Se, hvilket af dit tøj, der kan give dig smerter og ubehag
Foto: Pantherstock
Brysterne skal helst sidde pænt, maven bliver klemt inde bag de ålestramme jeans og de sylespidse sko sørger for, at dine tæer må slås om pladsen.
Man må lide for skønheden siger ordsproget, og det er der rigtig mange af os, der gør, når vi hver morgen ifører os tøj, sko og tasker, som giver os ubehag. Det skriver norske kk.no.
For faktisk kan både din hovedpine, rygsmerterne, den stive nakke og de ubehagelige maveproblemer skyldes noget af det, du har på.
Du har ondt i ryggen: Din bh passer ikke
Her er det ikke udseendet på bh'en, du skal være opmærksom på, men pasformen. En bh, der sidder dårligt, kan give rygproblemer og slidmærker, og det er faktisk ret almindeligt, at kvinder bruger en for lille størrelse bh. Konsekvenserne kan være, at du får røde slidmærker på skuldrene, gnavesår på de øverste ribben, og har du store bryster, risikerer du også at få ondt i ryggen. Bh'en skal sidde til, når du har købt den, så du skal kun kunne spænde den i de yderste hægter. Når du læner dig fremad, skal skålen sidde tæt til brystet, men uden at brysterne vælter ud øverst i stedet. Er du i tvivl, kan du få en undertøjsekspedient til at finde den rigtige bh til dig.
Du har mavekneb - eller svamp: Dine bukser er for stramme
Går du også i ålestramme jeans, kan du få to skavanker - mavekneb eller svamp! Mavekneb kan du risikere at få, hvis bukserne sidder for stramt til i livet og klemmer på tarmene, for de har brug for plads til at kunne arbejde. Svamp kan du få, hvis du går med for stramme bukser, som sidder for tæt i skridtet. Derfor bør du i hvert fald bytte de stramme jeans ud med nogle løse og luftige bukser, så snart du kommer hjem fra arbejde. Det er også godt at sove nøgen, hvis du vil undgå en svampeinfektion.
Du har smerter i nakke, ryg og skuldre: Din taske er for tung
Går du hver dag og bærer på en tung taske, vil du kunne mærke det i både skuldre, nakke og ryg. Du kommer nemlig automatisk til at få skæv ryg, hvis du har en tung taske på skulderen, og selv om du bærer den på tværs, vil det irritere dine rygmuskler. Din taske bør faktisk ikke veje mere end max 10 % af din kropsvægt. Du kan derfor med fordel gennemgå din taske hver morgen og tage de ting ud, du ikke har brug for.
Du har ondt i ryggen eller i fødderne: Dine sko er for høje
Du har sikkert prøvet smerten der følger med, hvis du en hel aften har haft et par høje eller meget spidse sko på. Det smarteste er at tage et par flade sko på, men hvis du absolut skal op på de høje, så sørg for at anskaffe dig et par gelesåler som skåner fodpuderne og vabelplaster. Og smid dem så, så snart du har chancen - der er alligevel ingen, der ser det, hvis du sidder ved middagsbordet. Sørg også for, at din vægt lægges mest muligt på hælen. Hvis den er for høj, vil din fod automatisk ryge frem i skoen, og så vil du bære al din kropsvægt på dine stakkels tæer.
Kilde: kk.no