Katrine Lee Larsen: "Vi vil se kvinder, vi kan spejle os i og kan relatere til"

Jeg er rimelig casual omkring at gå i bikini.

Jeg har boet på Bali, og der var bikini nærmest min arbejdsuniform, og når jeg havde Zoom-møder med kunder i Danmark, tog jeg en trøje over bikinien og sad i bikini under.

Jeg har altid rejst meget og blandt andet dykket og surfet, så bikinien er en fast del af min garderobe, og jeg tror, jeg er en af dem i Danmark, der har den største bikinigarderobe.

Det er, som om det er mere udfordrende at gå i bikini og med knap så meget tøj på i Danmark, uden nogen kigger.

En bikini på Bryggen er anderledes end en bikini på Bali. På Bryggen tænker jeg over, hvilken bikini jeg tager på – på Bali vælger jeg den mindste, så jeg kan få mest sol.

Jeg forsøger at holde min træning, for jeg sidder meget foran computeren og får ondt i ryggen, hvis jeg ikke træner.

Jeg har været heldig med et fint stofskifte. Min livret er alt med brød og pasta. Så jeg har aldrig fokuseret på, at nu er det sommer, og jeg skal være bikiniklar. Jeg ser ens ud hele året.

Jeg er bare meget aktiv og får min daglige motion gennem det, jeg laver.

Efter jeg har startet Copenhagen Cartel, har jeg talt med ufatteligt mange kvinder og fundet ud af, at mange kvinder har komplekser over deres krop og ikke har det ret godt med bikinier.

Jeg hører kvinder fortælle, de ikke har haft bikini på i seks år, fordi de ikke har kunnet finde en, de følte sig godt tilpas i.

De materialer, vi bruger, er kraftige og strammer ind, uden det er overlagt.

De første billeder, vi lavede, var af mine veninder, fordi jeg synes, at en venindeflok repræsenterer forskellige typer, og at man gerne vil kunne spejle sig på en positiv måde.

Og jeg har følt, det var naturligt at bruge kvinder med “almindelige” kroppe, som ikke er retoucheret til ukendelighed.

Så der er en utilsigtet kropsaktivisme, som jeg er så glad for. Og jeg er simpelthen så stolt af, at jeg via badetøj og den måde, vi skyder billeder, giver nogle kvinder mod på at tage bikini på igen.

Det er vildt, hvor meget det gør, at man føler sig tilpas i sin bikini.

Jeg designer efter behov, og jeg får mange beskeder fra kvinder med volume i barmen, som vi ikke har toppe, der er helt ideelle til, så det er jeg i gang med nu.

Min kollektion er blevet til et større narrativ, end det i udgangspunktet var, og det er så skønt at få lov at være med til udvide billedet af, hvad en bikinikrop er.

Jeg har fået mange “gode” råd og kommentarer om, at vi burde bruge “rigtige badetøjsmodeller”.

Ja, fra mænd, også professionelle marketingfolk. Men kvinder gider ikke et idealiseret, forældet kvindesyn.

Vi vil se virkeligheden, og brands, der tror forbrugerne er dumme, skyder sig selv i foden. Det er fordummende og nedsættende.

De fleste er vågnet op og har fattet, at tiden er løbet fra det perfekte, ensporede billede. Vi vil se kvinder, vi kan spejle os i og kan relatere til enten vores egen krop eller vores venindes krop.

Jeg tror, vi overordnet har fået et skrappere bullshit-filter. Det kan jeg også mærke selv. Jeg gider heller ikke få smidt billeder i hovedet af en 15-årig pige i tøj, der en henvendt til voksne kvinder; de afspejler ikke mig.

Det er en fed udvikling, at kvinder står op for sig selv.

Vi redigerer ikke hud eller krop på vores billeder, for jeg vil ikke være med til at fodre ideen om den “fejlfri” krop.

På alle områder er det i dag vigtigt, at kvindekroppe, vi viser, er ægte inspirationskilder. Tiden er løbet fra det “perfekte” og animerede.