Marie Berg var kun fem år, da en længsel blev plantet i hende. Som voksen kæmper hun en vigtig kamp

I mere end 40 år har Marie Berg pendlet mellem Göteborg og Den Demokratiske Republik Congo.

Der har hun udviklet fødselsplejen for kvinder, blandt andet i samarbejde med Nobelpristageren Denis Mukwege på Panzi-hospitalet.

Marie var kun fem år, da hun i søndagsskolen hørte om, hvordan store udfordringer i udviklingslande ramte de mindste.

– Jeg var selvfølgelig for lille til allerede dengang at vide, hvad jeg skulle arbejde med, men der blev tanken om at hjælpe de børn i Afrika, der ikke havde det godt, levede i fattigdom eller ikke kunne gå i skole, født. Senere forstod jeg, at der heller ikke fandtes god sundhedspleje sammenlignet med, hvordan det var for mig i Sverige.

Marie bearbejdede sin længsel, og den blev næret i opvæksten, blandt andet i kirkens søndagsskole og lejre. Her fik hun mulighed for at lytte til missionærer, der kom hjem fra forskellige lande, fulde af indtryk og spændende fortællinger. Deres liv og kald gjorde Marie nysgerrig. En af de missionærer, hun mødte, var Marianne Henriksson Holmström.

– Marianne fortalte, hvordan de fattige børn havde det i Zaire (i dag DR Congo), og min længsel efter at arbejde internationalt blev kun stærkere. Jeg vidste dengang ikke hvordan, men med tiden blev denne længsel mere specifik.

– Marianne blev en vigtig mentor for mig, og er det, som snart 90-årig, stadig i dag.

Allerede i ungdomsskolen var Marie strategisk. Fordi man taler fransk i flere afrikanske lande, blev netop fransk et oplagt sprogvalg.

– Som specialearbejde i gymnasiet skrev jeg om pinsemissionen i Zaire. Mit mål var rettet mod det land i Afrika, fordi vores kirke havde mission der.

Marie var 18 år, da hun mødte sin Urban. Hun syntes, han var flot, og desuden læste han til læge. De blev et par, men Marie fortæller, at han allerede dagen efter, de blev kærester, ville have en pause.

– Efterfølgende fandt jeg ud af, at han havde været i tvivl, fordi han ikke havde spurgt mig, om jeg, ligesom ham, ville være åben for at arbejde med mission. Efter nogle måneder mødtes vi igen, og da jeg fortalte, hvad mit specialearbejde handlede om, forstod han, at jeg bar på den samme længsel som ham.

Marie ville have et erhverv, der ville gøre det muligt for hende at arbejde i udviklingslande. Valget stod mellem at blive jordemoder eller lærer. Da optagelsesbeskeden fra sygeplejerskeuddannelsen kom først, sagde hun ja og uddannede sig derefter til jordemoder.

I 1981 blev Marie og Urban udsendt som missionærer af deres menighed. Marie havde da nået at uddanne sig til jordemoder, og parret havde fået to af deres fire børn.

I 1980'erne var der få læger i Zaire, og da lægekompetencer var efterspurgte, havde Urban allerede fra starten en selvskreven plads på missionshospitalet i Lemera i det østlige Congo. Marie måtte derimod famle sig frem for at finde sin rolle, og i arbejdet med at fremme sundhed og behandle sygdom blev det til mange forskellige opgaver. Hendes første opgave blev at sy støttetrusser til mænd, der var blevet opereret for lyskebrok.

– Mange troede nok, at jeg ville tage med Urban som en slags hjemmegående husmor for at tage sig af vores børn.

Ud fra sin evne og kompetence, og med indsigt i, at hun havde begrænset viden om konteksten og sproget, udviklede Marie simpelthen sin rolle på egen hånd.

Da parret Berg efter en periode hjemme i Sverige vendte tilbage, fik Marie ansvaret for Lemerahospitalets fødsels- og barselspleje.

I sin stræben efter at fremme sundheden hos børnene og de kvinder, der fødte dem, fik Marie efterhånden indsigt i, at det ikke var nok at arbejde med præventionsrådgivning. Hun startede en kvindeskole.

– Kvinderne havde brug for indsigt i kroppen og hvad hyppige graviditeter gjorde ved dem selv og børnene, siger Marie og forklarer, at måske den vigtigste indsats for at fremme sundhed er uddannelse i livskundskab.

Maries mål var at hjælpe kvinder for på længere sigt at bidrage til at mindske mødre- og børnedødeligheden, og dette projekt er noget, hun i dag føler sig meget stolt af.

– Jeg åbnede skolen i 1988 og indså hurtigt, hvor stort behovet var. Jeg vil sige, at livskundskab er det allerbedste præventionsmiddel til at nedbringe den store mængde fødsler i Congo, siger Marie.

