vi kommer begge fra skilsmissehjem. Men nu har vi da holdt sammen i næsten syv år.

– Det er det mest kærlige og stabile forhold, jeg har været i. Vi har ingen jalousi. Der er ingen af os, der har behov for at tjekke hinandens telefoner. Der er ikke noget drama – og jeg kommer fra så dramafyldte forhold, at jeg nogle gange tænker, at der er noget galt. Men jeg ved selvfølgelig godt fra terapien, at det er en almindelig reaktion at have, når man kommer fra så usunde relationer, som jeg gør.

Hvad betyder den kærlighed i dit liv?

– Ja, det kan næsten lyde banalt, men kærligheden ER det største. Også kærligheden til mine børn. Den er en kæmpe, kæmpe kærlighed. Den er hele driften for at stå op om morgenen. Men med kærligheden er der kommet en ny angst. Jeg kan ligge med mine to små nisser i arm om aftenen, og så mærker jeg pludselig et gib: Jeg skal dø fra dem. Det er livets realiteter, der banker på. Jeg har fået blæst mit hjerte så åbent, og at vide, at det hele slutter på et tidspunkt – det er en sandhed i livet, som jeg har svært ved at forlige mig med. Men mit sind åbner sig hele tiden for den, også gennem meditationen.

LÆS OGSÅ: 3 yogastillinger alle kan lave

At kigge på et blad

Det lyder, som om du på mange måder lever dit drømmeliv?

– Ja, jeg er virkelig glad for mit liv. Men der er også noget lidt weird ved at være det sted, hvor alt er godt. Jeg har et frygtsystem, der er marineret i at være på vagt. Så begynder mit ego straks at råbe: Hvad nu? Vi kan da ikke bare stole på, at alt er godt? Så min øvelse er at virkelig nyde det. Og noget af det, der giver mig allermest glæde, er faktisk noget af det, jeg i gamle dage ville have syntes var allermest kedeligt. I går gik jeg en tur i skoven med børnene og betragtede nogle vanddråber, der hang på et blad. Det er der, mit ambitionsniveau er nu. Mit ego vil sikkert mene, at jeg har resigneret, når jeg ikke har større ambitioner end at kigge på et blad, men jeg har ikke lyst til at leve på en anden måde.

Så de næste 40 år af dit liv skal bare fortsætte sådan her?

– Når du siger det på den måde, får du det til at lyde, som om jeg i princippet er klar til at dø nu! Sådan skal det ikke forstås. Jeg er ikke stagneret. Men målet er ikke længere ude i fremtiden eller uden for mig selv. Målet er ikke, at jeg om otte år skal have skrevet en krimi eller have rejst til Californien. Målet er faktisk hver dag at lægge mærke til de dugdråber, der hænger på bladene – men ikke sådan at jeg bare lægger mig ned. Et velfungerende menneske er i konstant udvikling. Jeg vil gerne dybere ned i det, der interesserer mig lige nu.

Vælge til hver dag

Karen og jeg beslutter os for at gå ud i naturen, der ligger bag hendes og Niels’ hus. Vi går langs hestefolden, rundt om en sø. Det er den slags, hun har tid til i det liv, hun lever nu. Hun har tid til, at børnene kun går i børnehave tre dage om ugen. Hun og Niels har en regel om, at de hver weekend skal afsætte én af dagene til at være sammen som familie. De har bosat sig uden for hovedstadens skyhøje boligpriser. De prioriterer at hvile i sig selv, at være sammen, at have nærhed. Et liv med sundhed og balance. Alt det, mange sukker efter i en travl hverdag.

Hvorfor tror du, at der er så mange mennesker, der IKKE træffer det valg, selv om de længes efter et roligere liv?

– Fordi vi er så fandens yderstyrede. Vi er bange, og vi tror på de der facitlister, der fortæller os, at livet skal se ud på en bestemt måde. Vi identificerer os med, at lykken er i det ydre. Jeg ser det også rundt om mig: Så skal den ene have botox, og den anden skal have nyt køkken. Det fjerner os fra det indre. Men jeg tror da heller ikke, at det er drømmen for alle at skulle leve selvstændigt af deres passion. Der kan være lige så meget frihed i at have et godt job, hvor man har gode kolleger.

– Det handler om at se på motivet bag sine valg. Hvis vi stræber efter nye bryster eller mere frihed, ligger der en følelse bag den ambition, som vi gerne vil have opfyldt. Hvis vi kan finde frem til den følelse, kan det være, at vi ikke behøver at sige jobbet op for at føle os mere frie.

Men mange – inklusive jeg selv – føler nok, at der er mere pligt end lyst i vores liv?

– Altså, det kan godt være, at det kommer til at lyde lidt hårdt, men det er jo et valg, du selv træffer. Hvis du længes efter at sidde og glo ud over en mark, så må du flytte ned på den mark. Hvis vi begynder at se på det, som om det er synd for os, at vi skal smøre madpakker eller have et lønarbejde, så må vi begynde at smøre de madpakker med alt, hvad vi har at give, og se på vores arbejde som noget, vi har valgt. Og det valg må du leve med, indtil du vælger noget andet. Det handler om nærvær. For hvis du hele tiden sidder og forestiller dig, at du skulle være et andet sted, er du ikke til stede.

Men synes du selv, at det var et nemt valg at lægge livet helt om?

– Jeg har da haft angstanfald hele vejen. Jeg har lært at embrace, at jeg i perioder ligger og raller af angstanfald. Men jeg tror samtidig på, at min sjæl taler sin sandhed så højt, at jeg er nødt til at lytte. Nogle gange tænker jeg da, at, fuck, hvor ville jeg ønske, at jeg kunne være tilfreds med at sidde med hånden i en slikskål og se ””Vild med dans” fredag aften. Jeg tror bare, at jeg er blevet så forbundet til min sjæl, eller hvad vi skal kalde det, at hvis jeg ikke lytter til den, bliver jeg syg. Så får jeg stress- eller angstsymptomer og kan ikke trække vejret. Men i svage øjeblikke kan jeg da godt sidde og følge mine internationale yogavenner på Instragram og se, at, åh, de sidder på Bali nu og skal ikke bruge to timer på at ligge og putte børn. Den vej kunne jeg også have valgt, men min dybe overbevisning er, at vi er her for at være her for hinanden. At det i sidste ende er relationerne, der betyder noget i livet.

Så det er ikke bare et livsvalg, man træffer én gang for alle, men et dagligt commitment til det valg?

– Det handler om hver dag at minde sig selv om, hvorfor man gør det, man gør. At leve med mening og finde mening i det, jeg gør. For mig er det hverdagen, der er livet. Jeg har virkelig meget brug for at være i nuet. Fortiden er depression, fremtiden er angst, men lige nu, i det her øjeblik, kan jeg finde hvile.

Karen Pallisgaard, 39 år. Gift og mor til to små børn. Yoga- og meditationslærer. Forfatter til syv bøger om yoga, mindfullness og meditation. Tidligere sundhedsredaktør på femina. Aktuel med sin syvende bog på seks år, ”Hverdagsmeditation”, Politikens Forlag.