Migræne og menstruation: Hvordan hænger det sammen?
Udgivet første gang 1. maj 2014. Foto: All Over
Mere end en halv million danskere lider af migræne, og kvinder er hårdest ramt. Migrænen kan hænge sammen med menstruationscyklus, og cirka syv procent af kvinder i den fødedygtige alder får menstruel migræne.
Den præcise sammenhæng kan dog være svær at fastslå, og dét påvirker behandlingen, fortæller læge på Dansk Hovedpine Center.
Hvordan er menstruel migræne?
Menstruelle migræneanfald får man i starten af menstruationen, og menstruelle migræneanfald varer ofte længere end almindelige migræneanfald.
Kvinder er generelt mere udsat for migræne, og det kan skyldes en forskydning i den hormenelle balance, som finder sted i kvinders menstruationscyklus.
Omkring halvdelen af kvinder, der normalt lider af migræne, kan opleve en forværring i deres migræneanfald ved menstruation.
Sammenhængen?
Det kan dog tage tid at finde sammenhængen mellem menstruation og migræne. Og det kan have betydning for din behandling, siger Troels Wienecke, læge og ph.d ved Dansk Hovedpine Center.
- Vi véd at forekomsten af migræne ofte hænger sammen med menstruationscyklus, men det kan være svært at fastslå den præcise sammenhæng og svært at vurdere, om den enkelte patient har ren menstruationsmigræne eller om der er tale om menstruations-relaterede hovedpiner, fortæller han.
Vær opmærksom på disse symptomer
- Anfald hvor der ikke er effekt af akut anfaldsbehandling
- Hyppige anfald, hvor der ikke er effekt af den forebyggende behandling
- Tvivl om diagnosen menstruel migræne
- Hvis du er over 40 år og får menstruel migræne
- Pludselig voldsom hovedpine
- Nyopstået hovedpine hos person med kræft eller HIV
- Hovedpine som forværres over uger
- Hovedpine som ikke skifter placering fra anfald til anfald
- Hovedpine som ledsages af blivende symptomer fra hjerne/nervesystemet. Det kan være vedvarende synsforstyrrelse, tale/sprogforstyrrelse og/eller føleforstyrrelse
Hvis man får disse symptomer, kan det være en god ide at kontakte sin læge
Kilde: Sundhed.dk
Hvordan behandles det?
Hvis du lider af menstruelle migræneanfald, kan det være hensigtsmæssigt a starte til akut anfaldsbehandling.
Behandling med P-piller forlænger tiden mellem menstruation, og det kan betyde, at man får færre anfald. Dog kan P-pille behandling i nogle tilfælde også forværre migrænen.
Hovedpine? Her er årsagerne, du ikke har tænkt på
Hvis man udelukkende har menstruel migræne, og ikke almindelig migræne, så kan man forvente, at anfaldene stopper ved overgangsalderen.
Før dagbog
For at finde ud af, om din migræne er menstruel migræne, kan det være en god ide at føre en hovedpinedagbog.
Det kan også hjælpe lægen med at danne et overblik over hovedpinemønstre og behandlingen.
Her kan du bl.a. bruge appen "Min hovedpine", hvoe du også kan indskrive din menstruationcyklus i dagbogen.