Selvom mødre- og børnedødeligheden er faldet, ligger DR Congo næsten øverst på listen over antallet af mødre, der dør i forbindelse med graviditet og fødsel, og antallet af børn, der dør ved fødslen eller som spædbørn. Men Marie giver ikke op på sin kamp, og hun ser, hvor vigtig uddannelsens rolle er i denne sag.

– Her sker en positiv udvikling. Da vi kom ned første gang, var der mange fødende kvinder, der ikke havde fået lov at gå i skole og derfor ikke kunne læse. Nu er det mere ligestillet, og piger får lov at uddanne sig.

Det var på Lemerahospitalet, at Marie lærte den kendte congolesiske læge Denis Mukwege at kende i 1984. Han havde allerede da besluttet sig for at videreuddanne sig til gynækolog i Frankrig, og da han kom tilbage fem år senere, blev han og Marie kolleger, men også venner.

– Denis og hans familie har været og besøgt os i Sverige, og vi har en tæt relation. Men siden han blev Nobelpristager, og især efter at han stillede op som kandidat i præsidentvalget, har det været sværere at have lige så spontan kontakt. Han er gået fra at være min kollega og ven til i sin respektindgydende rolle at være ret utilgængelig.

Allerede da Marie lærte Denis at kende, talte man om at bygge et hospital i provinsens hovedstad Bukavu for patienter, der ikke havde råd til at rejse til Lemera, som ligger ti mil fra byen ude på landet. Men det skulle tage mere end ti år, før en grund blev købt i Panzi-kvarteret, og i 1999 startede Panzihospitalet i midlertidige lokaler med Denis Mukwege som hospitalschef.

– Mit fokus lå på kvalitetsudvikling af fødselsplejen, siger hun og fortæller beskedent, at hun er en af dem, der har været med til at planlægge den nye fødsels- og neonatalafdeling, der nu bygges på hospitalet, og sørget for, at kvinder kan føde i fem nye fødestuer i stedet for i en stor sal med meget stress.

Marie understreger vigtigheden af, at en mor får mulighed for at føle ro under en fødsel.

Helt frem til nu har Marie arbejdet som professor i Sverige. At hun er blevet programansvarlig for at implementere en jordemoderuddannelse på Panzihospitalet UEA, er resultatet af en lang proces. Marie fortæller, at det krævede mange års insisteren fra hendes side, før jordemoderuddannelsen blev en realitet.

I 2021 blev Marie også professor ved UEA. Hun måtte derefter reducere sin stilling på Göteborgs Universitet for at kunne kombinere de to professorroller. Titlen har været vigtig af flere forskellige årsager.

– De, der lytter, har en helt anden respekt og tager det, jeg siger, på en helt anden måde takket være min titel. Det er ikke let at blive hørt som kvinde og ikke-læge.

Hele sit liv har Marie og hendes Urban levet et liv i Sverige og et andet i DR Congo. Når Marie ser tilbage på disse 42 år med pendling, kunne hun ikke have forudset, hvordan det ville påvirke hendes liv.

– Det er fantastisk og stort at se resultater efter alt det hårde arbejde. Tænk, hvad der kom ud af den tanke, der blev født, da jeg var et lille barn. Alt stod ikke skrevet i sten, men alt er faldet så rigtigt på plads, og det føles stort!

Næste plan er, at det første hold jordemoderstuderende skal afslutte deres uddannelse, og dermed er ifølge Marie et vigtigt delmål nået.

– Efter det er vi indstillet på at trappe ned og udfase vores forpligtelser.

Marie vil gå på pension og er nået til et punkt, hvor hun føler, at hun vil runde af.

– Jeg er begyndt at opsummere mit liv. Og jeg må indrømme, at jeg på det seneste har oplevet, at batterierne er begyndt at blive gamle. Samtidig vil jeg ikke stoppe med at hjælpe. Drivkraften findes stadig så stærkt inden i mig.

Derudover er der et stærkt ønske fra universitetet i Bukavu om, at Marie fortsætter sit engagement, gerne som programansvarlig for jordemoderuddannelsen, indtil der findes en lokal jordemoder med de rette kompetencer. Endvidere har Marie stadig forpligtelser til sammen med en anden svensk jordemoder at støtte og kvalitetssikre Panzihospitalets fødsels- og neonatalpleje, hvor en ny bygning til fødsels- og neonatalpleje skal tages i brug i 2024. Men målet er at overdrage så meget som muligt så hurtigt som muligt og i fremtiden være der i kortere perioder.

Hvad er det, der driver dig?

– Hjertet. Det, der blev født i mit hjerte allerede som femårig, at hjælpe andre, der har det sværere end mig selv, er det, der stadig driver mig. Jeg kan ikke hjælpe alle, men hver eneste, jeg redder til et bedre liv, er alt værd. Selvfølgelig ville det have været dejligt at gøre som mange andre på min alder, at bruge tid på at rejse i autocamper, bo i Spanien, spille meget golf. Men samtidig kan jeg ikke lukke øjnene for virkeligheden. Jeg kan simpelthen ikke gå forbi dem, der har brug for hjælp.