Sådan undgår du svedpletter under armene
Det kan være rigtig slemt en sommerdag, men selv en uskyldig cykeltur efterår eller vinter kan fremkalde synlige svedpletter under armene på tøjet. Nervøsitet kan også få sveden til at pible under armene, og når man allerede er nervøs, er en svedplet på tøjet ikke lige det, man har brug for.
Hvordan undgår man svedpletter?
Er det overhovedet muligt at undgå svedpletter under armene? Det er helt naturligt, at vi sveder under armene, men nogle kan have større svedgener end andre. Heldigvis kan du gøre meget for at mindske synligheden af svedpletter under armene, hvis det er noget, der generer dig. Her giver vi dig de bedste tips til at undgå svedpletter under armene!
Brug en god deodorant
Det bedste og nemmeste tip til at undgå svedpletter er, at bruge en god deodorant under armene. Brug gerne antiperspirant.
Hvad er antiperspirant?
Antiperspirant er en form for deodorant, der indeholder aliminiumklorid, som er effektivt mod sved. Antiperspirant mindsker både produktionen og lugten af sved.
Antiperspirant kan lægge sig som en hinde over huden og dermed blokere svedkirtlerne og sveden i at trænge igennem.
Bliv behandlet for svedgener
Nogle mennesker lider af svedgener, som kan ende med at være invaliderende for sociale relationer, fordi det for nogle personer bliver så stort et problem, at de har svært ved at omgås andre mennesker.
Folk med svedgener sveder mere end gennemsnittet, og det kan betyde, at de skifter tøj ofte og hurtigere lugter af sved. Svedgener kan diagnosticeres hos lægen og behandles på forskellige måder.
Behandling af svedgener kan ske med aluminiumklorid, som mange antiperspiranter også indeholder, der påføres i armhulerne.
Ved sværere tilfælde af svedgener kan der også behandles med iontoforese, som er små stød, der sendes igennem kroppen, botox, der blokerer svedkirtlerne eller mikrobølgeterapi, der påvirker svedkirtlerne permanent.
Kilde: sundhed.dk
Hovedpine? Her er årsagerne, du ikke har tænkt på
De to bedste tips til at undgå svedpletter på tøj
Vil du undgå svedpletter under armene, har det faktisk stor betydning, hvad du har på. Der er som hovedregel to grunde til, at du får svedpletter på tøj. Den ene grund er det forkerte valg af materiale, den anden grund er, at du vælger et forkert mønster eller snit.
Gå efter naturmaterialer
Det bedste, du kan tage på, er naturmaterialer som uld og bomuld. Uld regulerer varmen særlig godt og er derudover helt lugtfrit - så du slipper altså for at lugte af sved.
Viskose er også et materiale, som absorberer sved rigtig godt. Til gengæld er der nogle stoftyper, du skal holde dig langt væk fra.
- Polyester absorberer ikke sved. Hertil kommer, at tynde silkestoffer let bliver våde, og det vil let kunne ses, siger Ingun Grimstad Klepp fra det norske Statens institutt for forbruksforskning.
Vælg mønstret tøj
Det kan også være en god idé at tænke over, hvordan din overdel sidder. Er den tætsiddende – især under ærmerne - er der større risiko for svedpletter.
Ingun Grimstad Klepp har også et andet trick, der trækker fokus væk fra de irriterende svedskjolder:
- Vælg en mønstret top. Så vil de næsten ikke kunne ses, siger hun.
Hvordan undgår man gule skjolder under armene?
Kommer de gule skjolder under armene fordi man sveder meget? Det skulle man tro, men paradoksalt nok er det faktisk den ellers anbefalede deodorant og antiperspirant, der ofte er skyld i de gule skjolder under armene på tøjet.
Gule svedpletter på tøjet opstår nemlig, når den naturlige sved møder kemikalierne, især aluminium, i deodoranten og det tekstil, som tøjet består af. Denne trio danner de gule svedpletter, som hurtigt får ødelagt en hvid t-shirt.
Først og fremmest kan du derfor sørge for at bruge en deodorant, der ikke indeholder aluminium. Har du allerede fået gule svedpletter på din nye hvide t-shirt eller yndlingsskjorten, er der heldigvis også råd for at redde tøjet for de gule svedpletter på bagkant.
Hvordan fjerner man svedpletter på tøj?
Godt vaskemiddel kan som regel fjerne det meste af de gule pletter, der kan samle sig under armene på tøjet. Er det en større, mere synlig eller ældre svedplet, kan du gnubbe de gule pletter med pletfjerner og lade det ligge i blød i 10 min inden tøjet vaskes. Genstridige pletter kan også afhjælpes ved at hælde pletfjerner i vaskemaskinen sammen med vaskemidlet.
Nogle gange skal der også skrappere midler i brug for at fjerne svedpletter på tøj – især hvis der er tale om gule skjolder under armene på hvidt tøj.
5 gode råd til dig der er B-menneske
Fjern gule skjolder med natron eller eddike
Nogle gange skal man tilbage i de gode, gamle husholdningstricks for at komme irriterende pletter og snavs til livs. Det er også tilfældet, når man skal fjerne svedpletter på tøj.
De gule pletter under armene kan nemlig fjernes med noget så simpelt som natron eller eddikesyre.
Sådan fjerner du svedpletter med eddike
Læg dit svedplettede tøj i en stor spand, balje eller i håndvasken. Lav en eddike-vandblanding i forholdet 3 dele eddikesyre til 10 dele vand og hæld den over tøjet. Lad tøjet ligge i blød i eddikeblandingen et par timer og gerne natten over.
Når tøjet har ligget i blød skal det vrides og skylles grundigt, hvorefter det vaskes i vaskemaskinen som du plejer. Derefter skulle tøjet gerne være fri for gule svedpletter, og hvis ikke, kan du prøve at gentage processen.
Sådan fjerner du svedpletter med natron
Bland natron med en smule vand, indtil det får en ’cremet’ konsistens, du kan smøre ud. Gør herefter det svedplettede tøj fugtigt og gnub natron-massen ud på de gule svedpletter.
Efterlad tøjet med natron et par timer. Efter nogle timer skylles natronen af og man kan lade tøjet tørre eller give det en tur i vaskemaskinen.