Forfatter Karen Fastrup: "Når jeg har haft allermest angst, har jeg ikke kunnet føle andet"

Karen Fastrup har angst, da hun den 18. oktober 2015 bliver indlagt på Psykiatrisk Center Ballerup. Galopperende angst. Angsten skygger for alt andet. Hun kan ikke mærke sig selv eller andre. Kun angsten.

I den autofiktive roman "Hungerhjerte" skriver hun om den, næsten så man er med helt inde under huden på hende.

Hun skriver også om barndommens angst, der får hende til at gå på listefødder og servicere de voksne. Men der er også lange perioder uden angst, og indlæggelsen i 2015 er hendes første kontakt med det psykiatriske system.

Hun er da 48 år gammel og mor til to. Otte år tidligere mistede hun på halvandet år begge sine forældre og blev efter seksten års ægteskab skilt fra sine børns far. Det var ham, der ønskede skilsmissen.

– Det var tre store tab oven i hinanden.

Karen var sårbar i forvejen.

I "Hungerhjerte" beskriver hun, hvordan hun 18 måneder gammel lider af bevidstløshedsanfald og bliver lagt for sig selv, alene i forældrenes soveværelse med gardinerne trukket for, fordi lægerne siger, det er bedst sådan.

"Det kan godt være, at du er tidligt skadet", siger hendes mor i romanen.

Karen er da ni år, og moren begyndt at læse til pædagog. Moren mener også, at Karen havde separationsangst, da hun og søsteren blev kørt op til bedsteforældrene, så forældrene kunne passe deres døende, første, søn.

De blev hos bedsteforældrene i tre måneder. Karen var otte måneder, da de blev kørt af sted.

– Det, der skete i 2007, pustede til alt det der. Det fik flammen til at blusse gevaldigt op. Jeg kan huske, jeg gik til læge. Min egen læge var der ikke den dag, så jeg var inde hos en af kollegaerne.

– Jeg spurgte, om der fandtes angstdæmpende medicin. "Det findes ikke", sagde hun, og jeg sagde: "Nå okay, så er der ikke noget at gøre."

Hun tog et år i psykoanalyse, som dog ikke hjalp særlig meget.

I dag ved hun bedre. Der findes angstdæmpende medicin. Og det gjorde der også i 2007.

Og hun tror, at hvis hun havde fået mere hjælp dengang (f.eks. i form af angstdæmpende medicin), så havde angsten ikke bygget sig op, og så havde hun måske aldrig fået diagnosen borderline.

Men det fik hun. Det var en stor kamel at sluge. Men det viste sig også at være en hjælp.

– Jeg fik udleveret et landkort over mig selv, så jeg bedre kunne forstå mine reaktionsmønstre, og jeg fik adgang til den hjælp, jeg havde brug for.

Plads til sorgen

Der gik næsten et år, fra hun fik diagnosen, til hun kom i behandling på Psykoterapeutisk Center Stolpegård nord for København. Det krævede endnu en indlæggelse, på Frederiksberg Hospital.

Men behandlingen var god begge steder, og Karen tog godt imod.

– Jeg havde en stærk vilje til at komme mig, og jeg var vant til at arbejde med mig selv fra tidligere.

– Jeg har interesseret mig for psykologi siden gymnasiet, og da jeg var i tyverne, gik jeg gennem flere år i psykoanalyse som mange andre i universitetsmiljøet.

Psykoanalysen beskæftiger sig ikke med diagnoser. Den har en bredere og friere tilgang til det menneskelige sind, som hun egentlig finder sympatisk.

Nu kan hun dog godt se, at hun ville have haft gavn af en mere håndfast, fremadskuende terapi, også før hun blev rigtig syg. For også inden hun fik diagnosen, oplevede hun, at der skete ting, hun ikke kunne kontrollere.

– Jeg havde brug for at lære at berolige følelserne og kunne sige til mig selv "lige nu er jeg ked af det, men i morgen går det nok over".

– Det lærte jeg gennem bl.a. kognitiv og psykodynamisk terapi. Det er egentlig forbløffende, hvor godt det virker. At hjernen faktisk kan ændre sig.

Befriende

I dag har hun ikke længere diagnosen. Den blev slettet i 2019, fandt hun ud af, da hun for nylig var ved læge.

– Jeg føler heller ikke, at jeg har de træk længere. Og jeg har aldrig angst mere. Det er fantastisk befriende.

– Angst er det værste, jeg ved. Det er en stærk, dominerende følelse. Når jeg har haft allermest angst, har jeg ikke kunnet føle andet.

Men hun har stadig en sårbarhed i sig. Nu har den bare fået et andet udtryk.

– Jeg har perioder, hvor jeg bliver lidt ruminerende, gransker mig selv på en negativ måde. Bliver ubønhørlig over for mig selv. Tænker hårde tanker om mig selv. Der er også blevet plads til følelser af sorg.

– Sorgen over tabet af mine forældre, vores kernefamilie og de svigt, jeg har udsat mine børn for efter skilsmissen og i forbindelse med min sygdom. Det er vældig smertefuldt, når det er der; det kan ligne depression lidt.

I "Hungerhjerte" er Karen som lille den, der ønsker, at familien skal være samlet.

Karen som psykotisk er rædselsslagen for at blive forladt af den kæreste, hun kort tid før indlæggelsen er flyttet sammen med. Nu har hun været single i halvandet år, og det er på en måde lidt bevidst.

– Det er en slags eksponerings-terapi for mig selv. For at udforske det rum og se, om angsten kommer tilbage.

Det gør den ikke, så nu ved hun, at hun ikke har brug for en mand. Men hun håber stadig, at hun en dag møder en mand, som hun forelsker sig i.

10 kilometer hver dag

– Jeg kan godt lide at have en kæreste. Det er dejligt med fortrolighed og at være så tæt på et andet menneske. Men der er langt mellem snapsene, og det skal være en mand, jeg virkelig vil have.

Og den mand må gerne være til lange ture. For Karen holder meget af at gå.

– Det har jeg altid gjort, men det har aldrig været så systematisk som de seneste par år. Nu går jeg 10 kilometer om dagen. Det en fast rutine. Noget, jeg regulerer mig med.

– I rask tempo, og så hører jeg podcasts om politik, videnskab, psykologi, litteratur og lydbøger imens. Det er en god måde at slutte arbejdsdagen af på. Jeg er overbevist om, at det er vanvittig vigtigt.

– Jeg træner også en del. Jeg har det godt med, at kroppen er sund og stærk, at jeg er i vigør. Det er et godt fundament.

Det er længe siden, hun fik målrettet terapi, og det psykiatriske system er hun ude af. Men hun har en privatpraktiserende psykolog, som hun opsøger af og til. Og det har hun tænkt sig at blive ved med.

"Hungerhjerte" blev som hendes første roman, "Brønden", nomineret til DR Romanprisen og præmieret af Statens Kunstfond som et kunstværk af særlig høj kvalitet.

Hun har holdt over 100 foredrag om den i hele landet, og det er gået op for hende, at det er de færreste steder, der kan tilbyde de samme behandlinger, hun fik.

– Psykiatrien er stadig alt for underprioriteret, og du er bedre stillet i en storby. Det har været mit held. Og så har jeg trods alt kun haft borderline i en mild grad.

– Nogle er meget mere syge, end jeg har været, og bliver ikke raske så hurtigt.